Gå til indhold
Frederik Bruun Rasmussen sælger det kinesiske bundt pengesedler for 1,4 mio. kr.
Frederik Bruun Rasmussen sælger det kinesiske bundt pengesedler for 1,4 mio. kr.

Pressemeddelelse -

Auktionsrekord: 1,4 mio. kr. for et bundt kinesiske pengesedler

Der blev skrevet auktionshistorie hos Bruun Rasmussen i Nordhavn her til eftermiddag, da et bundt kinesiske pengesedler fra 1854 blev solgt for 1,4 mio. kr. Det er det højeste hammerslag, der nogensinde er opnået på en møntauktion i Danmark.

"Vi er ovenud tilfredse med dagens auktion, hvor et bundt på 50 kinesiske pengesedler på hver 500 cash fik et rekordhøjt hammerslag på 1,4 mio. kr. Der er tale om et bundt pengesedler, der har været i omløb. De er på et tidspunkt kommet tilbage til banken, hvor de er blevet bundtet med en snor, der er blevet forseglet med en lille mærkat. Det, der gør bundtet så eftertragtet, er, at snoren er ubrudt og bundtet af pengesedler dermed er intakt. Det kan meget vel være det eneste eksemplar, der findes uden for et museum. Værdien på selve bundtet overstiger langt de enkelte sedlers værdi, da det er det forseglede bundt, der er så værdifuldt for samlerne. Kineserne er altid på jagt efter sjældenheder og her er der virkelig tale om noget ud over det sædvanlige. Proveniensen er også af afgørende betydning. De kinesiske pengesedler stammer fra den danske telegrafbestyrer og kunstsamler Sophus Black (1882-1960), der var udstationeret i Kina i starten af 1900-tallet, hvorfra han hjembragte en række kinesiske kunstgenstande. Dette ophav er en sikkerhed for sedlernes ægthed og autencitet, som er altafgørende for samlerne," udtaler Michael Fornitz, chefnumismatiker hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Sophus Black (1882-1960) 

Sophus Black var telegrafbestyrer og kunstsamler i første halvdel af 1900-tallet. Han blev efter præliminæreksamen ansat i Det Store Nordiske Telegrafselskab og blev i 1900 udstationeret i London og 1902-31 i Kina. Efter tjeneste i Shanghai, Chefoo og Tientsin kom han 1907 til Peking og fra 1919 fungerede han som bestyrer af selskabets station dér, samt periodevis i Tientsin, Chefoo og Hongkong. Black blev tidligt stærkt optaget af kinesisk kultur og kunst og begyndte snart at samle. I årernes løb blev hans samling mangesidig bl.a. med buddhistiske figurer, portrætter, pengesedler m.m. Flere af Blacks kunstskatte har fundet vej til Nationalmuseet i København. 

Værdifulde pengesedler

Bruun Rasmussens møntauktion blev afholdt i auktionshusets afdeling på Baltikavej 10 i Københavns Nordhavn.

Kina, Chi'ing dynastiet (1644-1911), 500 Cash år 4 (1854), - et sjældent og interessant bundt på 50 pengesedler, der er forseglet. Hammerslag: 1,4 mio. kr.

Emner


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.

Bruun Rasmussen deltager i 2017 som ”Business Plus Partner” for Aarhus som europæisk kulturhovedstad. Med afsæt i det overordnede tema "Let’s Rethink" støtter vi Fonden Aarhus 2017 i at gentænke nuværende konventioner for kunst og kultur, og ser frem til at bidrage med en lang række arrangementer henover året.


Kontakt

Michael Fornitz

Michael Fornitz

Chefnumismatiker Mønter, medaljer & pengesedler +45 8818 1201

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum