Pressemeddelelse -
Ny rapport: Madlavning styrker børn og unges sociale bånd
Madlavning i hjemmet åbner døren til kreative oplevelser og styrker fællesskabet blandt børn og voksne. Arla Fondens seneste Børn, Unge og Mad-rapport viser, hvordan madlavning kan fungere som en katalysator for både nærvær og læring. Men det kræver, at børnene får lov til at komme med i køkkenet – også selv om det måske roder og er besværligt.
"Det er specielt hyggeligt med personer, man kender, for du kan få nogle gode samtaler, og det kan også være sjovt, hvis nu man laver en fejl, og det hele bliver ødelagt, for så får man det største grineflip bagefter, når de ligner fugleklatter i ovnen," sådan siger en pige på 12 år i dette års Børn, Unge og Mad-rapport. En rapport, der viser, hvordan madlavning er en vital social aktivitet, der ikke alene bringer familier tættere sammen, men også forstærker venskaber.
"Madlavning skaber en unik mulighed for at bygge sociale bånd og styrke fællesskabet. Det involverer samarbejde, kommunikation og læring, hvilket er afgørende for børn og unges udvikling. Og det er virkelig dejligt at se, at børnene oplever, at de finder et fællesskab og et rum for samtale og eksperimentering, når de står sammen i en madlavningssituation. For det er jo netop noget af det, som madlavning kan, og det er derfor, at det er så vigtigt, at vi bliver ved med at arbejde for at give børn og unge maddannelse og madglæde," siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.
Gode oplevelser i køkkenet
”Fordi at jeg nogle gange synes, at det er hyggeligt at stå i køkkenet med min mor og snakke,” svarer pige på 12 år i rapporten på spørgsmålet om, hvorfor de hjælper med at lave mad derhjemme.
Og forældrene spiller generelt en stor rolle for børnenes lyst til at lave mad. Blandt andet siger 58% af børnene, at de tror, de ville blive bedre til at lave mad ved at lave mad med deres familie.
Sidse Schoubye Andersen, sociolog og lektor ved Western Norway University of Applied Sciences, bemærker i den forbindelse: "Der skal være mere fokus på processen frem for produktet. Det er knap så vigtigt, at pastaen ikke bliver kogt perfekt." Hun understreger altså vigtigheden af, at forældre giver slip på kontrollen og accepterer fejl undervejs, hvilket kan gøre madlavning til en meningsfuld oplevelse.
”Mine forældre siger, at jeg forstyrrer, og at de vil gøre det selv,” siger dreng på 13 år.
Det får også Sanne Vinther til at kommentere: "Det er vigtigt, at vi skaber et miljø, hvor børn føler sig motiverede og inspirerede, selv når de møder udfordringer i køkkenet. Madlavning bør være en kilde til glæde og læring, hvor de også kan få lov til at fejle og lære af det."
Fællesskab ved spisebordet
At spise samlet omkring spisebordet har været børnenes foretrukne måde at spise aftensmad på i alle de år, Arla Fonden har lavet rapporten. I år siger lidt over 50 % af børnene, at det er deres klart fortrukne måde at spise aftensmad på, mens de resterende foretrækker at spise foran tv (enten sammen eller alene) eller spise ude.
Sidse Schoubye Andersen understreger, at familiemåltider er en værdifuld social rutine, som giver børn og voksne et vigtigt fast holdepunkt i en travl hverdag: "Måltider er et samlingspunkt, hvor man kan udveksle information. I en hverdag, hvor familiemedlemmer ofte tilbringer meget tid uden for hjemmet, er det vigtigt at have et fast holdepunkt."
Børn værdsætter især den genkendelighed og de rammer, som fælles måltider skaber, og de oplever ofte, at maden smager bedre i godt selskab. Ifølge Sidse Schoubye Andersen er det afgørende, at forældrene skaber gode rammer omkring måltidet for at styrke det som en positiv social aktivitet, hvor børnene lærer familiens normer omkring mad og samvær.
"Vi skal genvinde måltidet som en værdifuld social rutine. At spise sammen ved spisebordet som familie bør være en prioritet, da det skaber rum for nærvær og samtale," siger Sanne Vinther og slutter: "Rapporten viser med al tydelighed, at madlavning og fællesspisning er mere end blot daglige rutiner. De er kraftfulde redskaber til at styrke sociale bånd og fremme børns udvikling. Den understreger samtidig vigtigheden af at bevare disse traditioner i en travl hverdag, hvor nærvær og fællesskab kan være det, der binder både familier og venner sammen."
Om rapporten: Børn, Unge og Mad 2025
- Antal deltagere: 1.275 i alderen 10-15 år
- Fordeling: 628 piger og 629 drenge + 18 andet
- Undersøgelse udført af: Silverlining Research på vegne af Arla Fonden
- Dataindsamling: Besvarelser fra både Arla Fondens partnerskoler og panelundersøgelser via Norstat
- År for undersøgelsen: 2025
Ovenstående tal er bare nogle af de unikke indsigter, Arla Fonden løfter frem i årets Børn, Unge og Mad-rapport, der er den femte i rækken, siden den første udkom i 2020.
Det er Arla Fondens ambition, at rapporten skal give nye indsigter til arbejdet med børn og unge. Indsigterne skal bidrage til, at Arla Fonden og andre interesserede kan blive inspirerede af børnenes tanker og klogere på deres madvaner. Dermed fremmes også Arla Fondens formål: At skabe madglæde og bæredygtige madvaner til den næste generation. Hele rapporten kan læses på Årets rapport - Arla Fonden.
Om Arla Fonden
Arla Fonden vil inspirere børn og unge til gode, sunde og bæredygtige madvaner. Det gøres gennem involverende læringsaktiviteter, hvor børn og unge kan fordybe sig i mad, råvarer, måltider og bæredygtighed.
En stor del af læringsaktiviteterne er udviklet til skolernes 6. – 8. klassetrin. Dette gælder for eksempel Madlejr, hvor klasserne tilbydes at komme på madlejrskolen på øen Helnæs på Sydfyn og Madværkstederne, hvor Arla Fondens undervisere gennemfører tematiserede workshops ude på skolerne.
Arla Fonden har også læringsforløb, der kan foregå i fritiden. Madspildsskolen, en pop-up aktivitet for familierne, afvikles i et partnerskab med Too Good To Go, føtex og Arla og er et eksempel på denne type aktivitet i fritiden.
Kontakt
Arla Fonden:
Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden
sanne.vinther@arlafonden.dk
+45 4033 2333
Emner
_______________________________________________________________________________
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 7600 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.