Pressemeddelelse -
En ny hvalp i huset – del 2: Renlighed
Nogle – få - hvalpe er næsten renlige, når de kommer til deres nye familie. Men de fleste skal først til at lære at besørge udendørs. Nogle hundeejere hælder desværre stadig til den teori, at man skal skælde hvalpen ud og tvære dens snude rundt i urinen, når den har lavet et ”uheld”. Det eneste man opnår med denne barske fremgangsmåde er, at hvalpen får et stort ubehag, som den overhovedet ikke forstår grunden til. Og at den lærer, at mennesker er ubehagelige overfor den. Den nævnte fremgangsmåde kan på ingen måde anbefales, men tværtimod på det kraftigste frarådes.
Renlighed indlæres i stedet ved tålmodighed og konsekvens. En lille hvalps blære kan ikke indeholde ret meget urin, ligesom den først er ved at lære at beherske lukkemusklen, og derfor skal hvalpen luftes tit. Som tommelfingerregel kan man sige, at hvalpen skal luftes, hver gang den har spist, sovet, leget – og så lidt ind imellem! Det kan blive til mange lufteture på et døgn, men babyer og små børn kan jo heller ikke holde sig så lang tid som voksne, og sådan er det også med hvalpe.
Hvis man tager hvalpen ud på et bestemt sted hver eneste gang, den har ”spist, sovet og leget – og så lidt indimellem”, vil den hurtigt lære at forbinde det med, at det altså er dér, den skal besørge. Man skal ikke rose hvalpen, samtidig med at den besørger, for det vil ofte få den til at afbryde sit forehavende. Men præcis i det øjeblik, den er færdig, skal den have ros, fordi den var så dygtig.
Det er bedst, hvis du står i nærheden af hvalpen, når den skal besørge. På den måde opnår du, at du kan rose hvalpen hver gang, den besørger. Hvis du blot lukker den ud i haven for sig selv, lærer den ikke nær så hurtigt, at renlighed skal foregå udendørs.
Hvis du ikke har en have, men i stedet lufter hvalpen i snor på en gåtur, er det vigtigt, at den får rig mulighed for at snuse. Lufteturen skal være målrettet mod at få hvalpen til at besørge, og det kræver, at den får lov til at undersøge alle de spændende dufte. Først derefter kan I sammen gå en dejlig tur.
Hvis uheldet alligevel sker indendørs, skal man ikke skælde hvalpen ud. I stedet skal man skynde sig at bære den ud til det sted, hvor man gerne vil have, at den besørger og så rose den, når den er dygtig dér.
Man kan ofte se på hvalpen, når det er lige før, den skal besørge enten stort eller småt. Den begynder at snuse koncentreret og bevæge sig på en karakteristisk måde, og så er det med at være hurtig og få båret den udenfor, inden uheldet sker. Nogle hvalpe lærer også hurtigt selv at gå til døren, når trangen melder sig. Vær derfor opmærksom på dens kropssprog og adfærd, så det helt automatisk bliver en vane for den at besørge ude i stedet for inde.
Nogle hvalpe piver for at vække ejeren, når de skal besørge om natten. Det kan være fristende at blive liggende under den varme dyne, vende sig om på den anden side og lade hvalp være hvalp. Men det er faktisk en gave, at hvalpen selv gør opmærksom på, at den skal ud, så det kan godt betale sig at stå op og gå ud med den, selv om det måske er både mørkt og koldt. Det er også mest fair overfor hvalpen, som jo har lært, at den skal besørge ude. Hvalpen skal dog ikke opleve, at der er sjov og leg forbundet med, at du står op og lufter den om natten. Så risikerer du i stedet at få din nattesøvn spoleret, fordi hvalpen vækker dig, fordi den vil lege, og det var jo ikke lige det, der var meningen. Så ud og besørge – ros for det – og så nattero igen.
Hvis uheldet trods dine ihærdige anstrengelser alligevel sker inde, er kartoffelmel et godt middel til at suge urin op fra gulvtæppet. Vask derefter stedet med et desinficerende middel som for eksempel Rodalon, når det tørre pulver er fjernet. Ajax er ikke så effektivt, fordi duften af salmiak stik imod hensigten ofte får hvalpen til at besørge det samme sted igen.
Husk, at straf i forbindelse med renlighedstræning ikke fører noget godt med sig, og da slet ikke hvis straffen først kommer længe efter at hvalpen har besørget! Men hvis du yder en konsekvent og målrettet indsats for at være opmærksom på hvalpens behov, varer det normalt ikke ret længe, inden hvalpen bliver renlig.
I næste artikel vil vi fortælle om, hvordan man kan lære sin hvalp at være alene hjemme.
Related links
Emner
- Detailhandel
Kategorier
- hvalpe
- hvalp
- remlighed
- dyrefoder
- hundemad
- kæledyr
- olivers petfood
- petfood
Foder er et spørgsmål om holdninger!
OLIVER’S er foder i luksus/superpremium kvalitet fremstillet udelukkende af de bedste ingredienser, leveret direkte til dig uden fordyrende mellemled.
OLIVER'S har eksisteret siden 1998. Fokus på kvalitet og uovertruffen service har fra begyndelsen givet os en solid vækst, og vi står i dag som et oplagt valg for kvalitetsbevidste hunde- og katteejere, herunder opdrættere, politi, foreninger m.v.
Vores sortiment dækker alle behov, fra den lille killing til den ældre allergiplagede hund, og vi tilbyder en service, der blandt andet inkluderer gratis levering ved køb for blot 225 kr. og imødekommende og særdeles kompetent telefonrådgivning alle hverdage fra kl. 8-17:30.
Mere end nogensinde er foder et spørgsmål om holdninger. I OLIVER’S taler vi om livskvalitet til hunde og katte. Måltider der både er velsmagende og sammensat med de rigtige ingredienser er uendeligt langt fra betegnelsen hundeæde. Unødvendigt ville nogen sige. Hos OLIVER'S er vores holdning meget klar, vi vil ikke bruge andet end det bedste til vores egne hunde og katte, så hvorfor skal du?
Har du lyst til at opleve, hvor meget OLIVER’S kan betyde for din hund eller kats livskvalitet, så kik videre på olivers.dk.
Det ville glæde os at kunne byde dig velkommen til den efterhånden store familie der bruger OLIVER'S.
Med venlig hilsen
Alle os i OLIVER'S