Skip to main content

​NorthSide får sin egen superhelt

Pressemeddelelse   •   Jun 01, 2016 12:24 CEST

Tegneserien Skralde-Man på NorthSide udspringer af et samarbejde med to studerende på VIA Grafisk Fortælling i Viborg

På 12 farverige sider tager superhelten Skralde-Man kampen op mod en hævnaktion fra rengøringsfirmaet S.K.U.R.K. (Søren Kurks Universelle Rengørings Korporation), der er blevet fyret af NorthSide, fordi der ikke findes skrald på festivalen længere. Resultatet er en morsom, opfindsom og vanvittig flot tegneserie skabt af Bob Lundgreen Kristiansen og Kristian Bay Kirk fra VIA Grafisk Fortælling i Viborg.

Tegneserien er kommet til verden dette forår, hvor talsmand for NorthSide, John Fogde, har fungeret som vejleder på et kursus på VIA Grafisk Fortælling. Her har et hold af studerende i samarbejde med en række virksomheder udviklet tegneserier eller andre animerede fortællinger. Målet har været at koble de studerende med erhvervslivet for at give dem et indblik i de krav, der vil blive stillet til dem, når de skal ud og lave professionelle opgaver.

- Vi har gennem årene fungerer som vejledere på en lang række uddannelser, hvor de studerende har brugt os som sparringspartnere på alt fra mad- og byggeprojekter til reklamefilm og kunstprojekter. Men dette er første gang, vi har bidraget til et tegneserieprojekt, og det færdige resultatet er helt ærligt over alt forventning, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

Idéen til Skralde-Man kom fra tegnerne Bob Lundgreen Kristiansen og Kristian Bay Kirk, der har brugt elementer fra NorthSide-universet i deres action-fyldte fortælling om arbejdet med affaldssortering på NorthSide. Trash Talkers, Trash Butleren, Lead The Way-kampagnen, Rebox-systemet og den omfattende pantordning er udviklet i samarbejde med bæredygtighedsbureauet WorldPerfect og har alle fundet deres vej ind i de to tegneres fortælling om Skralde-Mans oplevelser på NorthSide.

Det færdige resultat kan ses her: Skralde-Man på NorthSide

NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2016.

Vedhæftede filer

PDF-dokument