Nyhed -
Pincho Nation Herning åbner fredag d. 21. marts
Pincho Nations restaurant i Smedegade er klar til at byde gæster indenfor. Pincho Nation er en festlig og farverig tapasrestaurant med et menukort med retter fra hele verden og et stort udvalg af kulørte cocktails. 2.600 har skrevet sig op til at kunne booke bord, før alle andre. Anne Nørgård fra Herning bliver restaurantchef.
Efter en storstilet ombygning af den tidligere busterminal i Smedegade er Pincho Nation nu klar til at åbne. Det sker fredag d. 21. marts. Restauranten har plads til 180 gæster ad gangen. Som restaurantchef har man udpeget Anne Nørgård. Hun er 28 år gammel og er født og opvokset i Herning. I det hele taget har man fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil være en del af det hold på 30 ansatte, der skal arbejde i restauranten.
”Jeg glæder mig helt vildt meget til at give folk en fed oplevelse, når de besøger vores restaurant, som kan noget helt andet end, hvad vi ellers har her i Herning. Det er sjovt og afslappet, og så kan du fuldstændig selv sammensætte din aften gennem app’en. Nu skal vi lige have de sidste ting på plads, så vi er hundred procent klar,” siger Anne Nørgård, restaurantchef i Pincho Nation i Herning.
2.600 har skrevet sig på booking-liste
Når du besøger Pincho Nation, styrer du selv dit besøg ved hjælp af Pincho-appen. Gennem appen laver du bordreservation, og det er også her, at du bestiller og betaler for din mad og drikke – enkelt og fleksibelt. Er du eksempelvis usikker på, hvor sulten du er, kan du starte med at vælge nogle få retter, og så kan du altid bestille flere undervejs eller måske tilføje en dessert. Prisen for en tapasret ligger mellem 25 og 55 kroner. Der er stor forhåndsinteresse for den nye restaurant, hvor 2.600 har skrevet sig op på en booking-liste, der giver adgang til at booke bord cirka en uge før alle andre.
”Vi er meget taknemmelig for den forhåndsinteresse, der har været for vores restaurant. Det giver os en stor motivation, og vi ser frem til at kunne åbne og byde gæsterne indenfor,” siger Tommy Refshøj, medindehaver og franchisetager af Pincho Nation i Herning og Randers.
Kolossal indsats af ARC Group
Det er duoen Begitte Nyborg og Tommy Refshøj samt Per Larsson, som står bag Pincho Nation i Herning. Begitte og Tommy driver i forvejen Pincho Nation i Randers, mens Per er ansvarlig for madudviklingen i hele Pincho Nation, som i alt tæller 85 restauranter. ARC Group står bag ombygningen af Smedegade 24, og det letter trioen med hatten for.
”Det har krævet en kolossal indsats fra ARC Group og deres dygtige håndværkere at komme hertil, hvor vi kan sige, at nu åbner vi. Vi har stor respekt for den måde, som de har grebet hele processen an på, og det skal de have stor tak for,” siger Tommy Refshøj.
Restauranten i Herning er den 7. i Danmark, hvor der er to i København samt en i Aarhus, Odense, Aalborg og Randers. Til sommer åbner der også en restaurant i Vejle.
Yderligere information
- Kontakt: Tommy Refshøj, medindehaver af Pincho Nation i Herning og Randers, på tlf. 4026 4510
- Besøg: www.pinchonation.dk
VIP-liste Herning: vip.pinchonation.dk/herning