Gå til indhold
EU tildeler Scandlines 48 millioner kroner

Pressemeddelelse -

EU tildeler Scandlines 48 millioner kroner

EU har netop besluttet at blåstemple Scandlines’ innovative grønne tiltag på ruten Rødby- Puttgarden med en tildeling på lidt over 48 millioner kroner. 

Scandlines reducerer fremover CO2-udledningen fra færgerne på Rødby-Puttgarden-ruten betydeligt. EU anerkender nu dette arbejde med en tildeling på lidt over 48 millioner kroner til projektet ”Sustainable Traffic Machines – On the way to greener shipping”. Pengene kommer fra Europa Kommissionens TEN-T, Trans-European Transport Network Executive Agency og skal bruges på et pilotprojekt på færgerne Prinsesse Benedikte og Schleswig-Holstein, der begge sejler på Rødby-Puttgarden-overfarten.

Pilotprojektet kombinerer traditionel dieselelektrisk drift med batteridrift. Ved at udstyre færgen med batteripakker – et såkaldt Energy Storage System – og samkøre disse med en dieselgenerator opnås kontinuerlig drift af dieselmaskinen i dens mest effektive lastområde.

Når færgen ligger i havn eller sejler langsomt, producerer dieselgeneratoren overskydende energi, der nu kan lagres i batteripakken. Når der er brug for mere energi, end en dieselgenerator kan levere, tappes der energi fra systemet. På den måde opnår man, at dieselmotoren altid arbejder ved optimal belastning.

Hybridsystemet optimerer effekten af skibsmotorerne og reducerer dermed udledning af CO2, SOx og NOx betydeligt. Samtidigt ønsker Scandlines at installere røggasrensere (scrubbers) på færgerne for at reducere udledning af SOx fra de nuværende 1 procent til 0,1 procent. Effektiviseringen af dieselgeneratordriften muliggør en væsentligt mindre kapacitet af røggasrenseren.

Energy Storage System er nu monteret og taget i brug på M/F Prinsesse Benedikte, som den første af de fire færger på overfarten Rødby-Puttgarden, og M/F Schleswig-Holstein har ved et nyligt overstået værftsophold fået installeret sin scrubber.

Scandlines er det første rederi i verden, som gør brug af et hybridsystem om bord i denne skala.

Hos Scandlines glæder man sig over EU’s opbakning til projektet, som i øvrigt er udvidet til også at omfatte færgerne Prins Richard og Deutschland. CEO hos Scandlines, Søren Poulsgaard Jensen, siger: ”Det er vores mål at sejle grønnere på strækningen mellem Rødby og Puttgarden. Af samme grund har vi valgt at afsætte et trecifret millionbeløb til bæredygtige teknologier på ruten. Vi ser det som en blåstempling af vores indsats, at EU nu vælger at støtte vores arbejde med denne tildeling.”

Læs mere om Scandlines på www.scandlines.dk. 


Emner

Kategorier


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Kontakt

Anette Ustrup Svendsen

Anette Ustrup Svendsen

Pressekontakt Head of Corporate Communications +45 26 777 000 (kan ikke modtage sms)

Relateret materiale

Det starter med en sejltur

Scandlines er et moderne og innovativt rederi med en grøn vision for fremtiden. Vi har en stolt kultur baseret på et stærkt dansk-tysk samarbejde og en maritim historie, som rækker tilbage til 1872.

Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens. Seks af vores syv færger er hybridfærger, og to er desuden udstyret med et innovativt rotorsejl – og det bidrager til at gøre vores færger grønnere.

Vores kerneforretning består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Fokus i alle vores aktiviteter – uanset om det er om bord på vores færger eller i vores BorderShops – er at give vores kunder en god oplevelse.

Med 39.000 afgange fordelt på syv færger transporterede Scandlines i 2022 tæt på 6,1 millioner passagerer, 1,6 millioner personbiler og over 750.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.