Gå til indhold
Testet i ekstreme omgivelser: Den elektriske Porsche Macan er på vej

Pressemeddelelse -

Testet i ekstreme omgivelser: Den elektriske Porsche Macan er på vej

Prototypen på den fuldt elektriske Porsche Macan har gennemgået et omfattende testprogram, som skal forberede efterfølgeren til den succesfulde og populære SUV til sin kommende verdenspremiere.

10 år efter lanceringen af den første Porsche Macan er fabrikken snart klar til at præsentere en ny generation. Til forskel fra forgængeren bliver anden generation af den populære SUV fuldt elektrisk og bygges som den første Porsche på den nye Premium Platform Electric (PPE). Der er dermed tale om en gennemgribende ny konstruktion, og fabrikkens ingeniører har ikke sparet på ressourcerne, hverken når det gælder udvikling og testkørsler.

Som altid er der lagt stor vægt på test i den virkelige verden, hvilket er foregået med camouflerede prototyper. Samtidig spiller simuleringer i både den virtuelle verden og i vindtunnelen stadig en større og større rolle i udviklingen af nye biler. Især, når det handler om at gøre en ny Porsche mere sportslig – og mere effektiv.

“Når vi udvikler en ny model, handler det altid om køredynamik og præcision. Dét er Porsche. Dét ligger i vores DNA. Men det handler også om effektivitet. Og design,” lyder det fra Jörg Kerner, Vice President Product Line Macan.

Optimal balance mellem design og effektivitet

En af de store udfordringer i udviklingen af den nye Macan har været at bevare den populære models stærke visuelle identitet og samtidig imødekomme de aerodynamiske krav, som er nødvendige for at sikre høj effektivitet og dermed også en lang elektrisk rækkevidde. Derfor har det været afgørende at sikre et endnu tættere samarbejde mellem designafdelingen og eksperterne i Porsches vindtunnel.

"At skabe den optimale balance mellem vores designprincipper og de specifikationer, som er udarbejdet af vores aero-ingeniører, har absolut været en udfordrende øvelse. Vi har arbejdet sammen om hver eneste millimeter for at opnå det bedste samspil mellem æstetik og funktion,” siger Peter Varga, Director Exterior Design hos Style Porsche.

Med dette teamwork er det altså lykkedes Porsche at kombinere mærkets karakteristiske design med en rækkeviddeoptimeret aerodynamik. Dette er dog ikke kun opnået med en iøjnefaldende silhuet, men også med Porsche Active Aerodynamics (PAA) og andre komponenter.

“De aktive aerodynamiske elementer bidrager betydeligt til bilens rækkevidde. Vi har eksempelvis en automatisk spoiler på bagenden samt aktive klapper på luftindtagene foran,” forklarer Thomas Wiegand, Director Aerodynamics and Aeroacoustics.

Der er også variable elementer på bilens bund, som nu er flad og lukket som på en racerbil, selv i området omkring bagakslen. Dertil kommer de strømlinede og mere lukkede hjul samt endda aerodynamisk optimerede dæksider. De forskellige aktive komponenter betyder, at den nye Macan automatisk antager sig den optimale form afhængig af kørselssituation.

Ved normal kørsel på landevej bevæger den bageste spoiler sig eksempelvis i øko-positionen, mens klapperne i de forreste luftindtag lukker til, ligesom frihøjden reduceres. Her har Wiegand og hans hold målt en luftmodstandskoefficient på 0,25 – en betydelig forbedring fra forgængeren, som i samme situation præsterede en koefficient på 0,35.

Alle disse forbedringer er med til at gøre den nye Porsche Macan til en af de mest aerodynamiske SUV-modeller – hvilket naturligvis har en betydelig indflydelse på bilens effektivitet. Således vil rækkevidden i den produktionsklare model overstige 500 kilometer (WLTP) for alle varianter.

De elektriske motorer i den nye Macan får deres energi fra et lithium-ion-batteri med en bruttokapacitet på 100 kilowatttimer, hvoraf de 95 kilowatttimer kan bruges aktivt. Batteriet er integreret i bunden af bilen, og den 800-volts arkitektur gør det, ligesom i Taycan, muligt at lade med op til 270 kilowatt (DC), hvor 10 til 80 procents opladning vil kunne klares på mindre end 22 minutter.

Køredynamik udviklet under ekstreme konditioner

Porsche har ikke overraskende udviklet den nye Macan med fokus på den køredynamik og styrefornemmelse, som er så typisk for mærket, og disse kernekompetencer har haft høj prioritet under testkørslerne. Indtil nu har de camouflerede prototyper tilbagelagt mere end tre og en halv million kilometer på en blanding af testbaner og offentlige veje. Og for at udfordre samspillet mellem de aktive komponenter under ekstreme klimatiske betingelser har disse testkørsler foregået over hele kloden.

“Vi har udforsket alle temperaturområder, fra minus 30 grader i Skandinavien til plus 50 grader, som vi oplevede i Death Valley i Californien. Og selvfølgelig skal en SUV også fungere på ethvert underlag. Derfor har vi ikke kun testet på asfalterede veje, men også offroad på grus, sne og is,” forklarer Jörg Kerner.

Netop hvad angår køredynamik er den fuldt elektriske Macan på hjemmebane med sit bagaksel-fokuserede firehjulstræk. Både for- og bagaksler drives af den seneste generation af PSM-motorer, som både leverer overboost-effekt på mere end 450 kilowatt (612 hestekræfter) samt fremragende effektivitet og optimal regenerering af energi. Det elektronisk styrede Porsche Traction Management (PTM) fordeler lynhurtigt det kraftfulde drejningsmoment på mere end 1.000 Newtonmeter – her med Launch Control i topmodellen.

Og for skabe et bredt spænd mellem performance og komfort, som Macan-modellen netop er kendt for, har ingeniørerne implementeret et Porsche Active Suspension Management med to-ventils-dæmperteknologi i luftaffjedringen, spær på bagakslen samt – for første gang på Macan – aktiv baghjulsstyring med en vinkel på op til fem grader.

Emner

Kategorier


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark
Banevingen 6
2200 København N
Danmark