Pressemeddelelse -

Arla vinder prisen for den bedste årsrapport 2016

Arla har udarbejdet den bedste årsrapport blandt de ikke-børsnoterede virksomheder og er vinder af Regnskabsprisen+ 2016. Samlet set er det en moderne årsrapport af høj kvalitet og med et stærkt fokus på virksomhedens stakeholdere, lød det fra dommerkomitéen, da prisen blev overrakt til Natalie Knight, CFO i Arla ved en stor kåring hos PwC i Hellerup.

For anden gang uddeler PwC sammen med en uafhængig dommerkomité en pris for årets bedste årsrapport blandt de ikke-børsnoterede virksomheder. Det blev Arla, der løb med den ærefulde pris i 2016.

Den uafhængige dommerkomité bemærker, at Arla har arbejdet aktivt med at gøre årsrapporten både læsevenlig og informativ med et stærkt fokus på virksomhedens stakeholdere, og at den dermed ligger på niveau med de bedste C20-virksomheder.

”Arlas årsrapport er et glimrende eksempel på et stakeholder-regnskab, hvor informationen er tilpasset de primære stakeholdere, som er landmænd og forbrugere. Det gør årsrapporten meget relevant og nærværende,” lød det fra dommerkomitéen ved overrækkelsen af prisen.

”Årsrapporten er moderne og let tilgængelig. Regnskabslæseren kan nemt finde relevante informationer i årsrapporten. Den fremstår i et flot layout, og der er anvendt spændende og utraditionel grafik til at understøtte de vigtigste budskaber, tal og historier hele vejen igennem rapporten,” påpeger dommerkomitéen videre.

Arla løfter niveauet
Sidste år vandt Arla en særpris, da årsrapporten 2015 udmærkede sig ved et fremragende noteapparat. I år er niveauet endda blevet løftet yderligere i forhold til sidste år: Grafikken skaber overskuelighed i præsentationen, og der er udarbejdet en meget detaljeret regnskabsberetning, uden at detaljerne drukner.

”Det er imponerende, at Arla har formået at løfte niveauet yderligere, når det gælder arbejdet med både de primære regnskabsopstillinger og noterne. Her kan andre selskaber roligt lade sig inspirere,” hed det i begrundelsen fra dommerkomitéen.

Om C20+ Regnskabsprisen
Bag bedømmelserne af C20+ selskabernes regnskaber står en uafhængig dommerkomité, som PwC er sekretariat for. Regnskabsprisen+ uddeles årligt til den ikke-børsnoterede virksomhed, hvis årsrapport udmærker sig særligt inden for tre udvalgte temaer, og som kan skabe inspiration for andre virksomheder. De tre temaer er:

  • Tema 1: Virksomhedens performance og opfølgning på udmeldte forventninger
  • Tema 2: En stringent struktureret årsrapport uden unødvendigt fyld
  • Tema 3: Virksomhedens strategiske målsætninger samt risici.

Der uddeles i alt tre priser:

  • C20 Regnskabsprisen
    Uddeles til den C20-virksomhed, hvis årsrapport udmærker sig særligt inden for tre udvalgte temaer, og som kan skabe inspiration for andre virksomheder.
  • Regnskabsprisen+
    Uddeles til den ikke-børsnoteret virksomhed blandt de 10 største ikke-børsnoterede virksomheder i Danmark, som aflægger årsrapport efter de internationale regnskabsregler, IFRS (og som har offentliggjort sin årsrapport senest 1. maj), og hvis årsrapport udmærker sig særligt inden for tre udvalgte temaer, og som kan skabe inspiration for andre virksomheder.
  • Dommerkomitéens særpris
    Uddeles til en virksomhed med bedste årsrapport 2015 for en finansiel virksomhed.

Om dommerkomitéen
Vinderne vurderes og udvælges af en professionel, uafhængig og bredt sammensat dommerkomité. Dommerkomitéen består af følgende medlemmer:

  • Niels Leth, analysechef, Carnegie Investment Bank
  • Kristian Wærness, Senior Vice President i Dampskibsselskabet NORDEN & formand for Rederiforeningens arbejdsgruppe for regnskab og revision
  • Claus Berner Møller, Pensions & Investments, Vice President, Danish Equities, ATP
  • Ole Steen Andersen, professionelt bestyrelsesmedlem
  • Bjørn Sibbern, administrerende direktør, Nasdaq OMX
  • Lars Jønstrup Dollerup, finansdirektør, Københavns Lufthavne A/S
  • Niels Mengel, formand, Dansk Aktionærforening.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • arla
  • regnskabsprisen+ 2016
  • pwc

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.

 

Relateret materiale