Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Scandlines indsætter endnu et skib på ruten Travemünde–Liepaja

Scandlines oplever markant stigende efterspørgsel på sine ruter i Baltikum og
indsætter derfor yderligere et skib - RoPax-færgen M/S Urd. Rederiet har øget transporttallene i Baltikum med hele 35 procent sammenlignet med sidste år.

Scandlines imødekommer den øgede efterspørgsel inden for Baltikumtrafikken ved at indsætte endnu et skib på ruten Travemünde–Liepaja. Fra den 3. november sejler to skibe således mellem nordtyske Travemünde og lettiske Liepaja: M/S Ask og M/S Urd.

Scandlines kan i fremtiden tilbyde sine fragtkunder tre ugentlige afgange på ruten Travemünde–Liepaja. Fra Travemünde sejler M/S Ask om tirsdagen og fredagen, mens M/S Urd sejler fra Travemünde om torsdagen. Fra Liepaja sejler M/S Ask om torsdagen og søndagen, mens M/S Urd sejler herfra om lørdagen. Med indsættelsen af M/S Urd øger Scandlines afgangsfrekvensen mellem Travemünde og de lettiske havne Ventspils/Liepaja til fem ugentlige afgange.

Scandlines har i 2010 og 2011 oplevet en markant fremgang i fragttrafikken i de baltiske lande. For at kunne imødekomme efterspørgslen chartrede rederiet færgerne M/S Scottish Viking og M/S Watling Street til ruterne Nynäshamn–Ventspils og Travemünde–Liepaja– Ventspils. Indsættelsen af M/S Urd på ruten Travemünde–Liepaja er endnu et skridt i Scandlines´ offensive fragtstrategi.

”Scandlines har i 2011 øget transporttallene i de baltiske lande med 35 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Ved at indsætte M/S Urd på ruten Travemünde–Liepaja kan vi matche markedets behov endnu bedre og tilbyde vores kunder mere fleksible logistikløsninger,“ siger Søren Poulsgaard Jensen, COO hos Scandlines.


Related links

Emner

Kategorier


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Kontakt