WEST GAMMA 25 ÅR: ”Det er ikke mod, der redder folk - det er træning”

Redningen af besætningen på West Gamma er en af ESVAGTs fineste stunder. Sådan oplevede fire nøglepersoner dén augustnat for 25 år siden.

Klokken 3.00 om natten kontaktede West Gammas platformchef Olav Benjaminsen for sidste gang broen på ’Esvagt Omega’ over riggens radio:

Skipper Hans Andreasen, udpeget til ’on-scene-commander’ i en eventuel redningsaktion, tog radiomeldingen til efterretning. Han havde talt med platformchefen stadig hyppigere gennem det seneste døgn, siden ’Esvagt Omega’ og ’Protector’ blev frigivet fra Dan-feltet for at bistå West Gammas kamp mod auguststormen.

De havde vendt, hvad der kunne være af scenarier. Nu var der ikke flere valgmuligheder.

- Platformchefen sagde, at de var nødt til at hoppe i vandet. Jeg lovede ham, at vi nok skulle være klar, siger Hans Andreasen.

Besætningen på riggen fik besked på at binde sig sammen i bundter af 5 personer, så det var nemmere for ESVAGT at finde dem og sikre, at man fik alle med op. ’Esvagt Omega’ gjorde FRB’en klar, og Hans Andreasen udpegede 1. styrmand Leo Frederiksen som bådansvarlig.

- En times tid før skippers melding kunne vi godt se, hvor det bar hen ad. Bølgerne var 10-12 meter høje, måske 15 meter – og riggen krængede en del. Der skulle ske et eller andet snart, siger Leo Frederiksen.

Alle reddet op

Da meldingen kom, gjorde han sig hurtigt klar.

- Jeg var spændt, men ikke bange - der var ikke tid til at tænke ret meget. Vi kunne se, at de var begyndt at samle sig i hold ude agter på riggen, siger Leo Frederiksen.

Kranen satte FRB’en på bølgerne, og Leo Frederiksen manøvrerede hen bag riggen og gav signal til det første hold om at hoppe i vandet. De første fem sprang i.

- Vi kom hurtigt hen til dem. De var bundet sammen, så da Allan og Nicolai hev fat i den første, var den næste på vej op. Det var tungt, men det virkede, siger Leo Frederiksen.

Han sejlede tilbage til ’Esvagt Omega’; fik de reddede ombord og hentede en ny flok. Ture fulgte ture.

- Ingen af os havde fornemmelse af, hvor mange ture, vi havde taget, eller hvor mange vi havde reddet. Det var fuldt fokus på opgaven: Hen til helikopterens projektør, give signal til at springe og samle dem op bagefter, siger Leo Frederiksen.

Asbjørn Rislaa, søkaptajn og besætningsmedlem på West Gamma, fulgte det hele fra vandet.

- Da FRB’en fra ’Esvagt Omega’ kom, var det ikke vanskeligt at se, at disse danske redningsfolk var professionelle. De udførte jobbet på en måde, der imponerede os alle, skrev han efterfølgende i sin rapport:

- Da FRB’en lagde til siden på ’Esvagt Omega’, tog det blot et øjeblik at hugge an, og vi var på dækshøjde på no-time. Her tog andre folk fat i os med et solidt tag og ønskede os ”velkommen ombord”.

Travlt ombord

Efter fire ture var alle samlet op. Alt var gået godt og FRB-besætningen tog sig en puster. Leo Frederiksen havde lige fundet sine cigaretter frem, da skipper kom hen til ham:

- ’I må vente lidt med smøgpausen. ’Nordmann Drott’s’ FRB er kæntret – vi skal samle dem op’, sagde han. Og så måtte vi på vandet igen, husker Leo Frederiksen.

To ture senere havde FRB’en med Leo Frederiksen som bådfører samlet i alt 30 personer op fra Nordsøen. To af dem var besætningsmedlemmer fra den norske FRB.

Alle 49 ombord på West Gamma blev reddet. Udover de 30 personer, der blev reddet af ’Esvagt Omega’, reddede besætningen på ’Protector’ yderligere 16.

’Protector’s daværende styrmand Lars Knudsen husker, hvordan de reddede reagerede.

- Nogle var naturligt nok meget chokerede. Især husker jeg et kvindeligt besætningsmedlem, som blev ved med at råbe, at vi skulle redde hende – selv om hun allerede var ombord. Jeg tog fat i hende, ruskede i hende og sagde, at vi havde reddet hende, og at hun var sikker. Men hun var ikke nem at overbevise. Jeg fik et julebrev fra hende senere, hvor hun takkede os. Hun skrev, at hun aldrig skulle arbejde offshore igen, siger han:

- En anden af de reddede klamrede sig til toilettet hele vejen til Esbjerg. Andre sad bare og kiggede. De fleste ville helst være på broen, hvor vi var, siger Lars Knudsen.

På ’Esvagt Omega’ var stemningen hektisk:

– Vi var glade for, at det var gået godt, og vi var tilfredse med vores indsats – og vi var naturligvis ovenud lykkelige over, at alle var reddet, husker Leo Frederiksen:

- Men det var ikke sådan, at vi gik og jublede. Vi havde fået 30 mand om bord, som havde haft en forfærdelig oplevelse, og dem skulle vi tage os af. En havde en brækket finger, en anden havde brækkede ribben og skulle evakueres med helikopter. Andre sad og var apatiske eller i chok. Vi havde forrygende travlt.

Omsorgen virkede.

- Vi fik alle mulighed for at få rent og tørt tøj på, og jeg har ikke tal på alle de gange, hver af os blev spurgt, om vi var ok: En varm kop kaffe, noget vand, søsygetabletter, vil du ned at ligge? Besætningen var meget omsorgsfuld og tjenstivrig, siger Asbjørn Rislaa.

Aldrig i tvivl

På broen holdt Hans Andreasen fast i det kølige overblik. Det myldrede med reddede, som skulle ringe hjem over radioen og forsikre om, at de var i god behold, og der skulle koordineres med helikopter og de øvrige skibe. Radioen kørte konstant på tre frekvenser – og midt i det hele ville skipperen på den norske slæbebåd høre, om ’Esvagt Omega’ kunne sætte FRB’en på vandet igen:

- Blandt de reddede fra den kæntrede norske FRB var to af den norske slæbebåds folk. Dem ville skipperen gerne have igen. Men vi sagde, at han kunne hente dem i Esbjerg. Nu var alt gået godt, og der var ingen grund til at løbe en risiko, siger Hans Andreasen.

Næste formiddag nåede skibene havnen i Esbjerg, som myldrede med presse, politi, kolleger, familier og nysgerrige. Besætningen aflagde rapport på rederiet, fik nogle timers søvn og stævnede så ud igen med kurs til Dan Feltet. På vejen ud gik snakken og evalueringen ombord: Hvad var sket, hvad gik godt – og hvorfor?

- Vi var tilfredse og glade, men det var ikke sådan, at vi gik og følte os specielt fantastiske eller modige. Det er ikke mod, der redder folk op. Det er træningen og udstyret, siger Leo Frederiksen.

Den oplevelse havde Asbjørn Rislaa også.

”Der var tydelig klasseforskel på bådene”, noterede han i sin rapport:

- Jeg må rose de danske søfolk; der kan ikke være den mindste ting, de kunne have gjort bedre – fra start til slut. Tak for en beundringsværdig måde at udføre jobbet på, skrev han.

Hans Andreasen husker en tryghed fra hele operationen fra start til slut.

- Vi havde træningen og erfaringen, og Leo var dygtig. Jeg var aldrig i tvivl om, at vi ville lykkes, siger Hans Andreasen.

Fakta

West Gamma

Under slæb fra norsk sektor blev beboelsesriggen West Gamma den 20. august 1990 ramt af en kraftig storm. Stormen udviklede sig med bølgehøjder på over ti meter, og riggen blev stærkt beskadiget. Den 21. august klokken 03.00 om natten gav riggens øverstbefalende ordre til at evakuere.

Bundet sammen i grupper på fem eller seks personer sprang 49 besætningsmedlemmer i den natsorte sø.

Samtlige besætningsmedlemmer på West Gamma blev reddet – langt størsteparten af ESVAGT: 44 af de 49 besætningsmedlemmer blev reddet op af Fast Rescue Boats (FRB) fra ’Esvagt Omega’ og ’Protector’. Desuden reddede ESVAGT to besætningsmedlemmer fra en kæntret FRB fra ’Nordmand Drott’; den norske slæbebåd, der bistod ved redningsaktionen.

’Esvagt Omega’ bjærgede 30 og ’Protector’ 16 personer. De resterende fem personer blev reddet af ’Strilhawk’ (4) og ’Nordmand Drott’ (1).