Pressemeddelelse -

ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG PÅ RAGNAROCK

I 2018 lancerer RAGNAROCK en serie af aftener med de stærkeste fortællinger om rockhistoriens største navne, hver gang serveret med et godt glas mikrobryg. Museet skyder året og serien i gang onsdag den 10. januar kl. 19 med fortællingen om ingen ringere end… Rolling Stones.

Det kommer til at gå lige i mellemgulvet, når højttalerne på RAGNAROCKs eventscene slipper kræfterne løs og lader den buldrende, bankende rockhistorie fylde rummet. I en serie på i alt ni aftener vil nogle af Danmarks mest vidende rockeksperter i løbet af året fortælle sig gennem dansk og international rockhistorie i ord, billeder og musik, med afsæt i de største navne – og med volumenknappen vredet godt rundt.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas friskbrygget øl fra det nyetablerede, ultra-lokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.

Verdens største rockband

Onsdag den 10. januar lægger RAGNAROCK hårdt ud med fortællingen om verdens største rockband, The Rolling Stones. Det bliver historien om at opfinde ”Sex, drugs & Rock ’n’ Roll”, om verdens mest kendte band-logo, og om medlemmernes personlige op - og nedture. Det bliver også fortællingen om uendelige turneer, rekord-koncerter, milliarder på bankbogen, utallige skandaler og om at holde sig på toppen af poppen i over 50 år og spille stadion koncerter, når man har rundet de 70 år.

Aftenens rockfortæller er Mikkel Falk Møller, som er mangeårig musikjournalist hos DR og GAFFA og fast kommentator i TV2's Go Morgen og Go Aften Danmark. Han er en af landets største Rolling Stones-kendere og har set bandet live 17 gange over 22 år - og en enkelt gang mødt hele Stones.

Oplev 50 års musikhistorie

Senere på året følger navne som David Bowie, Madonna, Nirvarna og flere i samme kaliber fra den internationale scene, mens den danske rockscene er repræsenteret af Gasolin og Dizzy Mizz Lizzy.

Det er lidt af en udfordring, vi har givet os selv, fortæller museumsinspektør Mia Ramsing Jensen. Der vil helt sikkert være nogen, som synes, at vi mangler det ene eller det andet rocknavn på listen. Vi har gået efter bands og kunstnere, der har skubbet grænser, udforsket, forundret, forarget og er gået forrest. Og så har det været vigtigt for os, at de ni udvalgte repræsenterer rockgenren på meget forskellige måder, så fortællingerne tilsammen giver en stærk og bred oplevelse af de sidste 50 års musik- og kulturhistorie.

Det samlede program for 'Rockgiganter og mikrobryg' ser således ud:

10/1: Rolling Stones v. Mikkel Falk Møller
14/2: David Bowie v. Jan Poulsen
14/3: Gasolin v. Thomas Ulrik Larsen
11/4: Prince v. Niels Fez Pedersen
9/5: Dizzy Mizz Lizzy v. Jan Poulsen
12/9: Madonna v. Klaus Lynggaard
10/10: Nirvana v. Ander Bøtter
14/11: Led Zeppelin v. Jørgen Angel
12/12: Elvis v. Bertel Nygaard

Tid, pris, sted:
Kl. 19.00-21.00
Pris pr. arrangement: 110,-
Billetsalg via Billetto
RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde 

Yderligere information: se kontaktpersoner nedenfor, dog holder Mia Ramsing Jensen ferie uge 51 og uge 52, mens Stine Blegvad holder ferie fra og med 22. december til og med 3. januar.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum ragnarock

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Relateret materiale

  • MADONNA LÆGGER UD I EFTERÅRETS 'ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG'

    Forårets succes-serie 'Rockgiganter og Mikrobryg' på RAGNAROCK fortsætter i efteråret med fire nye rockgiganter på programmet, og nogle af landets bedste og mest vidende fortællere til at udfolde deres historie. Nysgerrige musikelskere kan glæde sig til fortællingerne om Led Zeppelin, Nirvana, Elvis - og allerførst den 12. september: Madonna.

  • Rockgiganter og Mikrobryg er tilbage - nu med festival-feeling og livestreaming

    Efter knap et år vender ”Rockgiganter og Mikrobryg” endelig tilbage på RAGNAROCK. I tråd med museets særudstilling om Roskilde Festivals historie gennem fem årtier slår arrangementsrækken i efteråret ned på nogle af de Rockgiganter, der har gjort sig ekstra bemærkede på Roskilde Festival. Og så bliver det muligt at være med hjemmefra.

  • DIZZY MIZZ LIZZY I ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG

    ​I RAGNAROCKs store serie 'Rockgiganter og mikrobryg' er vi nået til fortællingen om rigets populæreste rockgruppe i 1990’erne, Dizzy Mizz Lizzy. Hør sjældne optagelser og få historien om en vild drengedrøm, der gik i opfyldelse - og som siden blev til et mareridt. Det er onsdag den 9. maj kl. 19.

  • BERIGENDE VINTERFERIE FOR ALLE ALDRE

    ​ROMU står klar med indholdsrige tilbud til roskildenserne i uge 7 og 8. Otte forskellige slags tilbud på fire forskellige Roskilde-lokaliteter kan berige vinterferien, uanset om man er skolebarn, ung, forælder eller bedsteforælder.