Pressemeddelelse -

Tolv nye partnere slutter sig til Polestars mission om at producere en klimaneutral bil inden 2030

  • Polestar firedobler antallet af partnere, der arbejder på Polestar 0-projektets klimaneutrale bil
  • De nye partnere arbejder med blandt andet plast, komposit, kemikalier og metaller
  • Polestar åbner op for anden runde af ansøgninger om flere samarbejdspartnere - denne gang med fokus på basismaterialer

GÖTEBORG, SVERIGE – 14. september 2022. Polestar (Nasdaq: PSNY), det svenske performance elbilsmærke, sætter nu farten op for at nå sit mål om at udfase drivhusgasemissioner ved at byde 12 nye partnere velkommen til Polestar 0-projektet.

De 12 nye partnere har forpligtet sig til at samarbejde om Polestars ambitiøse mål om at producere en klimaneutral bil i 2030 uden klimakompensationer.

Alle partnere på Polestar 0-projektet - nye som gamle - er brancheledere, og de har hver sit fokus på bestemte materialer, komponenter og processer, der indgår i produktionen af bilen. De nye partnere er listet nedenfor og dækker områderne: plast, komposit, kemikalier og metaller.

Transportsektoren er den hurtigst voksende sektor, der udleder drivhusgasser, og forventes at nå en andel på mere end 30 pct. af de samlede drivhusgasemissioner i fremtiden*. Polestar og Polestar 0-projektets partnere deler et fælles mål om at fjerne eller nedsætte kulstof fra forsyningskæden og fremstillingsprocessen.

Thomas Ingenlath, CEO for Polestar, siger: "Elbilers reelle potentiale bliver først indfriet, når vi som industri kan sige farvel til både udstødningsemissioner og produktionsrelaterede emissioner. Vi gav et stort løfte for 18 måneder siden, da vi lancerede Polestar 0-projektet, og disse stærke partnerskaber understreger solide fremskridt mod vores mål."

Hans Pehrson, leder af Polestar 0-projektet og tidligere Head of R&D hos Polestar, siger: "Vores nye partnere skal hjælpe med at udvikle løsninger og nye teknologier, der ikke eksisterer i dag. De næste fem år bliver afgørende, og vi har brug for partnere, der har lyst til at engagere sig i Polestar 0-projektet for at gøre det til en succes. Vi vil formentlig også se resultaterne smitte positivt af på tværs af andre industrier, når vi sætter gang i arbejdet med innovation i bilbranchen og udvikling af klimaneutrale forsyningskæder på tværs af flere industrier."

Fra i dag, den 14. september 2022, åbner Polestar op for anden runde af ansøgninger om flere samarbejdspartnere. Anden runde søger specifikt mod at finde løsninger til nye teknologier og udvikle materialer uden drivhusgasemissioner inden for mineraler og metaller, biobaserede kemikalier, plast og andre basismaterialer.

Interesserede samarbejdspartnere opfordres til at ansøge online her.

De nye partnere og deres fokusområder i Polestar 0-projektet:

  • Pesana: Uafhængig og bæredygtig forsyning af sjældne naturmaterialer
  • Boliden: Kobber og andre metaller
  • Papershell: Avanceret fiberkomposit baseret på papir
  • Sekab: Biobaserede kemikalier
  • Bulten: Søm og skruer
  • Hexpol TPE: Bløde polymer-materialer, TPE (termoplastisk gummi)
  • Plasman: Producent af kofanger- og frontplader, kølergitter, udvendig beklædning og komponenter til delsystemer
  • YFPO: Kofangere og lignende materialer
  • Ovako: Teknisk stål fra 100 pct. kulstofneutral drift og 97 pct. genbrugsindhold
  • Mistra Carbon Exit: Forskningskonsortium med det formål at analysere og demonstrere, hvordan forsyningskæder af bygninger, infrastruktur og transport kan transformeres og dekarboniseres
  • Stilride: Grøn metalfremstilling og mobilitet gennem særlig STILFOLD-teknologi, kaldet "industriel origami"
  • GG Group: Bæredygtige kabler og ledninger

Partnere, der tidligere har tilmeldt sig, inkluderer:

  • SSAB: Fossilfrit stål
  • Hydro: Kulstoffri aluminium
  • Autoliv: Sikkerhedsudstyr
  • ZF: Elektrisk drivlinje og overordnede systemer

Bemærkninger til redaktører:

*De Forenede Nationers miljøprogram fastslår, at transportsektoren er den hurtigst voksende sektor, der udleder drivhusgasser (GHG) og forventes at nå en andel på mere end 30 pct. af de samlede drivhusgasemissioner i fremtiden.

Om Polestar 0-projektet

Polestar 0-projektet er Polestars ambitiøse mål om at skabe den første fuldkomne klimaneutrale bil inden 2030. Det blev annonceret i virksomhedens første årsberetning i april 2021. Projektet går ud på at identificere og eliminere alle drivhusgasemissioner fra udvinding af råvarer, og frem til at bilen leveres til kunden inklusive hele bilens levetid. Polestar 0-projektet har til formål at reducere CO2-emissionerne ved at ændre den måde, som bilerne bliver fremstillet på i stedet for at bruge traditionelle processer som at plante træer for at udligne og kompensere for CO2. Denne tilgang vil omfatte samarbejde på tværs af hele udviklingsprocessen og værdikæden, fra leverandører til detailhandlere. Projektet retter sig mod, hvad Polestar kan måle og kontrollere: nul CO2-udledning i produktionen af bilen, levering til kunde og bilens levetid. Brugsfasen for en elbil kan allerede i dag være tæt på klimaneutral, hvis bilen lades op med vedvarende energi. Tidsplanen for lancering af en klimaneutral bil i 2030 betyder, at den avancerede forskning skal være afsluttet i 2025, hvor arbejdet med bilens arkitektur begynder. I 2027 starter køretøjsprojektet, hvilket betyder, at anvendelsen af forskning og avanceret teknologi, der kræves for at tage et forskningsprojekt ind i industriel produktion, skal være afsluttet.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • tecnology
  • sustainability
  • teknologi
  • samarbejde
  • polestar 0
  • design

Om Polestar

Polestar blev etableret som en selvstændigt svensk producent af elektriske premium-køretøjer i 2017. Polestar er grundlagt af Volvo Cars og Geely Holding og drager fordel af specifikke teknologiske og tekniske synergier med Volvo Cars samt de betydelige stordriftsfordele, der følger heraf.

Virksomheden har hovedkvarter i Göteborg i Sverige og sælger sine biler på markeder globalt i Europa, Nordamerika og Kina. I 2023 planlægger Polestar at være tilstede i 30 markeder på globalt plan. Polestar-biler fremstilles i øjeblikket på to anlæg i Kina, og der er planlagt yderligere produktion i USA.

I Danmark ligger det lokale Polestar-kontor i Søborg. Det første Polestar Space er åbnet i København, og desuden er der åbnet yderligere fem Polestar Destinations beliggende i Nærum, Vallensbæk, Vejle, Aarhus og Aalborg.

Polestar har produceret to elektrificerede performance-biler. Polestar 1 blev bygget i årene 2019-2021 og er en lavvolumen elektrisk performance hybrid-GT med et kulfiberkarrosseri, 609 hk, 1.000 Nm og en ren elektrisk rækkevidde på 124 km (WLTP), - den længste af en hvilken som helst hybridbil i verden.

Polestar 2 er en sedan og virksomhedens første højtydende 100% rene elbil. Polestar 2 omfatter tre varianter med en kombination af batterier på op til 78 kWh med lang/standard rækkevidde, og med dual-/singlemotor med op til 300 kW / 408 hk og 660 Nm.

Inden for de kommende tre år planlægger Polestar at lancere et nyt elektrificeret køretøj om året, startende med Polestar 3 i 2022 - virksomhedens første elektriske performance SUV. Polestar 4 forventes at følge i 2023, en mindre elektrisk performance SUV-coupé.

Polestar 5 elektrisk performance 4-dørs GT planlægges at blive lanceret som produktionsudgaven af Polestar Precept - pioner-modellen, som Polestar lancerede i 2020, og som viser virksomhedens fremtidsvision med hensyn til design, teknologi og bæredygtighed. Da virksomheden søger at reducere sin klimapåvirkning med hver ny model, sigter Polestar efter at producere en fuldstændig klimaneutral bil inden 2030.

Kontakt

Marlene Hyre-Dybbro

Pressekontakt PR & Communications Denmark

Relateret materiale