Pressemeddelelse -

NY SOMMERAKTIVITET: VÆGTERGANG OG VÆGTERSANG GØR ROSKILDES HISTORIE LEVENDE

Roskilde Museum står bag en ny sommeraktivitet i Roskilde, som er blevet til med hjælp fra erfarne vægtere fra Odenses nattevægtere og formanden for Danmarks Vægterlaug. Fra 5. juni kan man tilbringe sine sommeraftener i byens gader i selskab med vægtersang og sjove fortællinger, når museet udbyder historiske vandringer med vægtere. 

Museet gør en del af Roskildes historie levende, når udklædte museumsværter med morgenstjerne og lanterne tager gæster med gennem byens historiske gader og skruer tiden tilbage til før 1907.
På turen synger vægteren de kendte vægtervers og kommer med sjove fortællinger. Deltagere på turen får indblik i vægternes virke som datidens nattepoliti, der hver nat gik rundt i Roskildes gader med et vågent øje, og skabte tryghed og lys i mørket.

Underholdning for hele familien

Både børn og voksne kan være med på vægtergangen, som er underholdende for hele familien. Det er en særlig og sjov oplevelse, der starter med vægterens traditionsrige sang på klokkeslættet 20, hvor rundturen begynder. Undervejs oplever man vægterens opgaver, får kendskab til forskellen på gadevægteren og tårnvægteren og hører om livet i byen.

”Når deltagerne passerer Roskildes gamle gader og bygninger, vil vægteren undervejs fortælle nogle af de finurlige historier, som byen gemmer på. Man kan opdage nye sider af Roskilde, få indblik i livet på værtshusene, dengang vægterne patruljerede i gaderne, samt høre om tårnvægterens fejltrin,” fortæller Dorthe Godsk Larsen, museumsinspektør på Roskilde Museum.

Roskilde Museum glæder sig til at tilbyde byens borgere og turister en unik og anderledes oplevelse i bymidten. Vægteren gør stop ved blandt andet Latinskolen, Hotel Prindsen, Algade og Skomagergade, og fortæller om stedernes liv helt tilbage til enevældens tid.

Billetten til vægtergangen giver også adgang til Sankt Laurentius, så man i dagtimerne for eksempel kan komme op og se, hvor tårnvægteren havde arbejdsplads. Alt i alt er der gode muligheder for at få en hyggelig sommeraften ud af det:

”Man kan jo kombinere vægtergangen med en middag på én af byens restauranter inden turen, eller nyde en kop aftenkaffe, når vægteren har sunget sidste vers. Det vil i hvert fald skabe lidt ekstra og anderledes liv i bybilledet, når vores udklædte vægtere fylder gaderne med sang og sjove fortællinger” fortæller Dorthe Godsk Larsen.

Tag med vægteren på tur

Hvis du vil med på en vægtervandring, er første chance 5. juni kl. 20 – ca. 21.30.
Prisen er 90 kr. (+billetgebyr) for voksne, mens det er gratis for børn.
Billetter købes og bookes via https://billetto.dk/e/vaegtergang-i-roskilde-billetter-536594
Turen starter foran Sankt Laurentius’ kirketårn på Stændertorvet.
Vægtervandringerne udbydes også 12., 19. og 26. juni, samt hver onsdag og lørdag i juli måned.
Alle ture varer fra kl. 20 - ca. 21.30.
Billetten giver også adgang til Sankt Laurentius i besøgsstedets åbningstid.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • roskilde museum
  • arrangement
  • romu
  • museum
  • historie
  • sankt laurentius
  • vægtergang
  • vægtersang
  • vægtere

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Dorthe Godsk Larsen

Museumsinspektør, formidling Roskilde Museum + 45 27 26 83 88

Relateret materiale