Skip to main content

WEST GAMMA 25 ÅR: Redningen, der prægede ESVAGT fremover

Pressemeddelelse   •   Aug 21, 2015 14:09 CEST

Lars Knudsen, Ole Andersen og Hans Andreasen med diverse hæder, som blev tildelt ESVAGT for redningsaktionen. Rederiet blev bl.a. tildelt Leith International Conference's Offshore Safety Award

Natten til den 21. august 1990 bjærgede ESVAGT 46 personer fra den kæntrede beboelsesrig West Gamma. En indsats, som viste sig afgørende for ESVAGT.

Den 21. august 2015 var 25-året for det, der kunne have været en af de største katastrofer i offshore-industrien.

I stedet er det en dag, der markerer ESVAGTs berettigelse og kompetence som leverandør af sikkerhed og support til søs.

- Vi var jo et veletableret selskab allerede dengang, siger Ole Andersen, daværende adm. direktør i ESVAGT:

- Men der er ingen tvivl om, at noget forandrede sig af West Gamma. Der er et ESVAGT før og et ESVAGT efter West Gamma, siger han.

Sejlads var udslagsgivende

Før West Gamma havde standby-fartøjer ikke været en entydig succes i form af reddede liv. Da beboelsesriggen Alexander Kielland i 1980 kæntrede med 212 mand ombord i norsk sektor, var der ingen af de blot 89 overlevende, der blev reddet af en standby-båd.

Da produktionsplatformen Piper Alpha eksploderede og brændte i 1988 i engelsk sektor, var der 167 dræbte – heriblandt to søfolk i Fast Rescue Boats (FBR), som forsøgte at samle overlevende op, da de blev ramt af en ny eksplosion.

- Holdningen var fra flere sider, at redningshelikoptere var det eneste, man kunne regne med og stole på. Vi troede på noget andet i ESVAGT, og ved West Gamma var redningshelikopteren ikke i stand til at gøre en forskel. Dels var helidecket på West Gamma meget ødelagt af skader, og dels bevægede riggens ben sig voldsomt. Helikopteren kunne ikke gøre andet end at lyse på det, der skete. Det var bestemt også en vigtig funktion, men – det var standby-skibene, der gjorde en forskel, og det var især vores sejlads med FRB’erne, der var udslagsgivende, siger Ole Andersen:

- West Gamma beviste, at standby-skibe, som vi opererede dem, havde en fremtid, siger han.

Lært meget

Efter den vellykkede aktion kom to norske og to engelske private og offentlige delegationer til Esbjerg for at få svar på, hvordan ESVAGT havde løst opgaven.

- De søgte svar på, hvordan vi kunne sejle båd i det vejr, når det ikke kunne lykkes for andre.

Efter at have gennemgået alt omkring aktionen, kom alle fire delegationer frem til samme konklusion: Udstyrets enkelthed og kvalitet samt den grundige træning – og specielt den træning, folkene løbende får ved besætningsskift til søs – var og er altafgørende for bådoperation i ekstremt vejr, siger Ole Andersen.

For ESVAGT var redningen ikke blot en bedrift. Det var også en skarp øvelse; der skulle bruges aktivt til at suge maksimal læring ud af.

- Vi lærte kolossalt meget om os selv og om redning under de vilkår, vi arbejdede under den nat. Nogle standarder, vi har i ESVAGT i dag, er direkte affødt af det, vi lærte med West Gamma, siger Ole Andersen:

- Desuden blev vi endnu mere sikre på, at kvalitet i udstyr og store træningsmængder var den forskel, vi i ESVAGT kunne levere.

Fakta

Ændringer i ESVAGT efter West Gamma

  • Under redningsaktionen bøjede kranen under løft af FRB’en, som var fyldt med reddede personer, besætning og vand. Kravene om 25-30 tonsmeter på kranen blev hævet til 80 tonsmeter.
  • Ved West Gamma sørgede diverse redningshelikoptere for lys. Uden dem havde redningen været langt vanskeligere i et mørkt hav fyldt med affald fra riggen. Alle skibe fik herefter installeret 5.000 W fjernbetjente projektører – en del af dem blev doneret af Mærsk Olie & Gas.
  • 30-meter-kastelinerne, som var lovkrav, viste sig ubrugelige. Man søgte at få ændret kravene til kortere liner på 8 meter, men det kunne ikke lade sig gøre. ESVAGT har i dag både de lovpligtige 30-meter kasteliner og på eget initiativ de brugbare 8-meter kasteliner i FRB’erne.
  • FRB’ernes ophængsbefæstelse blev styrket.
  • ESVAGT indførte en sikkerhedsfaktor 10: Alt grej – krog, wire med mere – skulle kunne klare ti gange den belastning, de var beregnet til.
  • Nyt personer ombord registreringssystem (POB) blev opfundet af et besætningsmedlem og færdigudviklet af ESVAGT, fordi man manglede at kunne redegøre for en person fra West Gamma. Vedkommende var dog allerede reddet. 

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore.