Gå til indhold
DE DANSKE MEDARBEJDERE FLYGTER

Pressemeddelelse -

DE DANSKE MEDARBEJDERE FLYGTER

ENNOVA| GLOBAL EMPLOYEE AND LEADERSHIP INDEX | APRIL 2016| MEDARBEJDERFLUGT

Næsten 20% af den danske arbejdsstyrke ønsker at forlade deres nuværende arbejdsplads inden for et år. En tredjedel af dem har slet ikke tålmodighed til at vente så længe. Nøglen til at stoppe denne medarbejderflugt ligger i god ledelse. 

Danskernes arbejdsglæde er stadig blandt de højeste i verden. Alligevel ønsker hver 5. medarbejder at finde et nyt job, inden der er gået et år. For en tredjedel af disse er et år alt for længe. For dem er ’jo før, jo bedre.’ 

”Stort set alle de medarbejdere, der ønsker at skifte job, gør det, fordi de ikke trives, hvor de er. For dem er en ny arbejdsplads ikke et tilvalg men derimod et fravalg af deres nuværende situation,” fortæller Kirstine Rechendorff, der har stået i spidsen for Ennovas undersøgelse. 

To typer medarbejdere
Den globale benchmarkundersøgelse viser, at nyansatte generelt set er mere tilfredse og motiverede over for deres virksomhed og job. Men efter bare to år sker der noget. Medarbejderne bliver mere kritiske over for både ledelsen, deres egen læring og udvikling. De medarbejdere, der ønsker at vinke farvel til deres nuværende arbejdsgiver, inden der er gået et år, kan deles op i to kategorier:

1) Run-away medarbejderen
Hver 14. Danske medarbejder (7%) er i denne kategori. De er negativt indstillet over for deres job, og det mærker kolleger og ledelse tydeligt. Denne type ønsker at forlade jobbet så hurtigt som muligt. De flygter på grund af arbejdsklimaet, ledelsen og manglende udfordringer i arbejdet. De findes blandt alle medarbejdergrupper i alle brancher men især blandt de unge, de nyansatte, salgsassistenter og ekspedienter samt medarbejdere inden for nærings- og nydelsesmiddel.

2) Walk-away medarbejderen
Den anden kategori dækker over hver 8. Medarbejder (12%). Forskellen på dem og Run-away medarbejderen er dels, at de ikke har helt så travlt med at skifte job, og at de ikke er helt så kritiske over for deres arbejde, ledelsen og arbejdspladsen som Run-away medarbejderen. Walk-away medarbejderener tilfreds, hvis blot de har et nyt job, inden der er gået et år. Deres primære begrundelser for at skifte job er nye udfordringer/karriere og løn. De findes især blandt de unge, medarbejdere med 1-2 års anciennitet, sælgere, journalister og reklamefolk.

En ledelsesopgave
”For at undgå disse typer medarbejdere, ligger der en stor opgave for lederne. De skal være tæt på deres medarbejdere og vide, hvordan de har det. Kende deres styrker og svagheder og give dem opgaver, der matcher deres kompetencer. Hvis medarbejderne alligevel er fejlplaceret, skal lederen hjælpe dem videre. Enten ved en omplacering i virksomheden eller ved at hjælpe dem godt ud af virksomheden,” siger Kirstine Rechendorff.

For utilfredse medarbejdere er problematisk. Både i forhold til de økonomiske omkostninger, det kan få for virksomheden, men også for den generelle arbejdsglæde blandt de andre medarbejdere. 

Emner

Kategorier


Om Global Employee and Leadership Index

  • Global Employee and Leadership Index er gennemført af Ennova siden år 2000 og tager hvert år temperaturen på medarbejderes arbejdsglæde, engagement og oplevelse af ledelse.
  • Undersøgelsen bygger på 38.000 svar indsamlet i 39 lande verden over.
  • Resultaterne præsenteres på konferencer i Danmark, Norge og Sverige.
  • I Danmark afholdes konferencerne i samarbejde med Dansk Industri den 10. og 11. Maj i henholdsvis København og Middelfart.

Kontakt

Else Bartholdy

Else Bartholdy

Pressekontakt Pressekontakt Kommunikation +45 31709270

Relateret materiale

Nordic Excellence Worldwide

Konsulenthuset Ennova er eksperter i at udføre medarbejder-, kunde- og ledermålinger. Med en lang række referencer betragtes vi som førende på det nordiske marked. Vi leverer viden, der forandrer. Vi rådgiver gennem hele processen, så ny viden forankres i virksomheden – og fører til den ønskede forandring.

Ennova har kontorer i Aarhus, København, Oslo og Stockholm og beskæftiger mere end 110 konsulenter og analytikere, som alle er eksperter i projektledelse, kommunikation, analyse og rådgivning.

Siden 2000 har Ennova gennemført en årlig international benchmarkundersøgelse – Global Employee and Leadership Index, GELx. Undersøgelsen bygger på 40.000 svar fra 42 forskellige lande verden over. Resultaterne giver vores kunder et unikt benchmark, som kan være med til at udvikle deres virksomheder.

Ennova præsenterer resultaterne og analyserer nationale og internationale trends i rapporten af samme navn.

Ennova A/S
Daugbjergvej 26
8000 Aarhus C
Danmark