Pressemeddelelse -

Rockgiganter og Mikrobryg er tilbage - nu med festival-feeling og livestreaming

Efter knap et år vender ”Rockgiganter og Mikrobryg” fra 1. september endelig tilbage på RAGNAROCK. I tråd med museets særudstilling om Roskilde Festivals historie gennem fem årtier slår arrangementsrækken i efteråret ned på nogle af de Rockgiganter, der har gjort sig ekstra bemærkede på Roskilde Festival. Og så bliver det muligt at være med hjemmefra.

Arrangementsrækken ”Rockgiganter og Mikrobryg” har – som så mange andre arrangementer – ligget i dvale de seneste måneder, men til efteråret bliver de succesfulde arrangementer om nogle af musikkens største navne genoptaget på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. Under de underholdende og lærerige musikforedrag kan du nyde et godt glas øl fra det ultralokale Musicon Mikrobryggeri.

Første arrangement kommer til at handle om 90’er-succesen Blur og afvikles den 1. september kl. 18.30 på eventscenen midt i museets særudstilling "Smattens Magi - 50 års aftryk af Roskilde Festival".

”Få artister har sat et så kraftigt aftryk på 90’ernes musikalske udtryk – og få har været så eksplicit begejstrede for Roskilde Festival – som Blur”, fortæller aftenens musikformidler Henrik Tuxen, og netop derfor er de selvskrevne som Rockgiganter denne aften.

Henrik Tuxen er erfaren forfatter, redaktør og journalist og har dybe rødder i musikbranchen. Tuxen har i flere forskellige sammenhænge interviewet medlemmerne af Blur i perioden 1997-2015, og derfor vil aftenens ”Rockgiganter og Mikrobryg” i høj grad være baseret på hans samtaler og oplevelser med bandet.

Rockgiganter hjemme i stuen

Som noget nyt vil RAGNAROCK dette efterår tilbyde et alternativ til oplevelsen i guldbygningen på Rabalderstræde: Nu bliver det nemlig muligt - for en reduceret billetpris - at følge med i ”Rockgiganter og Mikrobryg” hjemme fra sofaen.

”I løbet af det sidste halvandet år er vi alle blevet vant til, at arrangementer kan foregå foran en fjernsyns- eller computerskærm hjemme i stuen” fortæller arrangementsansvarlig Tine Moberg.

”Selv om museerne ikke længere er underlagt de samme restriktioner som tidligere, og derfor igen kan samle folk til fysiske arrangementer, vil vi gerne tilgodese det publikum, der måske stadig ikke føler sig helt trygge ved at mødes med mange andre, eller som bare ikke har mulighed for at være fysisk tilstede. Nu behøver de ikke gå glip af spændende kulturoplevelser, men kan i stedet følge med hjemmefra”.

De øvrige ”Rockgiganter og Mikrobryg” i efteråret 2021 er:

Onsdag den 6. oktober kl. 18.30: PJ Harvey fortalt af Anya Mathilde Poulsen

Onsdag den 1. december kl. 18.30: Bob Marley fortalt af Klaus Lynggaard

TID, PRIS OG STED

1. september kl. 18.30-20.30

130 kr. (+ billetgebyr)

Billetter købes via billetto.dk eller i RAGNAROCKs museumsbutik

RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde.

Udstillingen lukker kl. 17.00, og dørene åbner kl. 18.15

RAGNAROCK følger myndighedernes retningslinjer og overholder gældende restriktioner.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum ragnarock
  • rockgiganter
  • blur
  • roskilde festival
  • rockgiganter og mikrobryg

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Tine Moberg

Projektmedarbejder +45 46 31 65 00

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535

Relateret materiale