Rewilding noter fra en lille ø

Storbritannien står overfor nogle af de største ændringer i landets historie med Brexit for døren og en stadig større distancering til Europa. Naturen risikerer som altid at blive klemt i politiske spil, men alligevel er her håb og mange små sejre, og ligesom flere andre steder i Europa blæser rewilding vinde over øen.

Af Julie Luna Bayer

De hurtige har måske fanget referencen til Bill Brysons 1995 portrætbog af Storbritannien, ‘Notes from a small island’. Et kærligt, men også satirisk portræt af øen, som selv synes at den til alle tider har fortjent en stor plads i historiebøgerne, men som også bugner af kærlighed til eksempelvis det landlige og til stor natur trods stor befolkningstæthed og forholdsvis småt med plads. Som bosat i England i denne tid genkender jeg begge sider af portrættet. Det sydlige Storbritannien ligger geografisk cirka på linje med Nordfrankrig, mens det nordligste Skotland er omtrent parallel med det sydlige Norge. Klimaet er tempereret, ligesom i Danmark, men den lune golfstrøm betyder, at især Sydengland generelt har varmere vejr end Danmark. Der gror eksempelvis palmer her. De lignende klimaforhold betyder også, at vi finder mange af de samme økosystemer her som i Danmark. Under flere istider var Storbritannien forbundet med Europa, og vi skal blot 8000 år tilbage i tiden, før en tsunami af smeltevand skyllede forbindelsen til fastlandet bort og skabte den engelske kanal.

‘Problemet’ med at være en ø

Øer har til alle tider været fascinerende steder at begå naturforskning. Her har arter ofte udviklet sig fuldstændig anderledes fra andre steder. Tænk på kæmpeskildpadderne på Galapagos eller Madagaskars lemurer. Men den naturlige isolation betyder også, at arter ikke kan bevæge sig til eller fra. Når arter er forsvundet i Storbritannien, så har de været betragtet som uddøde. Alle de store kødædere blev udryddet ved menneskejagt og tab af levesteder, og landet er nu et af de få i verden, som ikke har vilde dyrearter på toppen af fødekæden. Det faktum har præget Storbritanniens natur gennem århundreder. Hjorte og andre græssere har fået frit slag til at holde skov og planter nede, og samtidig har invasive arter som eksempelvis det grå egern og den amerikanske mink og arter som rhododendron og gul kæmpekalla presset økosystemerne. 70% af landet er kultiveret til forskellige former for skov og landbrug. Studier har vist at over 50% af Storbritanniens dyreliv er i tilbagegang og 15% er tæt på at uddø (Rewilding Britain). Trods landets 10 nationalparker er naturen præget af stor menneskelig påvirkning og en forkærlighed for netop det pastorale og hyggeligt landlige, som ikke-englændere også ofte forbinder landet med.

Flere ser gerne, at der genudsættes los i Storbritanien, som tidligere er blevet udryddet, da det vil kunne gavne økosystemerne og turismen. Foto: wildwood Trust

Rewilding succeshistorier

Men de seneste årtier er der kommet et stadigt stigende fokus på fattigdommen i engelsk natur drevet frem af miljøorganisationer, ildsjæle og ikke mindst landmænd, som ved hjælp af udsættelse af nøglearter har frembragt succeshistorier. Allerede for 18 år siden satte man bævere ud i indhegnede testområder og kunne hurtigt observere deres gavnlige effekt. Dyre- og planteliv boomede i områder med bævere og vandet omkring dem blev renere. Man var særligt interesseret i bæveres påvirkning af floder i forhold til oversvømmelser, da Storbritannien jævnligt rammes af voldsomme regnskyl, hvor floder går over deres bredder med store ødelæggelser til følge. Studier af floder med bævere har vist, at deres dæmninger har en stor positiv effekt, idet de tager toppen af oversvømmelsernes kraft. For ganske nylig gav regeringen den første tilladelse nogensinde til, at reelt vilde, ikke-indhegnede bævere i området Devon ved lov må blive i området og skal beskyttes. Den mystiske vildkat findes i dag kun i få hundrede eksemplarer i det skotske højland. Jagt og habitat tab har presset ‘højlandstigeren’ som den også kaldes, men først og fremmest har hybridisering, det vil sige avl med ikke-vildkatte, ført til at de oprindelig vildkat gener i dag er meget sjældne. Men nu vil et spændende partnerskabsprojekt mellem dyreparker rundt om i landet avle genetisk rene vildkatte til udsættelse i England. Første skridt er at undersøge egnede habitater rundt om på øen, men der er store forventninger til at den sky lille tiger igen kan strejfe, også uden for det skotske højland. 

Den mystiske "højlandstiger" er en af de arter forkæmpere for mere rewilding har sat sig for at hjælpe tilbage til naturen i England. Foto: Wildwood Trust

Skovmår og mosegrise har også været i tilbagegang i Storbritannien i årtier. Skovmåren mangler habitat og er ligesom vildkatten flyttet nordpå i jagten på dette. Mosegrisen er presset af mangel på vådområder, forurening af floder og åer, men også af den invasive amerikanske mink, som jager mosegrise. Studier har de seneste år fundet interessante koblinger mellem forskellige pattedyr i Storbritannien. For eksempel har skovmåren vist sig at være en vinder for det truede røde egern, fordi skovmåren gerne går efter de invasive grå egern, som er større og mindre sky end de røde. Samtidig har man fundet at odderen, som er i fremgang i landet takket være renene vådområder og floder, trænger den amerikanske mink ud, hvilket hjælper mosegrisen. Når det kommer til rewilding med arter som los, ulve og vildsvin er opbakningen selvsagt mere blandet. Som ofte er det landmændene, der frygter tab af produktionsdyr, og i vildsvinets tilfælde, ødelæggelser af marker og afgrøder. Der findes allerede 2500 vilde vildsvin i landet, som er stukket af eller med vilje er blevet sluppet løs fra vildsvinefarme. Deres tilstedeværelse deler vandene voldsomt. Mange vil mene, at de hører til, men manglen på større kødædere betyder igen, at arten kan avle frit uden naturlig regulering. Ulve tør kun få nævne som et muligt rewilding projekt, men en håndfuld organisationer kæmper indædt for genudsættelse af los. Der findes større samlede naturområder nordpå, som kunne huse los, og deres sky natur er argument for, at sammenstød med såvel mennesker som produktionsdyr vil være sjældne. En række rewilding projekter rundt om i Storbritannien, mest kendt ‘Knepp Wildland’ i Sussex, har tydeligt vist, at der er stor interesse og ikke mindst potentiale inden for naturturisme og events. Kronen på værket i rewildingverdenen i Storbritanien er pt starten på et projekt, som for første gang vil udsætte bison i et større (hegnet) naturområde i England for at booste økosystemer.

Ligesom herhjemme har man også planer om at udsætte bisoner i England som naturplejere. Foto: Wildwood Trust

Frivillighedens kraft

I 2015 dannedes organisationen ‘Rewilding Britain’, med inspiration fra ‘Rewilding Europe’. Visionen er et ‘vildt’ Storbritannien med mindst én million hektar (4,5% af af landet) udlagt til rewilding projekter og organisationen vokser støt. Længe før Rewilding Britain har jordnære, frivilligt bårne organisationer dog kæmpet for et vildere Storbritannien. ‘National Trust’, ‘Royal Society for the Protection of Birds (RSPB)’ og de over 46 ‘wildlife trusts’ er de mest kendte spillere, men dertil kommer over 100 organisationer, der beskæftiger sig med specifikke emner fra sommerfugle, grævlinger, marskland, og affaldsproblemer. De fleste af disse velgørende organisationer drives frem af en blanding af fondsmidler og individuelle medlemskaber og er helt uafhængige af tilskud fra, eller kobling til, regeringsapparatetet. Der er en stor ‘charity’ kultur i landet, og i ruden på mangen en personbil ser man klistermærker fra diverse organisationer ejeren støtter. Mange charities ejer jord fra tidligere tider, hvilket bevirker at mange naturprojekter, som rewilding, ikke kommer til virke som politiske projekter, men i teorien som private. Underskriftsindsamlinger, borgerforslag, appeller og crowdfunding er faste midler i kampen for både at opnå projekter OG søge politiske indflydelse. Når regeringen siger, at den vil beskytte 30% af landets natur inden 2030, så læner Storbritanniens naturorganisationer sig ikke tilbage og venter på de politiske tiltag. De ser det som deres ret og pligt at bidrage til at nå dette mål. Der hersker med andre ord en smuk pionérånd inden for naturbevaring, og hvis Danmarks naturforkæmpere skulle lære noget af den tidligere stormagt på den anden side af havet, så skulle det være det: At blive bedre til at bruge frivillighedens kraft, inddrage hverdagsborgeren og nedjustere forestillingen om, at kun politikerne kan gøre en reel forskel.

Brexit vil og bør også give lejlighed til en gentænkning af naturforvaltning i Storbritannien, men hvordan naturen vil fare her i de kommende år, tør ingen rigtig spå om. Så længe enkelt mennesket og de mange frivillige organisationer og institutioner fortsat presser på, så skal der dog nok være håb for naturen på ‘den lille ø’.

Julie Luna Bayer er frivillig i Verdens Skove og arbejder i conservation organisationen ‘Wildwood Trust’ i det sydøstlige England.

Kilder/til inspiration:

Bæver forskning: https://www.exeter.ac.uk/creww/research/beavertrial/

Wildcat projekt: https://wildwoodtrust.org/conservation/wildcat-captive-breeding-and-research/

Bison projekt: https://wildwoodtrust.org/conservation/wilder-blean/

Rewilding Britain: https://www.rewildingbritain.org.uk/

Knepp Wildland: https://rewildingeurope.com/rew-project/knepp-wildland/