Pressemeddelelse -

Erindringscafé: Husker du dengang i 50-60erne eller måske 70-80erne?

Kom til erindringscaféer, om dengang vi var unge i hhv. 1950-60erne og 1970-80erne.

Få genoplevet den søde, svære, vilde ungdom når Rudersdal Museer inviterer til erindringscafeer i forbindelse med særudstillingen "Ungdomskultur - Fra brillantine til Barbie Girl" på Mothsgården.

Genoplev din ungdom

Havde du anderumpe og Brylcreem i håret eller de smukkeste carmen-curler-krøller? Havde du terylenebukser eller var kjolen lårkort? Så du Beatles i KB-hallen eller var du en af dem, der fik fingrene i en af de første Rolling Stones plader? Husker du Cubakrisen og da rationeringen blev ophævet?

Måske er du barn af senere tider og sad klistret til skærmen når Jørgen de Mylius præsenterede Eldorado. Måske var du heldig at have fået en BMX eller kunne lave ”jorden rundt” med Coca-Cola-yoyoen? Kan du også  huske, da Fanta kom til Danmark, og de første grillbarer dukkede op. Kom du i Projekt Hus i Birkerød eller måske på Colombus – eller hvad med ”Albylen” i Holte. Var du i ungdomshuset, eller inde og se BZ’erne ved Sorte Hest?

Nyd nostalgien

Genoplev dine erindringer sammen med de andre, der var unge i samme periode. Der bliver sikkert anledning til at dele begejstring, nostalgi og et godt grin over det, vi oplevede dengang – og vi vil helt sikkert føle os ældre og klogere men også savne ungdommen lidt!

Hukommelsen bliver stimuleret gennem et oplæg med nedslag i alt det, der karakteriserede at være ung i den aktuelle periode - men det allersjoveste er jo at dele erindringerne med nogle, der genkender tiden og måske har oplevet det samme – eller noget helt andet?

Vi serverer kaffe og kage og et glas vin, og vi vil gerne høre, hvad I hver især har at fortælle. Der er derfor ikke noget fast sluttidspunkt. Vi glæder os til at se dig og dele ungdomsminder.

Hvor: Mothsgården, Søllerødvej 25, 2840 Holte

Dato: 10.09. kl. 19: 50-60erne

Dato: 17.09. kl. 19: 70-80erne

Entré: 60 kr. Billet købes ved indgangen.

Begrænset antal deltagere. Tilmelding nødvendig til museet på mail: museum@rudersdal.dk med angivelse af dato for det arrangement, du vil deltage i.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • ungdomskultur
  • udstilling
  • golden days
  • rudersdal
  • 50erne
  • mothsgården
  • rudersdal museer
  • 60erne
  • 70erne
  • 80erne

Regions

  • Hovedstaden

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50

Relateret materiale