Pressemeddelelse -

ÅRETS SIDSTE ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG - OM AMY OG AVICII

RAGNAROCK runder efterårets arrangementsserie ”Rockgiganter og mikrobryg – klub 27” af med en aften om to kunstnere, der begge blev betragtet som nytænkere inden for hver sin genre. Journalist og radiovært Sandie Westh gæster museet den 18. november med musikfortællingen ”Amy og Avicii – Skrøbelige musikalske naturtalenter”.

Hverken Amy Winehouse eller Avicii nåede at fejre deres 30 års fødselsdag. På trods af det nåede de dog begge på relativt få år at opnå en stjernstatus, som vil blive husket i musikhistorien. Amy underskrev sin første pladekontrakt som kun 19-årig, men blev for alvor kendt for sit andet album Back to Black, hvor det selvbiografiske hit Rehab blandt andet kan findes. Hun udlevede sin korte karriere i den kulørte presses søgelys, og der blev ikke lagt skjul på sangerindens misbrug. Den 23. juli 2011 blev Amys død bekræftet.

Den svenske DJ Avicii, med det borgerlige navn Tim Bergling, udgav sit første nummer Manman i 2008, og opfølgeren Levels fra 2011 nåede hitlisterne verden over. Allerede i 2016 meldte han ud, at han ville slutte sin musikkarriere, så snart hans tour var færdig. Avicii døde den 20. april 2018.

”Fællesnævneren for Amy og Avicii var, at de besad to enorme talenter, men også et par skrøbelige sjæle, som desværre sjældent går særlig godt hånd i hånd med en musikbranche, der lever af at presse artister til det yderste”, forklarer aftenens fortæller Sandie West.

Sandie Westh er journalist og radiovært. Hun var ansat på radiokanalen på DR, P7 MIX, hvor hun styrede morgenprogrammet ”Stå op med P7 MIX” i tre år og har desuden stået bag programmer på DR som ”P7 MIX Maraton”, ”Kvinde Kend din Pop” og ”Kulten på P2”. Hun laver derudover podcasts på Egmont, er skribent på Ekstra Bladet og Politiken og er flittigt benyttet musikjournalist i diverse danske medier.

Rockgiganter og Mikrobryg

Til Rockgiganter og Mikrobryg fortæller landets skarpeste musikformidlere om rockens allerstørste navne, mens det ultralokale Musicon Mikrobryg serverer et godt glas øl. I efteråret 2020 stiller vi skarpt på Klub 27 – kunstnere, der døde som 27-årige (eller som ganske unge), men blev udødelige i rockhistorien.


Tid, pris og sted

18. november kl. 19:00-21.00 [NB: Dato rettet i forhold til tidligere udsendt pressemeddelelse]

130 kr. (+billetgebyr)

Billetter købes via billetto.dk eller i RAGNAROCKs butik

RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, Roskilde

Din foredragsbillet gælder også som entrébillet til udstillingen samme dag. Udstillingen lukker kl. 18.15.

Dørene til arrangementet åbner kl. 18.45.

Grundet Covid-19 vil der ikke være frit pladsvalg.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • rockgiganter og mikrobryg
  • sandie west
  • rockgiganter
  • avicii
  • amy winehouse
  • museum ragnarock
  • klub 27

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Tine Moberg

Projektmedarbejder +45 46 31 65 00

Relateret materiale