Skip to main content

Mercedes-Benz frigiver danske priser på 100 % elektrisk Vito

Pressemeddelelse   •   Nov 05, 2019 12:15 CET

Mercedes-Benz satser hårdt på fremtidens elektriske mobilitet. Med en strategi om at tilbyde en helt eller delvist elektrisk variant i alle segmenter, fejler ambitionsniveauet ingenting. Fleksibilitet, højt udstyrsniveau og attraktive priser skal være med til at bane vejen for eVito, som er seneste skud på stammen af elektriske varebiler fra producenten. Priserne begynder ved 326.000 ekskl. moms.

Mercedes-Benz er i fuld gang med at elektrificere sin modelportefølje. Målet er en elektrisk variant i hvert segment, og med den nye eVito bliver det nu muligt at køre elektrisk Mercedes-Benz-varebil i midtersegmentet. I lighed med søstermodellen med konventionel drivline holder eVito et imponerende højt niveau i standardudstyr, der blandt andet omfatter komfortførersæde med sædevarme og lændestøtte, semiautomatisk aircondition, radio med bluetooth, akustisk bakalarm samt mulighed for frit at vælge mellem top- eller sidehængslede bagdøre. Endelig følger også et årligt service med i prisen de første fire år af bilens liv.

”Vi ved, at en voksende del af fremtidens transport og logistik er elektrisk – særligt i byerne – og derfor er vi i fuld gang med at elektrificere vores modelportefølje. Med lanceringen af eVito er vi meget stolte af at kunne tilbyde vores kunder en elektrisk varebil i midtersegmentet til en meget attraktiv pris, når det kommer til de samlede omkostninger forbundet med anskaffelse og drift – den såkaldte Total Cost of Ownership,” siger Louise Klink Raaschou, salgschef hos Mercedes-Benz Vans i Danmark.

På hjemmebane i byen

Den elektriske drivline leverer en effekt på 85 kW (114 hestekræfter) og et moment på op til 300 Nm, og som en 100 % lokalt emissionsfri varebil er eVito for alvor på hjemmebane i byen. Batteriet på 41 kWh sørger for en rækkevidde på op til 150 kilometer (WLTP) på en fuld opladning. Selv i ugunstige situationer er en rækkevidde på omkring 100 kilometer stadig realistisk, hvilket langt hen ad vejen vil være tilstrækkeligt for mange erhvervsdrivendes daglige kørsel. Det tager blot seks timer at lade batteriet fra 0 til 100 %.

Foruden det omfattende standardudstyr fås eVito desuden med enten lang eller ekstra lang akselafstand. I den lange version måler eVito 5140 mm og må laste op til 1.000 kg., mens den ekstralange version måler 5370mm og må laste op til 975 kg. Den kompakte batteripakke er installeret i bilens bund og tager derfor ikke plads fra varerummet, som rummer enten 6 eller 6,6 m3 afhængig af akselafstand. Dermed matcher eVito søstermodellen Vito på de ydre såvel som de indre mål.

Priserne for eVito begynder ved 326.000 kr. ekskl. moms for eVito med lang akselafstand og ved 331.000 kr. ekskl. moms for eVito med ekstra lang akselafstand. Det er også muligt at lease eVito med ServiceLeasing. Her begynder priserne ved 4.495 kr./md. ekskl. moms i 36 måneder med 20.000 km om året og 35.000 kr. ekskl. moms i udbetaling for eVito med lang akselafstand. De første eksemplarer af eVito leveres til de første danske kunder allerede denne måned.

Læs mere om eVito her.

Mercedes-Benz Danmark A/S er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark, og er en del af den globale bilkoncern Daimler AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland. Salg af nye biler foregår gennem et netværk af autoriserede og selvstændige forhandlere, ligesom vi har et veludbygget netværk af autoriserede serviceværksteder. Vores søsterselskab Mercedes-Benz Finans Danmark tilbyder bilfinansiering og andre bilrelaterede serviceydelser. Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 250 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.