Pressemeddelelse -

Københavnere kan slippe for støj og forurening ved varelevering

JH Transport og Logistik A/S i Brøndby fik i går leveret sin første hybridlastbil og kan nu distribuere temperaturfølsomt gods i alle døgnets timer for REMA 1000 uden at genere byens beboere med støj og forurening.

Den nye Scania P 320 LB4X2 hybridlastbil er opbygget, så den kan køre ud til butikkerne om natten, uden at genere beboerne i nærheden. Opbygningen består af en kasse fra Schmitz Cargobull, en lift fra Zepro og et køleanlæg fra Thermo King Cryo. Alle dele, incl. Scania-chassis'et, er undergået den hollandske PIEK-certificering, der støtter udviklingen af støjsvage distributionsmåder. 

Målet er, at få lov til at komme tidligere ind til byen og levere varer, således at vi kan være ude, når de øvrige trafikanter skal ind i byen og dermed undgå myldretrafik og forsinkelser, fortæller adm. direktør Jan Hansen. 

JH Transport og Rema 1000 er i dialog med Københavns Kommune om tilladelse til distribution i nattetimer og håber, den snart falder på plads. Ligesom mange andre byer har også København miljørestriktioner for vareleveringer, og mange steder må man først levere varer efter kl. 7 om morgenen. Københavns Kommune er interesseret i at finde løsninger på trafikproblemerne, men er også meget følsomme over for beboerklager om forurening og støj. 

Hybridlastbilen har et meget lavt CO2-udslip, og den er støjsvag, så borgerne kan få deres nattesøvn, slutter Jan Hansen.

JH Transport er en af REMA 1000´s primære transportører af produkter på køl- og frost til København og Nordsjælland, og det er de to virksomheder i fællesskab, som er blevet enige om at teste hybridlastbilen til distribution af varer.

- Rema 1000 er discount med holdning og kvalitet til lave priser, men er også en virksomhed der interesserer sig for hele forsyningskæden. Vi investerer derfor gerne i bæredygtigt materiel til vores distribution, fortæller transportchef for REMA 1000, Preben Lyng.

Samme serviceløsninger

At køre hybrid kræver hverken mere eller mindre service end en diesel version. Derfor har JH Transport tilkøbt en service- og reparationsaftale hos Scania. Der er endvidere tegnet en aftale med Scania om elektronisk og automatisk indsamling og opbevaring af fartskriverdata fra virksomhedens chauffører og køretøjer. Dermed går det hele automatisk, så chaufføren og virksomheden ikke skal overføre manuelt eller opbevare de vitale data.

Fakta om REMA 1000

REMA 1000 begynder i Norge i 1948. I dag er det en dagligvarekæde med bl.a. 287 butikker i Danmark. Forretningen vil være kendt som Skandinaviens mest værdidrevne selskab og arbejder derfor hele tiden på at skabe en kultur, hvor virksomhedens værdier definerer, hvem de er.

Fakta om JH Transport

JH Transport og Logistics A/S har over 20 års erfaring med transport af temperaturfølsomt gods i hele Danmark og det sydlige Sverige. Størstedelen af flåden er specielt indrettet til både køletransport og frysetransport, og virksomheden er en mangeårig og pålidelig partner til dagligvare- og fødevarebranchen.

Fakta om Scania hybridlastbiler

Hybridlastbilen er en Scania P 320 LB4X2 med en almindelig 320 hk 9 liters forbrændingsmotor med SCR-teknik, hvorpå der er monteret en hybriddel. Den afbremses ved at drive en generator (elektrisk maskine med dobbeltfunktion), der er monteret mellem motor og gearkasse. Strømmen lagres i et hurtigt opladeligt batteri, som derefter kan drive den elektriske maskine, der nu anvendes som el-motor i stedet for generator. Hybridbilen kan således genanvende bremseenergien til fremdrift og kan køre på ren el-drift over afstande på op til 2 km.

Grundet de støjgener, der er forbundet med lastbilkørsel og af- og pålæsning, er der mange kommuner, som forbyder varedistribution i tæt beboede områder før kl. 07.00 om morgenen. Chaufføren kan på hybridlastbilen f.eks. 300 meter før aflæsningsstedet slå drivkraften over på ren el-drift, læsse af og derefter køre derfra på ren el-drift. Efter 300 meter kan han så koble tilbage på forbrændingsmotoren.

Mht. CO2-reduktion kan en Scania hybridlastbil kombineres med kørsel på biodiesel som RME/FAME eller HVO, hvorved der kan opnås markant CO2-reduktion på op til 92% ligesom forbruget af biobrændstoffet reduceres med typisk 18% i distributionskørsel takket være opsamling og genanvendelse af bremseenergien.

Salgsansvarlig:

Salg: Key Account Manager William Madsen, tlf.:  +45 2551 9433
Service: Servicesalgschef Poul Egtved, tlf.: 4137 7399

Emner

  • Lastbiler, transportbil

Kategorier

  • cryo tech
  • kølekasse
  • lift
  • bär
  • rema 1000
  • jh transport
  • co2
  • lastbiler
  • scania
  • miljørigtig kørsel
  • hybrid
  • natlevering
  • hybridlastbil
  • co2 reduktion
  • schmitz cargobull
  • piek
  • støj

Regions

  • Hovedstaden

Fakta om Scania Danmark

Scania Danmark er den officielle importør af Scania lastbiler og busser i Danmark og et datterselskab til Scania CV, Sverige.

Scania beskæftiger i alt cirka 900 medarbejdere, som arbejder med reparation og service af store køretøjer, reservedele og serviceaftaler, salg af busser og lastbiler, finansierings- og forsikringsløsninger til vognmænd, marketing, teknik, IT, HR og økonomi samt chauffør uddannelse på i alt 21 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.

Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive og bæredygtige løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal oppetid.

Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale