Gå til indhold
Oh Land til NorthSide 2019
Oh Land til NorthSide 2019

Pressemeddelelse -

Oh Land til NorthSide

First Aid Kit har desværre været nødt til at aflyse hele deres Europa-turné, hvilket giver plads til, at albumaktuelle Oh Land nu overtager pladsen i programmet

Den svenske søsterduo First Aid Kit har netop meldt ud, at de desværre ikke er i stand til at gennemføre deres planlagte Europaturné. Det betyder også, at de ikke har mulighed for at besøge NorthSide i denne omgang.

Duoen har udsendt følgende hilsen til deres mange fans:

”Elskede lyttere og følgere,

Vi er knust over at være nødt til at aflyse dette års planlagte sommerkoncerter. Vi havde glædet os vildt meget til at skulle spille, men på grund af uventede helbredsårsager kan vi simpelthen ikke gennemføre koncerterne. Alt skal nok blive okay, og vi glæder os til snart at se jer igen.

Masser af kærlighed og magi fra Stockholm,

Klara & Johanna”

Med meget kort varsel er det dog lykkes at lave en aftale med den fantastiske sanger Oh Land, der lige nu er højaktuel med det anmelderroste album ”Family Tree”. Albummet udkom 3. maj og modtog fem stjerner af både Soundvenue og GAFFA, der roste Oh Lands evne til at skabe et gennemført, velskrevet, alsidigt og poetisk album.

Nanna Øland Fabricius (aka Oh Land) er lige nu dybt begravet i arbejdet med musikken til den kommende balletforestilling ”Snedronningen”, der får premiere i Tivoli i København til december. Alligevel har hun fundet tid til at spille en række koncerter denne sommer rundt om i Europa og har nu også sagt ja til at flyve direkte fra Bruxelles til Aarhus for at spille på NorthSide 2019.

- Det er altid ærgerligt med aflysninger, og vi håber naturligvis, at vi får mulighed for at præsentere First Aid Kit ved en senere lejlighed. Men når det er sagt, er vi virkelig glade for og taknemmelige over, at det er lykkedes os med utrolig kort varsel at få så stærkt et navn som Oh Land til NorthSide. Hun kommer til Aarhus med et fremragende bagkatalog af hits som ”White Nights”, ”Renaissance Girls” og ”Sun of a Gun” samt et spritnyt og særdeles stærkt album, så det glæder vi os meget til, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

Oh Land debuterede i 2008 med albummet ”Fauna”, der blandt andet sikrede hende Kronprinsparrets kulturpris 2009. Siden er kommet fire album, international succes, musik til balletten ”Askepot” og teaterforestillingen ”Water Music” samt dommerroller i tv-programmerne ”Voice Junior” og senest ”X-Factor”.

Oh Land kan opleves lørdag 8. juni på NorthSide 2019.

NorthSide 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni 2019, og billetter kan købes via NorthSide.dk. Bemærk at prisen stiger den 31. maj.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni 2019, og billetter kan købes via NorthSide.dk. Bemærk at prisen stiger den 31. maj.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2019.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.