Gå til indhold

Pressemeddelelse —

Aon: Virksomheder kan opnå op til 10 procent lavere forsikringspræmier

KØBENHAVN, 9 november 2026: Aon plc (NYSE: AON), en førende global virksomhed inden for professionelle services, har offentliggjort sin seneste Q3 2026: Global Insurance Market Overview, som belyser aktuelle trends og markedsforhold på det globale marked for erhvervsforsikringer.

I Norden oplever virksomheder fortsat stærk konkurrence mellem forsikringsselskaberne og god kapacitet indenfor en række centrale forsikringsområder.

De gunstige markedsforhold har medført præmiereduktioner på mellem 1 og 10 procent. Samtidig er forsikringsselskaberne fortsat mere forsigtige med komplekse eller skadesramte risici, særligt nye risikoområder relateret til blandt andet PFAS, større solcelleanlæg på tage, batterienergilagringssystemer (BESS) og transport af elektriske køretøjer.

I forbindelse med lanceringen af rapporten siger Malin Fredriksson, Nordic Chief Broking Officer og Head of Aon’s Nordic Broking Centre:

"Når vi ser frem mod 2027, er vores forventning, at det nordiske marked overordnet set fortsat vil være gunstigt for forsikringskøberne. Vi bør dog ikke forvente, at prisreduktionerne fortsætter i samme tempo indenfor alle forsikringsområder. Indenfor fx cyber, ledelsesansvar og ansvarsforsikring udenfor USA kan vi se en begyndende stabilisering af priserne, særligt i takt med at forsikringsselskaberne får øget fokus på at fastholde deres lønsomhed. Større katastrofer, skader, geopolitiske begivenheder eller ændringer på genforsikringsmarkedet kan dog hurtigt påvirke både priser og den tilgængelige kapacitet."

Ejendomsforsikring

Markedet for ejendomsrisici er præget af høj kapacitet, stærke resultater hos forsikringsselskaberne og stigende konkurrence mellem etablerede og nye aktører. Konkurrencen er blevet intensiveret gennem de seneste seks måneder, og flere forsikringsselskaber ønsker at tage ledende positioner på attraktive risici.

Resultaterne varierer dog betydeligt afhængigt af branche, skadehistorik og risikokvalitet, mens store multinationale virksomheder generelt oplever de mest favorable markedsvilkår.

Ansvarsforsikring

Også indenfor ansvarsforsikring er markedsforholdene gunstige, samtidig med at nye forsikringsselskaber søger at etablere sig i Norden.

Der er dog større forsigtighed omkring virksomheder med eksponering mod retssager i USA, hvor høje erstatninger og sagsomkostninger medfører stigende fokus på både præmier og risikovurdering.

Ledelsesansvar, D&O

Markedet for ledelsesansvar er præget af konkurrencedygtige priser og god kapacitet.

Samtidig står bestyrelser og virksomhedsledelser over for et stadig mere komplekst risikobillede med øget regulatorisk kontrol, fortsat geopolitisk usikkerhed, cyberrelateret svindel og hurtige teknologiske forandringer.

Kreditforsikring

Markedet for kreditløsninger er fortsat blødt med god tilgængelig forsikringskapacitet. Risikovurderingen bliver dog i stigende grad differentieret, og forsikringsselskaberne ser blandt andet nærmere på kundekoncentration, brancheeksponering, betalingsadfærd og kvaliteten af virksomhedernes finansielle information.

Cyber

Inden for cyberforsikring kan virksomheder opnå tocifrede procentvise prisreduktioner, afhængigt af branche og forsikringsprogrammets størrelse.

Tempoet i prisreduktionerne er dog ved at aftage. Det skyldes primært udviklingen i USA, hvor combined loss ratios er steget og i nogle tilfælde overstiger 100 procent, hvilket lægger pres på forsikringsselskabernes lønsomhed.

Transportforsikring

Det nordiske marked for transportforsikring er karakteriseret af god kapacitet fra både regionale og internationale forsikringsselskaber, men hver enkelt risiko gennemgår fortsat en grundig risikovurdering.

Prissætningen afhænger i stigende grad af risikokvalitet, skadehistorik og eksponering, mens enkelte områder, såsom transport af elektriske køretøjer, fortsat befinder sig i et hårdt marked.

Entreprise- og byggeforsikring

Ligesom inden for de fleste øvrige forsikringsområder er markedet for entrepriseforsikring blødt, og både danske/nordiske og internationale forsikringsselskaber viser stor interesse for nordiske risici.

Mange placeringer er overtegnede, og flere forsikringsselskaber ønsker at tage ledende positioner på risici af høj kvalitet.

Der er dog fortsat en forsigtig tilgang til risici med høj eksponering mod naturkatastrofer samt nye eller endnu uprøvede teknologier. Det gælder blandt andet produktion af batterier til elektriske køretøjer, BESS, CO₂-fangst og grøn brint. Lokale forsikringsselskaber udviser også forsigtighed i forhold til datacentre etableret af udenlandske virksomheder, der går ind på det nordiske marked for første gang.

Malin Fredriksson tilføjer:

"For risk managers- og virksomheder er det vigtigt at udnytte det bløde forsikringsmarked, mens forholdene er gunstige. Det er et godt tidspunkt at se på, hvor forsikringsprogrammet kan styrkes, og hvor dækning og forsikringssummer kan forbedres. Samtidig bør virksomheder styrke deres robusthed inden for områder som cybersikkerhed, forsyningskæder, skadeforebyggelse og skadeberedskab. Gode data og et stærkt underwriting-materiale er fortsat vigtigt, også når markedsforholdene er favorable."

Få et indblik i den seneste udvikling på det globale forsikringsmarked i Global Insurance Market Overview for Q3 2026.

Relaterede links

Emner

Kategorier


Aon plc (NYSE: AON) har til formål at udforme grundlaget for bedre beslutninger – med henblik på at beskytte og berige livet for mennesker over hele verden. Via handlingsorienteret analytisk indsigt, globalt integreret ekspertise, hvad angår risikovillig kapital og menneskelig kapital, samt løsninger, der er relevante på lokalt plan, giver vores kolleger i mere end 120 lande og jurisdiktioner vores kunder den nødvendige klarhed og tillid til at træffe bedre beslutninger, hvad angår risici og medarbejdere – beslutninger, der medvirker til at beskytte og vækste deres virksomheder.

Følg Aon på LinkedIn, X, Facebook og Instagram. Hold dig opdateret ved at besøge Aon’s nyhedssektion, og tilmeld dig nyhedsvarsler her.

Kontakt