Nyhed -

Sådan drives innovation af rehabilitationsteknologi frem i Sydkorea

Sydkorea har over en nu længere periode været en hub for teknologisk innovation og ekspertise. Blandt andet som resultat af landets særdeles veludviklede ICT-netværk og dedikation til at være blandt verdens førende tech-nationer.

Innovation Centre Denmark Seoul har talt med Dr. Won-kyung Song fra Korea National Rehabilitation Center (KNRC). Han deler her sine indsigter i, hvordan Sydkorea fra statslig side forsøger at skubbe gang i udviklingen og implementeringen af hjælpemidler og velfærdsteknologi rettet mod ældre samt folk med fysisk funktionsnedsættelse.

Dr. Won-kyung Song deltager som keynote-taler til den kommende WHINN konference i Odense, den 19. -21. november.

Bringer teknologien ud i den virkelige verden

Korea National Rehabilitation Center (KNRC) har eksisteret i forskellige former siden 1949. Centeret er dedikeret til at fremme sundhed hos personer med mobilitetsproblemer og hjælpe dem til at reintegrere sig i samfundet. Det gør de blandt andet ved at støtte forskning i de relevante forskningsfelter samt tilbyde undervisning og et testbed, som bringer nationale velfærdsteknologiske projekter og deslige ud af laboratoriet og ind i den virkelige verden.

Det er netop sidstnævnte, at Dr. Won-kyung Song leverer sine bidrag til. Som ansvarlig for KNRC’s afdeling for forskning i rehabilitations- og hjælpemiddelteknologi (rehabilitative- and assistive technology) og en afdeling for robotteknologi til rehabilitering afslører Dr. Won-kyung Song, at processen ikke altid er ligetil. Der er mange udfordringer som skal overkommes, før teknologien når ud i hænderne på dem, der har brug for det og får lov til at blive benyttet. Dog er han af den overbevisning, at det er det hele værd, når det endelig lykkedes.

- I Korea er der et begyndende problem med at levere hjemmepleje (community care), som alternativ til hjælp på institutionerne, fortæller Dr. Won-kyung Song.

Korea har lige nu på globalt plan den laveste fødselsrate overhovedet, og lider under vægten af en enorm ældrebyrde, som er en af grundende til, at der er en større efterspørgsel på hjemmepleje.

- Teknologi kan imødekomme uopfyldte behov hos mennesker med fysisk funktionsnedsættelse og ældres liv. Selvom forskellige faktorer i den enkeltes omgivelser kan ændre sig, så kan teknologien i sidste ende forbedre livskvaliteten hos disse, siger Dr. Won-kyung Song.

Deling af erfaringer og kompetencer

Dr. Won-kyung Song dedikerer en del af sit arbejde til såkaldt ”translational research”, altså forskning, som accelererer udviklingen, og i særdeleshed implementeringen, af projekter relateret til rehabilitationsrobotter. Faktisk er den ene af de afdelinger, som Dr. Won-kyung Song er ansvarlig for specifikt rettet mod denne problemstilling.

- ’Translational Research for Rehabilitation Robots’ blev oprettet for 7 år siden med et særligt fokus på rehabilitationsrobotter. Der er i KNRC et stort fokus på at bygge bro over kløften imellem teknologi og den kliniske anvendelse. Vi samarbejder både med universiteter og forskningsinstitutter, og hjælper dem igennem groft set fire forskellige faser: Forbedring af teknologi; Afprøvning og undersøgelse; Anskaffelse af nødvendige licenser og godkendelser, som medicinsk udstyr; og Kliniske forsøg, fortæller Dr. Won-kyung Song.

KNRC’s 4 faser:

  • Forbedring af teknologi
  • Afprøvning og undersøgelse
  • Anskaffelse af nødvendige licenser og godkendelser,
  • Kliniske forsøg

Rent praktisk assisterer KNRC projekter, interne såvel som eksterne, gennem de fire faser. Dette gøres blandt andet ved at køre, hvad de kalder ”Robot Gym”. Det hentyder ikke til et sci-fi fitnesscenter for Arnold Schwarzenegger og hans terminator-kolleger, men derimod til et fysisk såvel som intellektuelt rum, hvor klinikere og ingeniører kan dele deres erfaringer og kompetencer.

Med andre ord, et led i en større infrastruktur, der er skabt for at fremme ’leading edge’ rehabilitationsteknologi og forskning, som bliver drevet, benyttet og stillet til rådighed af KNRC.

Blandt det udstyr centeret tilbyder til at teste finder man blandt andet ’lower extremity gait robot system’ (lokomat), et haptisk feedback device, en robotarm som er designet til neurovidenskabelig forskning og et bærbart (wearable) bionisk ben (gangapperat).

Internationalt perspektiv

Inden for robotteknologi har Danmark formået at markere sig på verdenskortet. Det er derfor heller ingen overraskelse, at Dr. Won-kyung Song allerede har et vist kendskab til Danmark.

- Selvfølgelig er jeg klar over, at Universal Robot blev skabt i Danmark. Jeg har faktisk også besøgt Danmark før, for cirka et år siden. Mit hold og jeg besøgte blandt andet Public Intelligence og Syddansk Universitet for at undersøge løsninger relateret til service design, udviklingen af nye hospitaler og innovativt medicinsk udstyr. Danmark var ganske imponerende som en ’testbed’ for innovation, fortæller Dr. Won-kyung Song.

Selv om Dr. Won-kyung Song og KNRC hovedsageligt opererer på nationalt plan, så er han ikke i tvivl om, at rehabilitationsområdet er helt i tråd med hvad WHO tilskynder. Nemlig at udveksle indsigter og ideer på tværs af landegrænser.

- Rehabilitationsområdet blev bygget på udveksling af erfaringer gennem indbyrdes møder og besøg. Mange af verdens lande ligner hinanden på nogen punkter, men har også afvigelser. Jeg tror på, at netop den diversitet kan bringe muligheder med sig, når det kommer til R&D, siger Dr. Won-kyung Song.

Mød Dr. Won-kyung Song til WHINN konference

Den 20. november 2019 indtager Dr. Won-kyung Song scenen på dette års WHINN konference i Odense. Her er det intentionen af sætte handling bag ordene, og dele ud af Sydkoreas erfaringer med udviklingen og implementeringen af rehabilitationsteknologi gennem det førnævnte ’translational research’.

- Jeg vil gerne dele viden om den innovative proces bag udviklingen af robotter og klinisk teknologi i Korea. Derudover er det min forhåbning også at kunne indsamle viden om Danmarks innovative teknologiske økosystemer, siger Dr. Won-kyung Song.

Dr. Won-kyung Song leverer sin keynote på WHINN konferencesporet Robots & Drones fra kl. 14:30 den 20. november.

For yderligere information

Skulle du eller din virksomhed være interesseret i at høre mere om mulighederne og markedet i Sydkorea, kan du skrive til Innovation Centre Denmark i Seoul på adressen selamb@um.dk. Skriv gerne følgende i emnefeltet: “Welfare and Rehabilitation Technology Market Opportunities in South Korea – ICDK Seoul”.

Innovation Centeret kan hjælpe med kontaktinformationer til potentielle koreanske partnere inklusive Dr. Won-kyung Song

Emner

  • Videnskab, teknik

Kontakt

Mette Thiel

Pressekontakt Kommunikation og markedsføring +45 2058 5138

Troels Bierman Mortensen

Pressekontakt Adm. direktør +45 3155 1015

Relateret materiale