Pressemeddelelse -

Elektriske motorveje kan være på vej til Danmark

Hvis vi skal undgå flaskehalse i en elektrificeret transportsektor, så bliver de såkaldte eRoads en nødvendighed i det danske vejnet. Et netop udsendt udbud fra Vejdirektoratet giver fingerpeg om, hvor den første køreledningsstrækning etableres, og det kan få afgørende betydning for udviklingen af fremtidens lastbiler

Det er en enorm opgave at elektrificere transportsektoren, og som led i om stillingen kan de såkaldte eRoads komme til at spille en afgørende rolle. Og nu er eRoaden, som er en motorvejsstrækning, hvor lastbilen kan lade sit batteri, mens den kører, tilsyneladende på vej til Danmark. Det erfarer de hos Scania, der kan konstatere, at Vejdirektoratet kigger på muligheden for at etablere en eRoad på den næsten 200 kilometer lange strækning mellem Øresundsbroen og Femern. Det byder de velkommen hos Scania, der allerede har fuldelektriske lastbiler på de danske veje.

“Det er en kendsgerning, at fuldelektriske, batteridrevne lastbiler er på vej, og når mange af disse skal i gang med at køre længere strækninger, så bliver der behov forat lade lastbilerne en route. Skal opladningen ske på truck stops, så kan man nemt forestille sig nogle flaskehalsproblemer. Derfor er eRoads interessante, idet flaskehalse undgås, når lastbilerne kan lade, imens de kører,” forklarer Anton Freiesleben, der er salgsdirektør i Scania Danmark.

Afgørende for batteriudviklingen
Udover at eRoads kan forebygge flaskehalse, så vil de også påvirke selve udviklingen af lastbilernes batterier. For ifølge Anton Freiesleben så er den langsigtede strategi, at køreledningerne bliver så udbredte på motorvejsnettet, at man vil kunne bygge lastbiler med væsentligt mindre batterier, og det er godt nyt for både forbrugere og klima, forklarer salgsdirektøren:
“Hvis vi kan bygge lastbiler med mindre batterier, vil det betyde, at vi vil se et markant fald i prisen på de fuldelektriske lastbiler. Det betyder også, at flere omstiller sig til ellastbiler hurtigere, og at vi skal bruge langt færre ressourcer på at bygge lastbilerne, så der er mange gevinster at hente for både klima og pengepung.”

Scania har erfaringer med etablering af køreledningsprojekter i både Sverige ogTyskland, og analyser har vist, at op mod 80 % af motorvejsnettet kan forsynes med køreledning. Og hvis det er den fremtid, vi ser ind i, så vil det betyde, at lastbilen kun vil behøve en meget lav batterikapacitet for at klare strækningen uden køreledning ved egen kraft.

I Tyskland planlægges der allerede nu to gange 100 kilometer med køreledninger, og den danske tilføjelse kan derfor ses som en forlængelse af vores nabolands indsats på området. Udbuddet, der netop er udsendt af Vejdirektoratet, drejer sig om en forundersøgelse af køreledninger mellem Øresundsbroen og Femern. Forundersøgelsen skal danne grundlag for den politiske beslutning om de første køreledninger på de danske motorveje, og resultatet ventes at foreligge i maj næste år.

Emner

  • Transport

Kategorier

  • transport
  • eroads
  • motorveje
  • lastbiler

Regions

  • Hovedstaden

Fakta om Scania Danmark

Scania Danmark er den officielle importør af Scania lastbiler og busser i Danmark og et datterselskab til Scania CV, Sverige.

Scania beskæftiger i alt cirka 600 medarbejdere, indenfor alt fra salg af busser og lastbiler, reparation og service af store køretøjer, reservedele og serviceaftaler, finansierings- og forsikrings løsninger til vognmænd, marketing og kommunikation, teknik, IT, HR og økonomi samt chauffør uddannelse på i alt 16 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.

Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal oppetid.

Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale