Nyhed -

Elvis og Mozart forbedrer livskvalitet for demente borgere

Kan musik overhovedet forbedre livskvaliteten for demente? Det korte svar er: Ja. Partnere i innovationsprojektet Lyd og Sundhed har gennem to år undersøgt, hvorvidt musik kan være med til at forbedre livskvaliteten for demente borgere. Resultaterne offentliggøres på konference i Aarhus 26. november 2018. Og foreløbigt lyder det som sød musik for sundhedsvæsenet.

Antallet af mennesker med demens er stadigt stigende og mange af dem lider af bl.a. døgnrytme- og søvnforstyrrelser. Og det er med til at forværre livskvaliteten. For dårlig søvn er med til at skubbe demens yderligere i en negativ retning. Men musik kan noget helt særligt (også) for demente.

- Vi kan foreløbigt registrere, at både borgere og personale har været oprigtigt glade for musikken og synes, mange af de demente har fået en bedre søvn – eller en anden positiv virkning, som fx mere energi i løbet af dagen eller mindre uro, siger Kira Vibe Jespersen fra Aarhus Universitet (Music In The Brain) – en af projektpartnerne i Lyd & Sundhed.

Dataopsamlingen fra innovationsprojektet Lyd & Sundhed er nu afsluttet. Aarhus Universitet og Dansk Teknologisk Universitet er ved at analysere data fra hhv. aktigraferne (et armbånd, der måler søvn, red.) og lydmiljøet.

Hvad dataene siger - det bliver endeligt afsløret på konferencen The Sound of Music i Sundhedsvæsenet i Aarhus 26. november.

Lyd som middel til at opnå mål og forandring

I projektet har projektpartnerne præsenteret forskellige typer af musik for 40 demente borgere fordelt på fire plejecentre i Struer Kommune samt et for par stykker som er hjemmeboende.

- Både borgerne og deres pårørende har taget rigtig godt imod søvn og demens projektet fordi de oplever, at det forstærker borgerens livskvalitet.Samtidig understøtter projektet den måde vi bruger lyd i Struer, nemlig som et middel til at opnå konkrete mål og facilitere forandring. Det vil eksempelvis sige lyst til aktivitet, til velvære osv. - med udgangspunkt i borgerens behov, fortæller Karin Thøgersen, funktionsleder demensafsnittet, Struer Kommune.

- Vi bruger lyd og musik bevidst i dagligdagen – på lige fod med andre basale ting som mad og personlig pleje – og det gør vi, fordi det forbedrer hverdagen for demente og fordi vi også oplever en positiv effekt i medarbejdernes trivsel.

Læs også Velfærd i Struer: Projekt søvn og demens

Innovationsprojektet Lyd & Sundhed har også givet private virksomheder inspiration, indsigt og ny viden, som kan bruges til konkrete produkter eller produktforbedringer: Hvordan lyd kan inddrages i behandling og pleje af patienter og borgere.

Virksomheden Audiocura har leveret de 18 højtalere, som Struer Kommune skulle bruge i forhold til at teste musikkens effekt på de demente borgere. Stefan Kalmar, direktør i Audiocura fortæller her om deltagelsen i projektet:

- Det har været et meget intenst forløb, som har haft en positiv effekt på vores videreudvikling af vores højtaler. Vi har fået en masse gavnligt input til især, hvordan vores højtalere kan anvendes i en kommune og i stor skala. Det at have deltaget i et forskningsprojekt har desuden betydet, at vi gennem en struktureret tilgang, qua forskeren, har fået værdifuldt output til, hvordan vi kan forbedre vores produkt.

- Samtidig har det også givet os en ny viden og indsigt i en anden målgruppe, som vi ikke lige havde tænkt ind i vores kundegrundlag og en ny funktionalitet: Musik til demente borgere. Gennem projektet – og de andre projektdeltagere – har vi også fået idéer til at tænke i nye musikbaner, slutter Stefan Kalmar.

Interesserede kan møde de forskellige projektpartnere og høre mere om resultaterne til den afsluttende konference i Aarhus den 26. november. Deltagelse er gratis.

Sound of Music i Sundhedsvæsenet i Aarhus 26. november 2018

Related links

Emner

  • Videnskab, teknik

Kontakt

Mette Thiel

Pressekontakt Kommunikation og markedsføring +45 2058 5138

Troels Bierman Mortensen

Pressekontakt Adm. direktør +45 3155 1015

Relateret materiale