Skip to main content

Lovligt at aldersgraduere pensionsbidrag

Nyhed   •   Maj 23, 2016 16:07 CEST

I november måned sidste år slog Højesteret fast, at det er lovligt for arbejdsgivere at aldersgraduere pensionsbidragene til medarbejdernes pensionsordning.

Højesteret fandt, at aldersgraduerede pensionsbidrag ikke er diskriminerende, så længe formålet er sagligt og følges konsekvent og systematisk. Sagen havde forinden været forelagt både Venstre Landsret og EU-domstolen.

Sagens baggrund
Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod aldersdiskrimination. I den konkrete sag havde HK på vegne af et medlem stævnet en virksomhed for brud på denne lov. Virksomhedens pensionspolitik er sådan, at jo højere medarbejderens alder er, desto højere et arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag er medarbejderen berettiget til.

Medarbejdere under 35 år modtager et arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag på 6 %, medarbejdere mellem 35 og 44 år får 8 %, og medarbejdere på 45 år eller ældre er i virksomhedens berettiget til et arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag på 10 %.

EU-domstolen
Under sagens behandling ved landsretten var spørgsmålet om aldersgraduerede pensionsbidrag i almindelighed blevet forelagt EU-domstolen. De fastslog, at aldersgraduering af pensionsbidragene principielt varetager et lovligt beskæftigelsespolitisk formål og tager hensyn til alle medarbejderes interesser ved at have til hensigt at sikre en tilstrækkelig pensionsordning ved pensionering.

EU-domstolen lod det derefter være op til de danske domstole at afgøre, om ”forskelsbehandlingen” i den konkrete sag var proportional.

Højesteret
Højesteret fastslog i overensstemmelse med EU-domstolens afgørelse og Landsretten, at de aldersgraduerede pensionsbidrag forfølger legitime formål:

  • Muligheden for opsparing af et rimeligt pensionsbeløb for ældre medarbejdere, der påbegynder deres ansættelse i virksomheden på et fremskredent tidspunkt i deres karriere.
  • Yngre medarbejdere omfattes tidligere af pensionsordningen, samtidig med at de kan have en større del af deres løn til rådighed.
  • Bedre afdækning af forsikringsrisiciene for død, sygdom m.v., hvor udgifterne principielt stiger med alderen.

Højesteret fastslog herefter, at de aldersgraduerede pensionsbidrag i den konkrete sag opfyldte EU-rettens proportionalitetsprincip ved ikke at gå videre end nødvendigt for netop at opfylde formålet med pensionsordningen.

Konsekvens
Facit er, at arbejdsgivere fortsat gerne må give deres medarbejdere forskellige pensionsbidrag, afhængigt af deres alder. Der er ikke tale om diskrimination, så længe ”forskelsbehandlingen” af medarbejderne har et sagligt formål, der følges konsekvent og systematisk og er proportionel, det vil sige, at den ikke rækker længere end nødvendigt for at realisere formålet.