Pressemeddelelse -
Panter-armring til 1,8 mio. kr.
Noget så sjældent og eksklusivt som Cartiers diamantbesatte panter-armring har fundet vej til sommerens internationale auktion hos os. Den har en nypris på 1,8 mio. kr., men er vurderet til 300.000-500.000 kr., så der er mulighed for at gøre en god handel. Auktionen spænder nu vidt fra historiske art deco og belle époque-smykker til designklassikere af kendte juvelerer.
”Det er nu Cartiers eksklusive panter-armring, som er sommerauktionens ubestridte højdepunkt. Den er besat med to dråbeformede smaragder, som udgør panterens øjne og talrige brillantslebne diamanter på i alt ca. 15.74 ct., som dækker hele panterens krop. Et helt enestående smykke, som kun er de færreste forundt!”udtaler Katrin Mikkelsen vurderingsansvarlig for internationale smykker hos Bruun Rasmussen.
Det er første gang i Bruun Rasmussens historie, at vi udbyder Cartiers ikoniske panterarmring, der kun har været udbudt to gange tidligere på det internationale auktionsmarked. Cartier, der kendes som “The jeweller of the Kings, and the King of jewellers", blev grundlagt i Paris i 1847 og har lige siden frembragt nogle af verdens mest eksklusive smykker og armbåndsure. Panteren blev anvendt for første gang som dekorativt element i et armbåndsur i 1914 og har lige siden været husets ikoniske kendetegn og metafor for det elegante feminine udtryk, som er så karakteristisk for Cartier.
Belle époque og art deco
De dekorative smykker fra belle époque og art deco-tiden i starten af 1900-tallet er ekstremt eftertragtede lige nu. De taler til modebevidste kvinder, der gerne vil signalere en personlig stil med sans for detaljen. Belle époque refererer til tiden omkring år 1900 i Frankrig, mens art deco er en stilretning inden for smykker, kunstindustri og arkitektur fra perioden 1920-40. Sidstnævnte kulminerede i Europa med den store kunstindustriudstilling i Paris i 1925, Exposition internationale des arts décoratifs et industriels modernes. Hvor belle époque normalt er organisk i udtrykket, er art deco kendetegnet ved mere geometriske former, som det ses i auktionens udbudte smykker i form af en imponerende belle époque diamanthalskæde fra ca. 1910-20 til 300.000-400.000 kr. og en stilren art deco diamantring fra ca. 1920 til 300.000-500.000 kr.
Arje Griegst eventyrlige smykker
Auktionen byder også på vintagesmykker af bl.a. den danske guldsmed, kunstner og designer Arje Griegst (1938-2016). Han var i sit fantasifulde formsprog inspireret af naturen, de gamle grækere, Gaudi og galaksernes uendelighed. Den overdådige og eventyrlige stil blev hans kunstneriske kendetegn, der skilte sig ud fra den ellers så stringente skandinaviske designtradition. På denne auktion udbyder vi en smuk perle- og månestenring, som er fremstillet i cire perdue-teknikken, der typisk benyttes for at opnå en større kunstnerisk frihed i udtrykket. Denne teknik kendes især fra fremstillingen af bronzeskulpturer og er sjældent brugt i smykkekunsten. Griegsts kreationer er i dag repræsenteret på flere anerkendte museer verden over bl.a. Designmuseum Danmark, Nationalmuseum i Stockholm, V&A i London og Metropolitan Museum i New York.
Eftersyn & auktion
Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Bredgade 33, København.
Eftersyn: 24.-28. maj
Auktion: 31. maj
Pressefotos
Cartier: "Panthère" smaragd- og diamantarmring af 18 kt. hvidguld i form a panter prydet med to dråbeformede smaragder, cabochon onyx og talrige brillantslebne diamanter på i alt ca. 15.74 ct. Signeret Cartier. Cartier, Paris. Nypris: ca. 1,8 mio. kr. Vurdering: 300.000-500.000 kr.
Belle Epoque diamanthalskæde af platin prydet med talrige old-cut diamanter på i alt ca. 45.00 ct. L. ca. 40 cm. Vægt ca. 50 g. Paris, ca. 1910-20. Vurdering: 300.000-400.000 kr.
Art deco diamantring af platin prydet med smaragdslebet diamant på ca. 10.20 ct. flankeret af to baguetteslebne diamanter. Farve: Cape (M). Klarhed: VS. Ref. nr. 87629. Str. 56. Paris, ca. 1920. Vurdering: 300.000-500.000 kr.
Arje Griegst: Perle- og månestenring af 20 kt. guld prydet med barok kulturperle, talrige cabochonslebne månesten, carré- og brillantslebne diamanter og facetslebne safirer. Signeret A. Griegst. Str. 54. H. ca. 3,3 cm. Vægt ca. 24 g. Vurdering: 10.000-15.000 kr.
Emner
Kategorier
_________________________________________________________________________________
Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.
I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.