"Luk privatskolerne!" - bliver folkeskolen bedre af det?

Luk privatskolerne, så bliver både folkeskolen og samfundet bedre! Dette synes at være det nærmeste, TV2-dokumentaren ”Flugten til privatskolen” kommer på en løsning på udsendelsens ”problemformulering”; at der er flere, der tilvælger de frie og private skoler.

I indledningen til TV2-udsendelsen ”Flugten til privatskolen” stilles spørgsmålet: ”Hvad skal vi gøre med folkeskolen?”. Det spørgsmål dvæles der dog ikke meget ved i selve udsendelsen. Den problematiserer i stedet vilkårene for og eksistensen af de frie og private skoler.

TV2-udsendelsen er et udtryk for en mærkelig og uforståelig ”tradition”, vi har etableret i Danmark, når det kommer til synet på valg af frie og private skoler. På mange områder bryster vi os af civilsamfundets stærke ansvar, lokale borgeres engagement og den frie og folkelige tradition her i landet (Foreningsdanmark og den frie skoletradition er nært forbundne størrelser), men når dette kommer til udtryk i et valg af en fri og privat skole - som forælder, eller som underviser for den sags skyld, - så er det i manges øjne et udtryk for et politisk fravalg af velfærdsstaten og en underkendelse af folkeskolen, der ses som det eneste ”gyldige” skoletilbud.

Udsendelsens gennemgående figur, den for sin folkeskole hårdtkæmpende skoleleder, siger i begyndelsen af andet afsnit, at problemet er, at ”man kan shoppe frit”. Hun siger, med andre ord, at problemet er det frie skolevalg.

Det frie skolevalg

I Danmark har vi frit skolevalg. Forældre bestemmer selv, om deres barn skal gå på den lokale distriktsfolkeskole, en anden folkeskole eller på en fri og privat grundskole. En undersøgelse, lavet af Epinion for Børne- og Undervisningsministeriet for nogle år tilbage, viste, at 79% af alle forældre mente, at det frie skolevalg er en god ordning. Undersøgelsen viste, at der var sket en stigning i andelen af forældre, som valgte en fri og privat skole (de seneste år er elevtallet stagneret). Den viste også, at der var sket en stigning i andelen af forældre, som benyttede det frie skolevalg til at vælge en anden folkeskole end distriktsfolkeskolen.

I øjeblikket rumsteres der politisk med forslag om at fordele elever på grundskoleniveau, ligesom det er sket på gymnasialt niveau. Børnene skal gå på bestemte skoler med det formål at skabe ”lige skoler”. Et de facto opgør med det frie skolevalg.

”Sammenhængskraften”

Der er større ”ulighed” i elevsammensætningen mellem folkeskoler på tværs af kommunerne end mellem de lokale folkeskoler og frie og private grundskoler. Alligevel er det elevsammensætningen i de frie og private skoler, der ”truer sammenhængskraften”. I hvert fald ifølge én af TV2-udsendelsens hidkaldte ekspertpersoner fra en tænketank med tilknytning til fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Hun fremhæver bl.a. det statslige tilskud til de frie og private skoler som en trussel mod ”sammenhængskraften” - et begreb, der er let at bruge, svært at definere og i øvrigt umuligt at måle og veje, hvilket muligvis er grunden til, at det er så populært blandt visse politikere og meningsdannere.

76% er ikke 100%

Statstilskuddet til de frie og private skoler blev i 2017, efter finanskrisen, normaliseret til en koblingsprocent på 75. I 2018 blev der tillagt en procent målrettet specialundervisning og inklusion.

Koblingsprocenten knytter sig til den gennemsnitlige udgift pr. elev i folkeskolerne. Hvis folkeskolerne bliver ramt af besparelser, så vil tilskuddet til de frie og private grundskoler falde – og omvendt. De frie og private skoler kan aldrig ”få mere” end folkeskolerne.

Er det statslige tilskud i sig selv ødelæggende for den såkaldte ”sammenhængskraft”? Uden det ville de frie og private skoler i hvert fald udelukkende være for de mest velstillede, for så er der kun forældrebetaling tilbage.

Det reelle frie skolevalg

I stedet for at pege fingre, burde man glæde sig over, hvor mange forskellige samfundsgrupper, der vælger den frie og private skole og fokusere mere på dem, hvor en fri og privat skole fortsat ikke er en reel mulighed. Der er hidtil ikke fundet plads til en øgning af ”fripladspuljen”, der en selvstændig post på finansloven. Dette selv om de frie og private skolers behov for at give fripladser er stort. Derfor tager frie og private skoler sagen i egen hånd og finder økonomi til fripladser af midler hentet i det generelle tilskud. 70% af privatskolerne har deres eget interne friplads- eller fripladstilskudssystem.

De frie og private skolers rummelighed

De frie og private skoler tager ikke ansvar for elever med særlige behov, de sender dem ”tilbage” i folkeskolen. Dette er et af TV2-udsendelsens argumenter for de frie og private skolers medvind, trods det, at der siden 2014 har kunnet registreres en stigning i antallet af specialundervisningselever på de frie og private skoler. Der er tale om mere end en fordobling.

Mange elever, der har det svært, finder ro i nogle af de strukturer, som traditionelt præger mange frie og private skoler. Andre har behov for meget mere hjælp. Og så får de det. Har eleverne brug for specialklasse og specialskole, er det dog i de fleste kommuner ude af den frie og private skoles hænder. Den frie og private skole kan ikke visitere til specialskolen. Det kan skolelederen på distriktsfolkeskolen. Det kan betyde, at eleven må udskrives af den frie og private skole og indskrives i distriktsfolkeskolen for at få den hjælp, der er behov for. Mange steder er systemet også skruet sådan sammen, at det er distriktsfolkeskolen, der skal sende økonomiske midler med eleven til specialtilbuddet. Med det in mente kan man godt forstå, at folkeskolelederne bliver stramme i betrækket, når en elev fra et frit og privat tilbud må ”mellemlande” på distriktsfolkeskolen.

Skoleskift fra én folkeskole til en anden

TV2-udsendelsen gør meget ud af at problematisere skoleskift. Kammeratskaber og opbyggede sociale relationer bliver sat på spil. Udsendelsen adresserer ikke de mange skoleskift, der også sker fra én folkeskole til en anden. F.eks. flyttes mange elever fra én folkeskole i kommunen til en anden folkeskole i kommunen, fordi de enkelte folkeskoler specialiserer sig i bestemte grupper af elever med særlige behov og har bestemte specialklasser. Ingen synes at interessere sig særligt for de skoleskift, der sker ”inden for folkeskolen”.

Mindre styring, større frihed

I udsendelsen antydes, at de frie og private skolers relative succes kan skyldes de friere rammer til at drive skole og undervisning, og at folkeskolen ville have gavn af at kunne noget af det samme: Mindre styring, større frihed lokalt. Det ville være interessant, om udsendelsen havde fulgt op på det, især fordi det nærmest er blevet ”in” at tale om, at mere frihed til folkeskolerne er ”løsningen”. At stor frihed og minimal styring er en fordel, det kan de frie og private skoler naturligvis kun bifalde og nikke til. Politisk har mange også travlt med at understrege, at der skal mere selvbestemmelse, lokal ledelse og ansvar tilbage til den enkelte folkeskole. Alligevel synes friheden og tilliden til de lokale folkeskoler altid at være betinget af, at den enkelte skole gør det, som lands- og kommunalpolitikerne finder rigtigst.

”Hvad skal vi gøre med folkeskolen?”

I andet afsnit af TV2-udsendelsen fremsætter en folkeskolelærer det synspunkt, at ”der kan være noget med fortællingen om folkeskolen i sig selv”. Og hun har nok fat i noget. Udsendelserne gør i udgangspunktet ikke noget godt for fortællingen om folkeskolen, i hvert fald ikke, hvis formålet er at flytte forældre og elever (i overført og i bogstavelig forstand).

”Hvad skal vi gøre med folkeskolen?”, spørges der i TV2-udsendelsernes intro. Forring vilkårene for de frie og private skoler, er udsendelsernes bærende svar. Ikke særligt konstruktivt. Ufortjent for den frie og private skolesektor og en uendelig trist og perspektivløs konklusion for folkeskolerne.