Gå til indhold
Fuldt elektrisk og ekstra sportslig: Her er den nye Porsche Macan

Pressemeddelelse -

Fuldt elektrisk og ekstra sportslig: Her er den nye Porsche Macan

Sløret er endelig løftet for den nye og fuldt elektriske Porsche Macan, som sætter barren med op til 639 hestekræfter, lang rækkevidde, progressivt design og en køredynamik, som tager SUV-oplevelsen til nye højder.

10 år efter lanceringen af den første, er Porsche klar med anden generation af Macan – nu i en fuldt elektrisk form. Med sit progressive og tidløse design, velkendte Porsche-præstationer, lang rækkevidde og høj grad af praktisk værdi i hverdagen, er den nye Macan 4 og Macan Turbo klar til at opfylde alle behov for Porsche-kunder, som vælger en SUV.

"Takket være elektriske kræfter, imponerende design og Porsche Driver Experience har vi løftet Macan til et helt nyt niveau,” lød det fra CEO hos Porsche AG, Oliver Blume, i forbindelse med verdenspremieren i Singapore. “Vores ambition med den nye og fuldt elektriske Macan er at tilbyde den mest sportslige model i sit segment,” tilføjede Vice President Product Line Macan, Jörg Kerner.

Og specifikationerne lover da også elektriske præstationer i topklasse. I kombination med Launch Control yder Macan 4 således op til 408 hestekræfter, mens Macan Turbo leverer op til 639 hestekræfter. Det maksimale drejningsmoment er henholdsvis 650 og 1.130 Newtonmeter for de to modeller, hvilket betyder, at Macan 4 accelererer fra 0-100 kilometer i timen på 5,2 sekunder, mens Macan Turbo blot bruger 3,3 sekunder på samme disciplin. Topfarten er henholdsvis 220 og 260 kilometer i timen.

Ny elektrisk platform med 800-volts-arkitektur

Den nye Macan gør brug af den seneste generation af PMS-motorer, én på forakslen og én på bagakslen. Energien kommer fra et batteri med en bruttokapacitet på 100 kilowatttimer, hvor de 95 kilowatttimer kan bruges aktivt. Det nye batteri, som er placeret i bunden af bilen, er en central komponent i den nyudviklede Premium Platform Electric (PPE), som Macan er den første Porsche til at gøre brug af.

Takket være 800-volts-arkitekturen kan batteriet oplades med op til 270 kilowatt (DC), hvilket sikrer en opladning fra 10-80 procent på omkring 21 minutter. Anvendes der opladningsstationer, som kun tilbyder 400-volts-opladning, sørger indbygget teknologi automatisk for at opdele batteriet i to dele, hver med nominel spænding på 400 volt, hvilket muliggør opladning med op til 135 kilowatt.

Foruden DC-opladning er det også muligt at oplade den nye Macan med op til 11 kilowatt (AC), for eksempel i forbindelse med hjemmeopladning. Med fuldt opladt batteri præsterer den nye Macan 4 en rækkevidde på op til 613 kilometer (WLTP), mens Macan Turbo når op til 591 kilometer (WLTP).

Sportslige proportioner og coupélinjer

Takket være de skarpere proportioner fremstår den nye Macan både dynamisk og dominerende, og kombineret med nye detaljer er de klassiske og velkendte designmæssige elementer tydeligt videreført fra forgængeren.

“Med den fuldt elektriske Macan har vi for første gang taget en Porsche fra en etableret modelfamilie og gjort den fuldt elektrisk. Derfor er den tydeligt genkendelig, og de klassiske proportioner er kun blevet yderligere udviklet og ikke mindst tilpasset de udfordringer, som er forbundet ved at skabe en elektrisk model. Her er vi lykkedes med at styrke det sportslige look, hvilket gør det klart, at Macan forbliver sportsvognen i sit segment, selv i en fuldt elektrisk form,” forklarer Vice President Style Porsche, Michael Mauer.

Den hældende fronthjelm og løftede forskærme giver den nye Macan et dynamisk look, selv når den står parkeret. Med 4.784 og 1.938 millimeter er den marginalt længere og bredere end forgængeren, mens akselafstanden, som er øget med 86 millimeter, kompenseres med kortere overhæng for og bag. Forlygterne er opdelt i to komponenter: En flad øvre enhed med de karakteristiske firepunkts-kørelys, som er integreret i forskærmene og understreger modellens bredde – og et primært modul placeret nedenfor, og som fås med Matrix LED-teknologi.

Set fra siden er coupéformen tydelig, og dørene er nu rammeløse, som på Taycan- og 911-modellerne. De markerede bagskærme bidrager til det muskuløse udseende, og bagenden rundes af med det karakteristiske tværgående lysbånd i tredimensionelt design med Porsche-inskriptionen i midten.

Aktiv aerodynamik og dobbelt bagagerum

Det sportslige design er optimeret med fokus på rækkevidde. Og takket være Porsche Active Aerodynamics (PAA) med både aktive og passive elementer samt en vindmodstandskoefficient på 0,25, er den nye Macan en af de mest strømlinede SUV-modeller på markedet, hvilket naturligvis har positiv effekt på både rækkevidde og strømforbrug. Elementerne inkluderer blandt andet den adaptive spoiler på bagklappen, aktive luftindtag på fronten og fleksible afdækninger på den helt flade bund.

Udover det sportslige look og imponerende præstationer fremstår den nye Macan også med et højt niveau af hverdagspraktisk anvendelighed. Således har skiftet til en fuldt elektrisk drivlinje ført til øget bagagerumsplads. Afhængigt af model og udstyr rummer bagagerummet bag bagsæderne op til 540 liter, mens et nyt bagagerum under fronthjelmen giver 84 liter – hvilket samlet udløser 127 liter mere bagagekapacitet end i forgængeren.

Foldes bagsæderyglænet helt ned, øges bagagerumskapaciteten til 1.348 liter. Desuden kan den nye Macan også fås med anhængertræk med mulighed for at trække op til to tons, hvilket fuldender modellens praktiske egenskaber.

Porsche Driver Experience: Digitalt og brugervenligt

Den nye Macan er udstyret med den seneste generation af Porsches interiørkoncept, Porsche Driver Experience, hvor kørerelevante funktioner er placeret tæt på eller direkte på rattet. Instrumenteringen gengives på et 12,6 tommers buet og fritstående display, som suppleres af det 10,9 tommer store centraldisplay, som er kontrolcenter for infotainmentsystemet, Porsche Communication Management (PCM).

Desuden fås Macan nu for første gang med et tredje og 10,9 tommer stort display (ekstraudstyr) foran passagersædet, som gør det muligt for passageren at se information, skifte indstillinger på infotainmentsystemet eller lade sig underholde af videoindhold uden at distrahere føreren.

For første gang fås Porsche Driver Experience også med et innovativt headup-display (ekstraudstyr), der er baseret på augmented reality-teknologi. Virtuelle elementer, som blandt andet vejskilte og navigationspile, vises direkte i førerens synsfelt og gør navigationen endnu mere intuitiv.

For første gang med baghjulsstyring

Både Macan 4 og Macan Turbo er udstyret med effektivt firehjulstræk, og de to elektriske motorer sikrer en reaktionstid, som er hurtigere og mere præcis end nogensinde. Det elektronisk styrede Porsche Traction Management (ePTM) fungerer omkring fem gange hurtigere end et konventionelt firehjulstræk og reagerer på hjulspind inden for blot 10 millisekunder. Endelig bidrager Porsche Torque Vectoring Plus (PTV Plus) – en elektronisk styret differentialespærre på bagakslen – også til greb og dynamik i Macan Turbo.

Luftaffjedring er standard på Macan Turbo, hvilket også gælder Porsche Active Suspension Management (PASM). Den aktive undervogn kan imidlertid også kombineres med den konventionelle affjedring i Macan 4, og systemet gør nu brug af dæmpere med toventilsteknologi, hvilket øger forskellen på oplevelsen af de forskellige køreprogrammer og skaber et endnu bredere spænd mellem sportslig og komfortabel kørsel.

Endelig kan Macan nu også for første gang fås med baghjulsstyring (ekstraudstyr) med en vinkel på op til fem grader. Dette muliggør en vendediameter på 11,1 meter og adræt kørsel i bytrafik, mens det sikrer ekstra stabilitet ved højere hastigheder.

Priserne i Danmark starter for Macan 4 ved 769.900 kr. inklusiv moms og fra 1.179.900 kr. inklusiv moms for Macan Turbo. Den nye Porsche Macan kan opleves hos Porsche Center Aarhus og Porsche Center København i løbet af 2024.

________

Forbrugs- og CO2-emissionsværdierne er angivet i henhold til målemetoden WLTP:

Macan 4. Forbrug*: 21,1-17,9 kWh/100 km. Rækkevidde*: 516-613 km. Opladningstid under optimale forhold: Normalopladning, 0-100%: 10 t v. max ladeeffekt (11 kW); Hurtig-/lynopladning, 5-80%: 21 min. v. max ladeeffekt på 270 kW. *Forbrug og rækkevidde påvirkes bl.a. af kørestil, vejrforhold og tilvalg af udstyr, hvor især høj hastighed og lave temperaturer reducerer rækkevidden.

Macan Turbo. Forbrug*: 20,7-18,8 kWh/100 km. Rækkevidde*: 518-591 km. Opladningstid under optimale forhold: Normalopladning, 0-100%: 10 t v. max ladeeffekt (11 kW); Hurtig-/lynopladning, 5-80%: 21 min. v. max ladeeffekt på 270 kW. *Forbrug og rækkevidde påvirkes bl.a. af kørestil, vejrforhold og tilvalg af udstyr, hvor især høj hastighed og lave temperaturer reducerer rækkevidden.

Emner

Kategorier


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark
Banevingen 6
2200 København N
Danmark