Gå til indhold
Claus Udengaard, driftschef i Kokkenes Køkken, Maj Toppenberg, direktør i Kokkenes Køkken, og Erland Vendelboe, afdelingschef i TDC, var mødt op til årets økotopmøde for at modtage landets øko-spisemærke nr. 3.000 af fødevareminister Mogens Jensen.
Claus Udengaard, driftschef i Kokkenes Køkken, Maj Toppenberg, direktør i Kokkenes Køkken, og Erland Vendelboe, afdelingschef i TDC, var mødt op til årets økotopmøde for at modtage landets øko-spisemærke nr. 3.000 af fødevareminister Mogens Jensen.

Nyhed -

TDC og Kokkenes Køkken får landets økologiske spisemærke nr. 3.000

Et grønnere Danmark går gennem maven og landets professionelle køkkener. Sådan lød meldingen fra fødevareminister Mogens Jensen, der på årets økologiske topmøde kunne overrække spisemærke nummer 3.000 til kantinevirksomheden Kokkenes Køkken.

Biodynamiske bondemænd og bæredygtige initiativer. Det var rammen for årets økotopmøde, hvor mere end 220 ildsjæle var samlet om et fælles mål for et grønnere Danmark. Blandt økologiske forgangspersoner var også en stolt fødevareminister, Mogens Jensen, der uddelte landets spisemærke nummer 3.000.

”Det er enormt positivt, at vi i dag sætter et både kraftigt og vigtigt fokus på, hvordan økologien kan bidrage til FNs 17 verdensmål. Et godt eksempel er de professionelle køkkener, der i takt med at prioritere økologien også nedbringer madspild og reducerer kød til fordel for grønt,” indleder fødevareminister, Mogens Jensen, og fortsætter:

”Det skaber råderum for økologien, og det betyder, at mange kantinegæster landet rundt får serveret skønne, bæredygtige og klimavenlige måltider. I Danmark har vi nu rundet spisemærke nummer 3.000, som jeg har fået æren af at overrække. Tak og tillykke til Kokkenes Køkken, som dagligt kæmper for mere økologi ude i kantinerne”.

Økovand på tele-møllen
Spisemærket fra fødevareministeren vil fremover være at finde hos TDC i Kolding, hvor Kokkenes Køkken flyttede ind for halvandet år siden. Dagligt og lige siden har køkkenpersonalet bespist mere end 100 gæster – og spisemærket hilses varmt velkommen:

”I TDC har vi taget en markant beslutning om at være CO2-neutrale i 2030, og vi skal være halvvejs i mål allerede i 2025. Det stiller grønne og ambitiøse krav til os som virksomhed og de leverandører, vi entrerer med – og det er selvsagt vand lige på vores miljømølle, at Kolding-kantinen fremover kan pryde sig med det økologiske spisemærke,” siger afdelingschef i TDC Group, Erland Vendelboe og tilføjer:

”Når vi sammen med Kokkenes Køkken løfter økologien i kantinerne, tilbyder vi vores medarbejdere et både sundere, bedre og bredere madperspektiv, der kan mærkes. Både på vores medarbejderes sundhed og klimaet i det hele taget”.

Et grønt og klart fokus i kantinen
Det grønne partnerskab mellem Kokkenes Køkken og TDC Group tæller flere kantiner rundt om i landet – alle med det tilfælles, at bæredygtighed og miljøhensyn er i absolut højsæde. For som kantineleverandør til flere tusind medarbejdere, løfter man et fælles ansvar, lyder meldingen fra driftschef i Kokkenes Køkken, Claus Udengaard:

”Helt overordnet ved vi, at 1,2 millioner danskere dagligt spiser frokost i en kantine, og der hviler derfor et stort ansvar på vores skuldre som kantineleverandør. Det ansvar tager vi stolt på os, og senest i dag, hvor vi modtager spisemærket fra fødevareministeren ” indleder han og tilføjer:

”Vi arbejder målrettet for en mere bæredygtig og økologisk dag i morgen, og vi ved, at vores arbejde betaler sig. Også på klimakontoen. Konkret har vi i Kolding-kantinen haft et klart fokus på mere økologi i form af alt lige fra mælke- og kornprodukter til frugt og grønt. Det høster vi stolt frugten af i dag, og vi glæder os til at pryde vores fine kantine med vores nye bronzemærke”.

Om Kokkenes Køkken
Kokkenes Køkken blev stiftet i 2015, og er en selvstændig enhed under en af Danmarks ældste, familieejede virksomheder, Forenede Service A/S. Dagligt servicerer Kokkenes Køkken ca. 10.000 medarbejdere og gæster fordelt over hele landet – i såvel store virksomheder som mindre kontorhuse.


Om TDC Group
TDC Group forbinder danskerne med hinanden og Danmark med verden, og har gjort det siden 1882. Vi er i alt 7000 medarbejdere, som med stolthed servicerer vores mere end 6 millioner kundeforhold. Vores datterselskaber Nuuday og TDC NetCo bidrager hver dag til fremtidens digitale Danmark.
Nuuday leverer innovative digitale kundeoplevelser og underholdning gennem brands som YouSee, TDC Erhverv, Telmore, Fullrate, Hiper, Blockbuster og Firmafon. TDC NetCo leverer det bedste mobilnetværk og de hurtigste faste forbindelser – og former Danmarks digitale fremtid med udrulningen af fiber og 5G.

Emner

Kategorier

Regions

Relateret materiale

Vi vil gøre en forskel, for mennesker, for samfundet, for fremtiden.

Forenede Service er Danmarks største privatejede facility service-virksomhed. Vi løser opgaver inden for rengøring, kantine og ejendomsdrift til offentlige og private virksomheder i Danmark.

Forenede Service er en del af Forenede Koncernen som er en familieejet servicekoncern med en omsætning på mere end DKK 2,7 mia. Forenede Koncernen leverer omsorgsydelser og Facility Service gennem virksomhederne Forenede Care og Forenede Service i Danmark og Sverige.