Pressemeddelelse -

Legends of the Ring: Brian Nielsen møder Evander Holyfield

Brian Nielsen gør comeback d. 5. marts næste år, når han møder den firdobbelte verdensmester i sværvægt, Evander "The Real Deal" Holyfield. Kampen finder sted i Koncerthuset i København.

"Jeg har drømt om dette comeback i rigtig lang tid. Nu er jeg her, og jeg er mere end parat til at vise både danskerne og hele bokseverdenen, at jeg stadig kan give en røvfuld. Den næste, som får det, er Evander Holyfield", siger Brian Nielsen.

Evander Holyfield - en af de mest betydningsfulde og succesfulde boksere gennem tiden - var meget imponeret over Koncerthuset. "Det er virkelig et helt specielt sted, og det bliver fantastisk at få lov til at bokse her. Men det vigtigste er, at jeg kommer til Danmark for at slå Brian Nielsen. Det giver mig muligheden for endnu en VM-titel kamp - den femte af slagsen".

Team Sauerland og Viasat er gået sammen for at kunne give TV-seerne en uforglemmelig bokseaften med to store legender i ringen.
"Vi har fået de sidste detaljer på plads. Nu kan vi glæde os til en historisk aften i fantastiske omgivelser" siger manager Kalle Sauerland.

Adm. direktør hos Viasat, Kim Poder, har sikret, at kampen når bredt ud:
"Alle Viasats kunder med enten parabol- eller bredbånds-TV kan købe sig adgang. Derudover har vi indgået aftale med YouSee, TDC TV og Stofa. For de bokseinteresserede, der ikke får leveret TV fra de omtalte distributører, har vi sørget for en ekstra mulighed. Det foregår på nettet på vores web TV-tjeneste. Her kan man se kampen, hvis man har en bredbåndsforbindelse".

De to sværvægtslegender har begge trænet meget. Holyfield vil fortsætte sin forberedelse til kampen i Atlanta, USA. Brian Nielsen flytter sin base fra Spanien til Sauerlands træningslokaler i Berlin. Hans træner bliver tyskeren Karsten Roewer, som også coacher mellemvægts champion Sebastian Sylvester og den danske mellemvægtssensation Patrick Nielsen.
"Jeg ser virkelig frem til at arbejde med Brian igen. Vi kender hinanden fra tidligere, da Brian boksede for Schwerin i den tyske bundesliga. Ingen skal være i tvivl - jeg vil gøre alt for, at Brian er i topform d. 5. marts, så han kan vinde over en legende som Holyfield.

Det vil være muligt at købe billetter til selve eventen i Koncerthuset, som har plads til ca. 2000 gæster. Billetterne kan købes på Billetnet fra d. 24. januar 2011. Hvis man ønsker pay-per-view er prisen 499 kr. Kampen tilbydes følgende: Parabolkunder hos Viasat. Kabel TV-kunder hos YouSee og Stofa. Bredbånds-TV kunder hos TDC TV og Waoo (kun kunder med Viasat abonnement). Derudover kan der købes adgang til kampen på ViasatOnDemand.dk. Det kræver blot en bredbåndsforbindelse.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • kamp
  • legends of the ring
  • boksning
  • viasat
  • evander holyfield
  • brian nielsen

Viasat Broadcasting er en del af den internationale mediekoncern Modern Times Group (MTG), der har aktiviteter på fire kontinenter. Aktiviteterne dækker free-TV, betalings-tv, radio og indholdsproduktion. MTG’s Viasat Broadcasting distribuerer free-TV og betalings-tv-kanaler på egen satellitplatform samt i tredjepartsnetværk. Viasat tilbyder også tv-indhold over internettet. MTG er den største aktionær i Ruslands førende tv-udbyder, CTC Media. Modern Times Group er en vækstvirksomhed og noteret på Nasdaq OMX i Stockholm. For mere information se væsentligst mtg.se og viasat.dk.

Relateret materiale