Blogindlæg -

Jeg hedder Søren. Jeg er alkoholiker

Båltale til Skt. Hans på Behandlingscenter Tjele 2018

Jeg har glædet mig til at komme.

Dette sted betyder uendeligt meget for mig. Det ved I. Det er utvivlsomt også sådan, mange af jer har det med dette sted. Magisk og mystisk. Magisk uden at være kunstigt. Mystisk uden at være underligt. Det er bare et sted, hvor mit liv fik en helt ny betydning. En ny chance.

Min tale til jer i dag bliver holdt i to temaer. Det kommer til at handle om alkoholisme i almindelighed og alkoholbehandling i særdeleshed. Det kommer til at handle om eksamen og det taltyranni det er forbundet med. - Og den kommer det til at handle om Holger Drachmann. To temaer der intet har med hinanden at gøre. Og så har det måske alligevel ..?

Jeg hedder Søren. Jeg er alkoholiker

Jeg er mand og far. Jeg er søn, bror og onkel. Jeg er ven og kollega. Jeg er så meget andet.
Men jeg er først og fremmest alkoholiker.
Jeg er leder af Laugesens Have. Et kursuscenter der ligger midt mellem Herning og Ringkøbing – midt i en råstofmængde bestående af sand og vind. Jeg er også politiker. Jeg er viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. Jeg er socialdemokrat. Jeg er glad. Jeg er trist. Jeg er vred. Jeg er lykkelig – nogle gange flere minutter ad gangen.
Men jeg er først og fremmest alkoholiker.
Jeg er ikke religiøs, men jeg tror på, at der er noget der er meget større end mig og nogen anden.
Men jeg er først og fremmest alkoholiker.

Og min dag starter med den bevidsthed. Og hvis den ikke gør det, tror jeg egentlig, jeg drikker inden solen går ned.

Afhængigheden kommer som en tyv om natten

For godt 13 år siden lå jeg – en frostklar februar morgen – i fosterstilling i min seng. Jeg havde ikke så meget struktur inde i mit hoved, at jeg var i stand til at gå ud på badeværelset for at børste mine tænder. Jeg havde ingen begreb om rækkefølgen i tandbørstning. Et par timer forinden var jeg vågnet. Havde fundet en vodkaflaske og drukket det, der skulle til for at udsætte min personlige bund et par timer.

Forud var gået mindst 20 år med en afhængighed, der langsomt – men ret sikkert – havde frarøvet mig min værdighed, min evne til at holde mig til sandheden, min selvrespekt og min selverkendelse.

Jeg har mødt mange mennesker, der tror, at alkoholisme starter en tilfældig tirsdag morgen – hvor alkoholikeren beslutter sig for at begynde at drikke sig selv ihjel. Sådan er det ikke. Det kommer som en tyv om natten – bryder stille ind i din mentale sundhed, planter en lille fest for så langsomt at fjerne alt det, der får mennesker til at leve et anstændigt liv. Værdighed, moral, respekt, tillid og ydmyghed.

Det efterlader ingen spor i første omgang. Og da jeg opdagede indbruddet – var det for sent. Tilbage var der kun den håbløse benægtelse, der drev rundt med mig og fik mig til at manipulere med dem, jeg holdt allermest af. Kynisk og nederdrægtigt.

Ved siden af min seng stod min bror. Han beordrede behandling, pakkede en taske og slæbte mig ud i sin bil. Ingen forhandling. Ikke en diskussion. Ikke et skænderi. Ikke en bemærkning om, at ”jeg skal lige” – eller ”jeg skal bare lige” Paraderne var væk. Ikke flere skud i bøssen.

Jeg var syg - og jeg var behandlingsparat

Jeg blev efterladt i sygevagten herinde bag ved. Jeg sad i timevis og kiggede ned i en spegepølsemad. Imens løb vodkaen ud af min krop. Det var det billede, jeg havde. Vodkaen stod og tapdryppede ud af alle mine blodbaner – og min krop blev efterladt med abstinenssymptomer i et omfang, så jeg begyndte at høre mærkelige stemmer. Stemmerne viste sig senere at tilhøre Andrea.

Jeg husker også, at jeg oplevede mig selv som en smadret bil, der slæbes ind på et værksted. Ingen lys i de knuste lygter. Hjul der var flået af karosseriet. Skærme der var vredet til ukendelighed. Og det hele afstedkommet af en eksplosion - der havde varet i 20 år.

Jeg husker, at jeg tænkte, om jeg kunne få nye reservedele. Et snit i hjernen. Eller en indsprøjtning, hvorefter jeg vågnede med sult, lugten af grønt græs og sol i øjnene.

Eller måske kunne de simpelthen skrue hovedet af mig. Give det en tur i en centrifuge og sætte det på igen? Jeg havde ikke længere begreb om ret og vrang, sort og hvid, oppe og nede, ude og inde.

Jeg var syg. Ikke til en stuevagt, hvor en sygeplejerske kommer og retter lagen, spørger ind til kone, børn og arbejde, kontrollerer blodtryk og spørger, om man vil have mere saftevand. Ikke en diagnose der kunne defineres – og som kunne diskuteres på medicinsk afdeling. Ikke en diagnose, som Ugeskrift For Læger debatterede eller en diagnose med en patientforening, der afholder lotteri hvert år for at bibringe kapital til forskning.

Men jeg var syg. Og jeg var behandlingsparat.

Jeg kendte godt min diagnose - alkoholisme

Faktisk havde jeg selv stillet diagnosen mindst 10 år tidligere – men jeg havde gemt på hemmeligheden. Ret godt endda.

Det første menneske der havde fortalt mig, at jeg var alkoholiker – var en receptionist på et hotel i København 3 år tidligere. Efter en massiv druktur i hovedstaden havde receptionisten set mit værelse, mine indkøb og min ankomst til receptionen en sen nattetime i en tilstand, jeg ikke selv har den fjerneste erindring om. Han havde lagt sammen og konkluderet. Han havde ret – og jeg blev naturligvis åbenlyst vred på ham – da han ved afrejsen fortalte mig sandheden og oplyste mig om, at jeg kunne få hjælp.

”Hvis du nu passer godt på dit hotel, så passer jeg godt på mit liv”. Og så forlod jeg vredt hotellet. Et selvbedrag af dimensioner.

I de sidste år af min alkoholisme havde jeg desperat forsøgt at slippe ud af afhængigheden. Meditation. Privatpraktiserende læge. Psykolog. Psykiater. Hypnose. Amtets misbrugsbehandling - 3 gange. Jeg drak hvidvin af flasken i bilen på vej hjem.

Antabus. Det henvender sig til kroppen, og problemet er, at alkoholismen sidder mellem ørerne. Jeg drak igennem den. Men det beroligede børnene. Særligt, når jeg omhyggeligt hældte min spanske rødvin – 14 % - over på den alkoholfrie rødvinsflaske – og placerede den i køkkenet, så jeg var sikker på, de så den. De kendte naturligvis etiketten på den alkoholfrie.

Hvorfor nu denne fortælling om alkoholisme på en Skt. Hans aften, hvor vi skal hygge os? Mange af jer kender jo denne fortælling. Også jer der er pårørende.

Og hvordan er det så, vi behandler misbrug i Danmark?

Hvorfor nu denne fortælling om alkoholisme på en Skt. Hans aften, hvor vi skal hygge os? Mange af jer kender jo denne fortælling. Også jer, der er pårørende.

Fordi det er en fortælling om en sygdom i Danmark, hvor vi bliver nødt til at gøre op med grundlæggende regler om, hvordan vi behandler sygdom.

Det er en debat, jeg har rejst som politiker i min egen kommune. Det er en debat, jeg synes, vi skal hjælpe hinanden med at rejse i hele landet.

Afhængighed og misbrug er lagt i hænderne på danske kommuner. Det er i øvrigt den eneste sygdom, danske kommuner behandler. Det, tror jeg sådan set, er udmærket. Til gengæld bliver vi nødt til at kigge på om den behandling, vi tilbyder, er tilstrækkelig.

Alkoholisme er en sygdom

Alkoholisme er en sygdom, og enhver sygdom skal behandles på sygdommens præmisser. Alkoholismens præmisser er en svær cocktail af benægtelse, manipulation, fysisk allergi og psykisk afhængighed.

Danske kommuner benytter helt primært ambulant behandling til denne sygdom. Planlagte samtaler der foregår i den kommunalt planlagte misbrugsbehandlings almindelige planlagte åbningstid.

Der er bare ikke så meget planlægning i alkoholisme. Alkoholismen viser sig ofte allermest aggressiv lørdag nat, søndag morgen eller 2. juledag – sidst på eftermiddagen. Det er præmisserne.

Alkoholisme er ekstremt tabuiseret. Sandsynligvis fordi alkohol er en del af vores sociale kulturarv. Vi bruger det i sociale sammenhænge, og vi benytter det til fest og fejring. Det er præmisserne. Derfor er det heller ikke nærliggende, at alkoholikere i behandling skal vandre ind ad døren i den kommunale ambulante behandling – i det lokalområde, hvor de lever, bor og arbejder.

Det er nærliggende at definere en alkoholiker som et karakterløst skvat, der ikke evner at tage sig sammen. Hvis alkoholikere kunne tage sig sammen, havde de formentlig gjort det for længe længe siden. Aktive alkoholikere dæmoniseres. Det må vi leve med, men det er uacceptabelt, at alkoholikere ikke tilbydes en effektiv behandling, når de har brug for det.

Derfor mener jeg der er to ting vi skal gøre helt grundlæggende op med i kommunernes behandling af alkoholikere. Vi skal inddrage døgnbehandling mere målrettet, hvor der er brug for det – og vi skal sikre, at alkoholikere – og særligt deres pårørende – kan få hjælp, når alkoholikeren er behandlingsparat. Og det er mere oplagt mandag nat – end tirsdag formiddag.

Hver morgen vågner  1 million mennesker, som er påvirket af alkoholisme – direkte eller indirekte

Alkoholikeren er desperat, når han eller hun sidder fast i afhængigheden. Men alkoholikerens pårørende er mindst lige så påvirkede. Alkoholikeren har ikke brug for en behandling, der ikke er effektiv. Og de pårørende har det endnu mindre.

I værste fald fastholder det – og bekræfter alkoholikeren i sin fortvivlede afhængighed. Og enhver ineffektiv behandling efterlader pårørende tilbage – svigtet af alkoholikeren og svigtet af det sundhedssystem, der skulle bringe et menneske tilbage til familien.

Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt.

Der er 140.000 alkoholikere i Danmark, der har brug for en effektiv behandling. Der er mindst 6 pårørende blandt hver af dem. Det betyder, at der hver morgen vågner næsten 1 million mennesker i dette land – som er påvirket af alkoholisme – direkte eller indirekte.

Jeg kan undre mig over, at der ikke er ministre, der bliver stillet til ansvar for dette svigt. Det her var ikke gået politisk, hvis der havde været tale om alle mulige andre folkesygdomme – undskyld mig udtrykket.

Alkoholikere er mennesker med en sygdom. Pårørende er mennesker med et sygt menneske i familien. Vi må hjælpe hinanden med at påvirke denne sag. Vi har et ansvar – for vi ved, hvad vi taler om. Desværre.

Holger Drachmann og de indre dæmoner

Holger Drachmann. Dette gale menneske – der helt åbenlyst også kæmpede mod indre dæmoner og for kærligheden til de mange kvinder, der blev en del af hans forunderlige liv. Født i 1846 i København og død 1908 i Hornbæk. I mellemtiden opholdt han sig i Skagen blandt de kendte Skagens malere, hvor han også blev begravet.

Han er utvivlsomt bedst kendt for Midsommervisen. I det hele taget var han først og fremmest digter, men han blev også optaget på Kunstakademiet og malede talrige billeder af havet, den rasende storm og det brusende hav.

Formentlig et billede på Holger Drachmanns mentale tilstand. Hans kærlighedsliv var forblæst, og hans forhold til alkohol temmelig afslappet.

Han skrev Midsommervisen i 1885 som en del af et skuespil, der blev opført på Det kongelige Teater. Siden starten af 1900 tallet har Midsommervisen markeret jævndøgn, og den har levet sit helt eget liv omkring Skt. Hans – som vi alle kender.

Holger Drachmann kom ofte galt afsted. Han svigtede aftaler, og han var skødesløs, når det kom til kærlighed og de kvinder, der var omkring ham.

På et tidspunkt ankommer Holger Drachmann til Skagen til sin elskede Soffi – efter et længere ophold i hovedstaden, hvor han har levet livet.

Da han ankommer på perronen, og Soffi venter på ham – slår det ham pludselig, at han har glemt at medbringe en gave til den længselsfulde kvinde. Holger Drachmann griber til sine poetiske evner og udbryder højt til hende:

”Du får ej diadem til dit hår
og ej en guldring på din finger
Til gengæld så får du et kys på dit inderlår
og et klask i din røv, så det klinger!”

Om dette poetiske digt formildede Soffis humør, fortæller historien ikke yderligere om. Jeg kan betvivle det, men det var selvfølgelig en anden tid – med en anden kønspolitisk balance.

Jeg vil nu alligevel afslutte min tale med et lidt mere smagfuldt digt af Holger Drachmann. Et digt, der minder os om, at fra i dag går vi mod mørkere tider. I sin vemodighed – dog et udtryk for livets gang og en påmindelse om, at det mørke nydes gennem det lyse. Jeg tilhører dem, der holder meget af efteråret. Det burde jeg måske konsultere en psykolog for at få bearbejdet.

”Snart er de lyse nætters tid forbi,
og mørket stiger bag de dybe vande,
og bølgen spiller op den melodi,
som nu kun nynnes svagt ved sundets strande.”

og lad så et sidste vers fra dette digt – være en hilsen til jer alle med ønsket om, at I må få en dejlig sommer.

”Og endnu driver nattens brise vor båd,
en stille vandringsmand ad stille veje,
og endnu har til sang og klang vi råd,
vi, som har morgenskærets guld i eje!”

God sommer!

Related links

Emner

  • Folkesundhed

Kategorier

  • mor drikker
  • hjælp til børn fra misbrugsfamilier
  • behandlingcenter tjele
  • behandling af alkoholmisbrug
  • alkoholmisbrug
  • rådgivning om misbrug og behandling
  • værdig misbrugsbehandling
  • pårørende til afhængige
  • far drikker
  • alkoholiker

Kontakt

Jan Meincke

Pressekontakt Centerleder Tjele-Dansk Misbrugsbehandling 70204080

Ingeborg Gorst-Rasmussen

Pressekontakt Koordinator Tværgående opgaver i organisationen 70204080

Relateret materiale