Skip to main content

Samsung lancerer ny version af Chromebook

Pressemeddelelse   •   Mar 10, 2014 12:57 CET

Tilpasset til studiet: Forbedret ydeevne, øget batterilevetid og hurtig opstart

København den 4. marts 2014 – Nu præsenterer Samsung 2. generation af Chromebook til B2B-markedet i Danmark. Den nye Chromebook 2 lanceres i størrelserne 11,6 og 13,3 tommer og fås i farverne sort, hvid og sølv. Den store model er udstyret med en skærm med Full HD og de nye modeller har en forbedret ydeevne, øget batterilevetid og et ekslusivt design.

”Chromebook har altid været førende, når det kommer til prisen. Nu kan ydeevnen også måle sig med traditionelle laptops”, fortæller Claus Holm, Landedirektør for Samsung Danmark.

Hurtig opstart på mindre end et sekund
Den nye Chromebook giver direkte adgang til alt det brugeren har behov for. Det er ikke noget problem, at arbejde med store filer og multimedier eller lave flere ting på én gang takket være Samsungs energieffektive og kraftfulde 8 kernede processor. Chromebook 2 starter på mindre end ti sekunder, og går fra ’Sleep’ til fuld ydeevne på under et sekund. Med en batterilevetid på op til 8,5 timer kan Chromebook 2 holde til en hel skoledag eller arbejdsdag på en enkelt opladning. Det opdaterede kamera gør desuden oplevelsen ved en videokonference endnu bedre.  

Et skoleeksempel
Med dens mange funktioner blev den første Chromebook hurtigt populær inden for uddannelsessektoren, både blandt elever og lærere.

”For skoleverden har Chromebook været revolutionerende. Måske først og fremmest fordi de samlede omkostninger er så lave i forhold til andre eksisterende systemer. Det betyder, at stort set alle elever kan få deres egen computer for skolens budget”, siger Claus Holm.

Med operativsystemet Google Chrome sker opdateringerne helt automatisk, hvilket sikrer den nyeste software. Alt der behøves for at bruge Chromebook 2 er en Google-konto, hvilket betyder, at den enkelte bærbare PC nemt kan bruges af flere studerende, familiemedlemmer eller medarbejdere i en virksomhed.


Samsung Electronics Co Ltd, Korea, er førende globalt inden for forbrugerelektronik og komponenter hertil. Gennem kontinuerlig innovation og nye opfindelser udvikler vi Smart-TV, Smartphones, PC’er, printere, kameraer, køkken- og hvidevarer, medicinaludstyr, halvledere og LED-løsninger. Vi er 286.000 medarbejdere fordelt på 80 lande og har en årlig omsætning på mere end 216,7 mia. dollars (baseret på tal fra 2013). Samsungs mål er at skabe flere muligheder for mennesker over hele verden. Besøg www.samsung.com/dk for mere information.