Pressemeddelelse —
Historisk rekordår for Strawberry
Strawberry leverer sit stærkeste resultat nogensinde for regnskabsåret 2025. Med en omsætning, der for første gang passerer 20 milliarder kroner, og et årsresultat (EBT) på 1,4 milliarder norske kroner konsoliderer koncernen sin position som en af Nordens førende aktører i rejsebranchen.
Årsrapporten for Strawberry for 2025 viser, at driftsindtægterne steg til 20,3 milliarder NOK mod 18,3 milliarder i 2024, mens resultatet endte på 1.401 millioner NOK før skat mod 783 millioner i 2024. Bag den markante resultatforbedring ligger et rekordstærkt hotelmarked, øget international turisme samt vellykkede lanceringer og investeringer i løbet af året.
– I 2025 nåede vi flere vigtige milepæle, og det blev et historisk godt år for selskabet. Vi ser en stærk vækst i de fleste nordiske storbyer, og særligt Oslo og København har haft en eventyrlig udvikling. At vi nu leverer et årsresultat på 1,4 milliarder norske kroner, er et bevis på, at vi har oparbejdet en robust og konkurrencedygtig position i markedet – med dygtige medarbejdere og hoteller, som vores gæster har lyst til at vende tilbage til. Derudover har lanceringen af Spenn, sammen med Norwegian og Reitan Retail, skabt kommercielle synergier og givet vores medlemmer fleksible point, der kan bruges på tværs af partnerne og giver endnu større valgfrihed, siger Torgeir Silseth, CEO i Strawberry.
2025 var præget af ekstraordinært stor efterspørgsel efter hotelovernatninger i Norden, samtidig med at tilførslen af ny værelseskapacitet har været historisk lav. Den svage norske kronekurs har tiltrukket rekordmange udenlandske turister, primært fra USA og Europa, samtidig med at stadig flere skandinaver har valgt at holde ferie hjemme. Det har skabt et gunstigt marked for etablerede aktører.
– De tal, vi leverer, er formidable, og bag succesen står 20.000 fantastiske medarbejdere over hele Norden, som hver dag gør en kæmpe indsats og skaber gæsteoplevelser, der går lige i hjertet på vores gæster. I dag har vi 254 hoteller, og vi gør os klar til yderligere vækst i de kommende år med 20 nye hoteller i pipeline og mere end 4.500 nye værelser på vej. Med Spenn og loyalitetsprogrammet til Strawberry har vi taget endnu et skridt i retning af at skabe et økosystem, som ingen andre i Norden kan matche, og 2026 bliver et år med nye milepæle, siger Petter A. Stordalen, ejer og grundlægger af Strawberry.
Ny miljøcertificering
I 2025 valgte Strawberry Svanemærket som miljøcertificering, og i dag er mere end 238 af selskabets hoteller svanemærkede. Svanemærket er Nordens officielle miljømærke og stiller strenge krav til energiforbrug, affaldshåndtering, kemikalier og ressourceforbrug. Sammenlignet med 2022 har Strawberry reduceret Scope 1- og 2-udledningerne fra egen drift med 55 %, mens Scope 3-udledningerne i værdikæden er reduceret med 10 % siden 2024.
– 2025 har været et godt år, hvor vi har foretaget store investeringer og taget vigtige skridt i vores arbejde med bæredygtighed. På kort tid har vi fået 238 hoteller svanemærket og reduceret udledningen både fra egen drift og i værdikæden. Vi skal være en tryg og ansvarlig aktør, der tager ansvar, og vi skal træffe valg, som ikke kun er vigtige for os som selskab, men også for vores gæster og kunder. For os er Svanemærket en enorm anerkendelse af de seneste års arbejde og samtidig en rettesnor for det arbejde, der ligger foran os, afslutter Torgeir Silseth.
Ansvar uden for hoteldøren
Hotelselskabet har aktivt fokus på at være en ansvarlig aktør, der også tager ansvar uden for hoteldøren. Gennem flere år har selskabet samarbejdet med Oslo Kollega på Comfort Hotel Børsparken i Oslo, hvor mennesker får arbejdstræning og en tilrettelagt vej tilbage til arbejdslivet. Dette arbejde blev videreudviklet i 2025 med flere partnerskaber og etablering af nye hubs for arbejdstræning i Ålesund på Quality Hotel Waterfront og på Quality Hotel Panorama i Trondheim. Samtidig har Strawberry fortsat sit mangeårige engagement som støttepartner for Pride i hele Norden. Det er en sag, selskabet fortsat prioriterer højt.
– Strawberry skal have plads til alle, eller “Room For All”, som vi plejer at sige. Det handler om, hvordan vi behandler gæster og kollegaer, men også om at skabe muligheder for mennesker, der er havnet udenfor. Det er et ansvar, vi påtager os hele året rundt, på samme måde som vores arbejde for et mere mangfoldigt og ligestillet samfund. Lige nu markerer vores hoteller Pride i hele Norden, som er en vigtig hjertesag for Strawberry. For os handler Pride om at sikre, at alle medarbejdere bliver set, respekteret og taget godt hånd om – uanset seksuel orientering, kønsidentitet, tro, funktionsevne eller etnisk baggrund. I 2026 bør det være en selvfølge, at alle skal kunne være den, de er, og elske præcis den, de vil, siger Torgeir Silseth, CEO i Strawberry.
Nøgletal fra 2025 (sammenlignet med 2024):
- Driftsindtægter: 20,3 milliarder NOK (18,3 milliarder NOK)
- Driftsresultat (EBIT): 1.326 millioner NOK (868 millioner NOK)
- Resultat før skat (EBT): 1.401 millioner NOK (783 millioner NOK)
*Tallene i denne meddelelse omfatter kun de hoteller, som Strawberry Hotels selv ejer og driver. Franchisehoteller indgår ikke i regnskabstallene.
Emner
Kategorier
Regions
Strawberry er portalen til et bredt udvalg af hoteller, møde- og konferencefaciliteter, restauranter og spa, men også til gode fordele og belønninger for vores medlemmer. Med over 250 hoteller i Norden kan vi tilbyde hotelkæder som Comfort Hotel®, Quality Hotel™, Clarion Hotel® og Home Hotel® , samt over 40 fritstående hoteller. Gennem vores app og hjemmeside får du som gæst og medlem adgang til vores univers af oplevelser, med vores løfte om at gøre livet mere sjovt, meningsfuldt og spændende. More to explore at strawberry.dk