Gå til indhold
Arne Griegsts tre smykker fra auktionen
Arne Griegsts tre smykker fra auktionen

Pressemeddelelse -

​Eventyrlige smykker på auktion

Sensommerens internationale auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade byder på eventyrlige kreationer af Arje Griegst, stilrene klassikere fra Cartier og dekorative vintagesmykker fra Belle Époque.

Auktionen byder på dansk smykkedesign i absolut verdensklasse i form af to halskæder og en unikaring af den danske guldsmed, kunstner og designer Arje Griegst (1938-2016). Han var i sit fantasifulde formsprog inspireret af naturen, de gamle grækere, Gaudi og galaksernes uendelighed. Den overdådige og eventyrlige stil blev hans kunstneriske kendetegn, der skilte sig ud fra den ellers så stringente skandinaviske designtradition.

Griegst og Georg Jensen

Som søn af guldsmeden og ciseløren Baruch Griegst, der kom til Danmark fra Litauen omkring 1900, fulgte Arje Griegst i sin fars fodspor. Han blev udlært hos sølvsmeden og kunstneren Just Andersen i 1960, og viste efter fire år med sit eget værksted Georg Jensens legendariske chef, Anders Hostrup-Pedersen, en række skitser til ringe i et helt nyt formsprog. De faldt i så god jord, at Griegst blev sendt til Paris for at tilvirke flere af dem, så de kunne sættes i produktion.

Størstedelen af hans smykker findes dog kun i ét eksemplar, hvilket også er tilfældet med auktionens skulpturelle unikaring ”Solopgangssøjle”, der er udført for Georg Jensen i Paris 1963-64. Ringen er fremstillet i cire perdue-teknikken for at opnå en større kunstnerisk frihed i udtrykket. Denne teknik kendes især fra fremstillingen af bronzeskulpturer og er sjældent brugt i smykkekunsten. Griegsts kreationer er i dag repræsenteret på flere anerkendte museer verden over bl.a. Designmuseum Danmark, Nationalmuseum i Stockholm, V&A i London og Metropolitan Museum i New York.

Belle Époque – historiens vingesus

Går du og drømmer om historiske vintagesmykker, som Arje Griegst også lod sig inspirere af, er auktionens dekorative smykker fra Belle Époque værd at gå efter. Perioden er især kendt for selskabslivet i Paris omkring år 1900, hvor storbyens elite muntrede sig på de mange teatre, caféer og kabaretter. På auktionen er der et udsøgt udvalg af disse meget feminine smykker, bl.a. et stort chokerspænde med diamanter og perler, en diamanthalskæde og en broche med en ubehandlet lilla stjernesafir.

Klassiske Cartier

I den helt moderne ende af skalaen er en række stilrene smykker fra internationale juvelerer som Cartier, Bulgari, Buccellati, Van Cleef & Arpels, Gübelin, Chopard, Tiffany & Co og Ole Lynggaard. Denne gang udbyder vi det største udvalg nogensinde af Cartiers eksklusive smykker, heriblandt et snoet guldarmbånd, der har tilhørt den amerikanske skuespillerinde Farrah Fawcett Majors (1947-2009), der var stilikon i 1970’erne, hvor hun bl.a. blev kendt for sin rolle i tv-serien ”Charlie’s Angels”.

Auktionen byder også på et par elegante creoler-øreklips fra 1970-80, en tidløs ”Trinity”-ring med talrige brillantslebne diamanter og en ”Nigeria”-ring med diamanter på i alt 6.00 ct. – alle fra den franske juveler Cartier, der siden 1847 har frembragt nogle af verdens mest eksklusive smykker og armbåndsure.

Eftersyn & auktion

Eftersyn: 15.-19. september

Auktion: torsdag den 22. september kl. 16

Se hele smykkeauktionen

Related links

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum