Pressemeddelelse -

ROMU SÆTTER FOKUS PÅ FJORDENS KULTURARV

I efteråret 2017 vil gæster på Frederikssund Museum få første indblik i museets nye formidlingsprojekt ”Fjordens fartøjer”. 

Over de næste to år vil museet sikre renovering af en række traditionelle træskibe samt udbygge formidlingen af fartøjernes betydning for livet ved fjorden gennem fiskeri og transport.

- Museet har gennem årene indsamlet over 25 forskellige træskibe og i øvrigt både undersøgt og dokumenteret det lokale maritime liv, men siden lukningen af det daværende Fjordmuseum i Jyllinge har der ikke været mulighed for at udstille denne del af områdets historie. Det er derfor projektets grundtanke, at både skibene og historierne om både jagt, fiskeri, håndværk og færgefart, skal blive formidlet på en ny og aktuel måde, udtaler museets vicedirektør Iben Bækkelund Jagd.

Bådebyggerens arbejde - en del af oplevelsen

Projektet ”Fjordens fartøjer” betyder, at museet over en to-årig periode vil restaurere et repræsentativt udvalg af museets fartøjer og lade dem blive en del af en ny udstilling i Frederikssund. Restaureringen vil foregå ved museet af en professionel bådebygger og på den måde bliver håndværket en del af oplevelsen for museets gæster. Samtidig vil der blive opbygget en udstilling, som kan forklare de besøgende om de forskellige bådtyper, hvad enten det er tale om skydepramme, Frederikssundjoller eller Lynæsjollen.

I dag er sejladsen på fjorden næsten udelukkende forbundet med afslapning og naturoplevelser. Fjorden er et sted, hvor folk tager hen for at få frisk luft og nyde naturen, og selv om det ikke er mange år siden, at den var fyldt med fiskeri og jagt, og samtidig var en transportåre, så er denne viden forsvundet fra de fleste lokale borgeres erindring.

Vi håber med det nye projekt, at de mennesker, som bor langs fjorden, får en bedre forståelse for, hvilke funktioner fjordens skibe har haft – samt hvor afgørende det har været at kunne sejle, fortæller Iben Bækkelund Jagd.

Forsvundet håndværk

Indtil for blot 60 år siden sejlede der flere færger på tværs af fjorden, og fiskerne kom hjem med både ål og rejer. Samtidig var der mange steder langs fjorden små skibsværfter, som byggede joller og pramme fra bunden – og dette håndværk er i dag stort set forsvundet. Derfor er det også en del af museets projekt, at gæsterne kan opleve renoveringen af både og opleve håndværket på tæt hold.

Det er ikke tanken at bådene efter renovering skal ud og sejle på fjorden, men i stedet vises i den nye udstilling på Frederikssund Museum. Iben Bækkelund Jagd uddyber;

- ROMU har allerede to sejlende fartøjer i sin samling, nemlig kutteren ”Sommerflid” og ”Arne og Jørgen-jollen”, og det vil være ganske ressourcekrævende at sætte flere skibe på søen. I stedet håber vi, at udstillingen og renoveringen kan giver borgerne mulighed for at komme helt tæt på historien og tage del i de aktiviteter, som vi vil arrangere i de kommende skoleferier.

Projektet vil samtidig blive en udvidelse af den helt nye udstilling ”Menneske og Fjord”, som åbnede på Frederikssund Museum i marts 2017.

Projektet er støttet økonomisk fra A/ D/S Orients Fond, Farumgaardfonden samt Møller-Clausen Fonden og vil løbe frem til efteråret 2019.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535

Relateret materiale