Nyhed -

Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris uddelt: ”Mit arbejde er verdens bedste”

Fredag blev Mårten Flø Jørgensen, lærer på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, overrasket på lærerværelset med beskeden om, at han er kåret som vinder af Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris 2017.

Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris er målrettet gymnasielærere, som underviser i biologi, kemi og bioteknologi. Prisen har til formål at sætte fokus på det høje faglige niveau i den biologiske naturvidenskabelige undervisning i gymnasierne samt at anerkende de gymnasielærere, som har ydet et markant bidrag til den biologiske naturvidenskabelige undervisning.

Virkelighedsnær og innovativ

Kan der opfindes en bionedbrydelig kugle til brug ved jagt, så man undgår lidelser for dyr, der slæber rundt på hagl i kroppen efter et mislykket skud? Det er et af de spørgsmål, Mårten Flø Jørgensen sammen med sine elever på Bagsværd Kostskole og Gymnasium har arbejdet på at finde svar på. I motivationen for Mårten Flø Jørgensens modtagelse af prisen står der, at hans undervisning er karakteriseret ved et højt fagligt niveau og en ekstraordinær tæt kobling til det lokale forskningsmiljø, herunder på DTU.  Mårten Flø Jørgensen underviser bl.a. i epigenetik og kræft. Han benytter i sin undervisning virkelighedsnære og innovative metoder til at øge elevernes interesse for de biologiske naturvidenskabelige fag.

Verdens bedste arbejde

”Mårten er helt enestående til at motivere eleverne til at arbejde vedholdende og kreativt med problemstillinger, der er relevante både for den enkelte elev og for den verden, vi lever i. Mårten får eleverne til at føle, at de gør en forskel og kan udrette noget stort for andre. Derudover smitter Mårten med sin begejstring og latter”, udtaler Jimmy Burnett Nielsen, Rektor på Bagsværd Kostskole og Gymnasium i forbindelse med prisuddelingen.

Morten Flø Jørgensen selv deler gerne æren med lærerteamet og eleverne: ”Jeg er meget overrasket, glad og stolt over at få prisen, som virkelig anerkender det store arbejde, som alle i lærerteamet har lagt i at få Bagsværd Kostskole og Gymnasiums femårige biotek-talentklasser op at køre. Også et meget stort tak til alle mine elever for altid at være med på den værste, når der skal prøves nye forløb og forsøg af. De gør mit arbejde til verdens bedste.”

Fokus på det naturvidenskabelige

Mange private skoler sætter fokus på det naturvidenskabelige, fx med særlige linjer. Bagsværd Kostskole og Gymnasium tilbyder et 5-årigt biotekforløb. Med succes. Eleverne begynder i 8. klasse og afslutter forløbet i 3 g.

Nyheden om prisen til en lærer ved et privat gymnasium kommer blot en uge efter nyheden om, at Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris, der har til formål at anerkende og synliggøre en ekstraordinær indsats inden for naturvidenskabelig undervisning på grundskoleniveau i Danmark, også tilfaldt en lærer på en privat skole, nemlig Jens Valdemar Madsen, lærer på Randers Realskole. Læs mere om Naturfagslærerprisen her

Læs mere om Gymnasielærerprisen her. Prisen er indstiftet af DANSK BIOTEK (Foreningen af Bioteknologiske industrier i Danmark) og Novo Nordisk Fonden. Prisen overrækkes i forbindelse med årsmødet i DANSK BIOTEK, som i år finder sted den 4. maj 2017. 

Siden 2010 har Novo Nordisk Fonden uddelt mere end 10 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • novo nordisk
  • novo nordisk fonden
  • danmarks private skoler
  • grundskoler
  • gymnasier
  • lærere
  • priser
  • naturvidenskab
  • frie grundskoler
  • faglighed
  • værdier
  • forskning

Kontakt

Relateret materiale

  • Mikkel er høj .... på matematik

    ​At få en indbydelse til en talentcamp kan være et afgørende vendepunkt i et ungt menneskes liv. Det viser Mikkel Goldsmidts historie, der samtidig en illustration af TalentCampDK’s udvikling gennem de seneste år. TalentCampDK er et eksempel på privatskolers ønske om at imødekomme behovet for at kunne tilbyde de dygtigste 10 % af eleverne i grundskolen ekstra udfordringer.

  • ​Motivation og fremadrettet energi. Perseverando!

    Mange private skoler indretter sig organisatorisk for at kunne møde eleverne, der hvor de er, fx med forskellige niveauer og linjer. Bagsværd Kostskole og Gymnasium tilbyder et 5 årigt biotekforløb. Med succes. Eleverne begynder i 8. klasse og afslutter forløbet i 3 g. Balance mellem tradition og fornyelse. Faglighed og trivsel. Overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse.

  • ​Byggede virtuel verden op fra bunden: Privatskolelærer vinder pris for fjernundervisning

    Nanna Filt Christensen fra den frie og private Taastrup Realskole vinder Årets Fjernunderviser under Politikens Undervisningspris 2020. Hun har gjort sig fortjent til prisen ved sin håndtering af matematikundervisningen for 4. klasse under skolelukningen. Hun byggede et klasselokale og elever ud af Lego. Hun opbyggede personkarakterer og scenarier, som hun lavede små film over.