Nyhed -

Trekantområdet i spil som VM vært

Tirsdag var en repræsentant fra Det Internationale Cykelforbund (UCI) på besøg i Haderslev for at kigge nærmere på den mountainbike-rute, hvor der måske skal køre VM.

Haderslev Kommune, Trekantområdet Danmark Sport Event Denmark har nemlig i fællesskab budt ind på værtskabet for verdensmesterskaberne i mountainbike maraton 2021, og inden UCI i januar beslutter, hvem der skal have værtskabet, skal faciliteterne hos de potentielle værters vurderes.

Beat Wabel, der er teknisk delegeret ved UCI, var godt tilfreds med, hvad han så i Haderslev:

"Der er en del forskellige muligheder i det terræn, jeg har set. Der kan laves nogle spændende ruter, hvor det er muligt at kombinere tekniske svære stykker, stigninger og også nogle hurtigere lige stykker, hvor der virkelig kan trykkes igennem. Umiddelbart virker det som om, at der kan laves en rute som både appellerer til et elitefelt og til et breddefelt," siger han.

Hensigten er, at det skal blive en cykelfest, hvor både verdenseliten skal have afgjort, hvem der er den bedste i verden - og hvor motionister kan prøve sig selv af på en VM-rute.

Ved VM i mountainbike marathon skal cyklisterne tilbagelægge 100 km. Ruten i Haderslev får start og mål i midtbyen, men det meste af ruten foregår i skovene omkring byen.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • sport&event

Regions

  • Syddanmark

Kontakt

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Pressekontakt PR konsulent 26192891

Relateret materiale