Pressemeddelelse -

SOMMEREN ER FULD AF LIV PÅ ROSKILDE MUSEUM

Sommeren byder på både vægtergang, byvandringer og børneaktiviteter fra besættelsestiden, når Roskilde Museum byder indenfor til historiske sommeraktiviteter.

I juni og juli bliver der rig mulighed for at opleve Roskildes historie. Både vægtergange, byvandringer og legetøj fra besættelsestiden er nemlig på tapetet når Roskilde Museum udbyder sommeraktiviteter.

”Vores sommeraktiviteter er for hele familien. Vil man opleve historien ude i bybilledet, kan man tage på én af vores nye vægtergange eller de velkendte byvandringer. På museet kan børn og barnlige sjæle få indblik i en anden tid og lave legetøj, prøve lege og få fortællinger fra besættelsestiden,” fortæller museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen.

Vægtergang
Som noget helt nyt bliver det muligt at komme med på vægtergang. Hver lørdag aften i juni samt onsdage og lørdage aftener i juli måned, kan man tage med en vægter på aftentur i bymidten.
Udklædte vægtere med uniform og morgenstjerne synger vægtersang og kommer med sjove fortællinger om byens liv, når Roskilde Museum vækker historien om byens vægtere til live.

Byvandringer
Det bliver også muligt at deltage på de populære byvandringer. Alle fire onsdage i juli måned udbydes en byvandring med et særligt tema.

På to af turene kan man komme med museets middelalderarkæolog på sporet af Roskildes historie. Den første tur går til Sortebrødre Plads, hvor en udgravning og fundet af to menneskekranier bragte ny viden frem om middelalderens Roskilde, i form af spor af en hidtil ukendt forstad til middelalderbyen.

Den anden tur går til Gråbrødre kirkegård, hvor fundet af frådsten kunne tyde på, at der måske har ligget en ældre ukendt kirke netop der. Den første tur er i kalenderen den 7. juli og den anden tur onsdagen efter den 14. juli.

De to sidste byvandringer fortæller om Roskildes storhedstid som magtcentrum, men også om byens skyggesider og nogle af de gemte, glemte og mørke historier. På turen berøres spørgsmål om byen som: hvilke bagsider var der af reformationen, hvorfor er Roskilde relativt ofte blevet ramt af epidemier, og hvordan forsøgte Roskilde at genrejse sig som handelsby i 1700’tallet? Turen udbydes både den 21. og 28. juli.

Leg som børn under besættelsen
På alle hverdage i skolernes sommerferie, kan man på museet også lave legetøj og prøve gamle børnelege fra besættelsestiden. Roskilde Museum giver børn og voksne indblik i, hvordan det var at være barn under besættelsen, hvor man trods varemangel og lukkede legetøjsfabrikker sagtens kunne lave sit eget legetøj af genbrug. Derfor kan børn og barnlige sjæle lave en legetøjsfaldskærm eller en fredsdue til at hænge i vinduet, eller prøve at løbe med trillebånd og hoppe mønstre i elastik i museumsgården.

Samtidig kan man høre fortællinger om livet under og efter krigen, om våbennedkastninger og faldskærme, der blev genbrugt til dåbs- og konfirmationskjoler. Besøgende kan også komme helt tæt på en nedkastet våbencontainer og faldskærmstøj i museets særudstilling ’Grethe-en våbenmodtagelse’.

Tid, pris og sted

Hvis du vil med på en vægtergang, en byvandring eller vil være med til at lege som børn i besættelsen, kan du få overblik over tid, pris og billetbestilling herunder.

Vægtergange:

Juni-måned (2 ture): 19. og 26. kl. 20 – 21.30

Juli-måned (9 ture) Hver onsdag og lørdag kl. 20 – 21.30

Pris: 90 kr. (+billetgebyr) Børn er gratis

Sted: Turen starter foran Sankt Laurentius, Stændertorvet, 4000 Roskilde.
Find billetter her
Billetten giver adgang til Sankt Laurentius i besøgsstedets åbningstid.

Byvandringer:

På sporet af Roskildes historie – var han en halshugget vendisk sørøver?
Onsdag den 7. juli klokken 17:00-18:00
Pris: Voksne 75 kr. (+billetgebyr). Børn (0-18 år) er gratis.
Sted: Byvandringen starter og slutter ved Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
Find billetter her

På sporet af Roskildes historie – den ukendte kirke
Onsdag den 14. juli klokken 17:00-18:00
Pris: Voksne 75 kr. (+billetgebyr) Børn (0-18 år) er gratis.
Sted: Byvandringen starter og slutter ved Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
Find billetter her

Bag om Roskilde:
Onsdage den 21. juli og 28. juli klokken 17:00-18.30
Pris: Voksne 75 kr. (+billetgebyr). Børn (0-18 år) er gratis.
Sted: Byvandringen starter og slutter ved: Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
Find billetter her

Barn under besættelsen:

Alle hverdage i ugerne 27, 28, 29 og 30

Kl. 10.00, kl.11.00, kl.12:00 og kl. 13:00.

Pris: Gratis for børn 0-18 år. Voksne 50 kr. (+billetgebyr).

Billetten gælder også som entrébillet til museets udstillinger samme dag.

Sted: Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Find billetter her


Få overblik over alle sommeraktiviteterne på ROMUs mange besøgssteder her

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum
  • ferie
  • familie
  • roskilde museum
  • sankt laurentius
  • romu
  • børn
  • sommer
  • sommerferie

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Dorthe Godsk Larsen

Museumsinspektør, formidling Roskilde Museum + 45 27 26 83 88

Relateret materiale