Gå til indhold
Stærk vækst i andet halvår af 2023 og større fart på CO₂e-reduktionerne

Pressemeddelelse -

Stærk vækst i andet halvår af 2023 og større fart på CO₂e-reduktionerne

Arla Foods tilpassede sig et udfordret mejerimarked ved at genskabe stærk vækst for brandede produkter i andet halvår og bekræfter dermed en positiv forventning til første halvdel af 2024. En stærk afslutning på året gør, at bestyrelsen foreslår en højere end forventet efterbetaling til andelshaverne – totalt 270 millioner EUR for året.
Arla og dets andelshavere gjorde betragtelige fremskridt i CO₂e-reduktionerne med en samlet reduktion i emissionerne på næsten 1 million tons CO₂e de seneste to år. Det betyder, at Arla Foods er godt på vej til at opfylde reduktionsmålet for 2030. Med lanceringen i 2023 af en banebrydende tillægsmodel for bæredygtighed, et pointbaseret system, der belønner bæredygtighedstiltag på gårdene, og et nyt program til at hjælpe kunderne med deres scope 3-reduktioner forventer Arla at accelerere reduktionerne yderligere i 2024.

Efter et udfordrende første halvår kom Arla Foods hurtigt tilbage på med stærke vækstrater på alle markeder og for alle brands i årets anden halvdel. Totalt set for hele året overgik virksomhedens effektivitetsprogram ambitionerne, ligesom Arlas gearing blev forbedret.

Arla-koncernens samlede omsætning endte på 13,7 milliarder EUR, hvilket næsten er identisk med 2022-omsætningen på 13,8 milliarder EUR. Omsætningen blev påvirket af valutaeffekter, primært for SEK, GBP og USD.

Øgede omkostninger til solgte varer og generel inflation førte til et fald i Arlaindtjeningen på 8,1 EUR-cent/kg til 47,0 EUR-cent/kg fra det højeste niveau nogensinde i 2022. Selvom 2023-resultatet er lavere end i 2022, er det 15% over gennemsnittet for de seneste fem år.

"Takket være vores landmænds, medarbejderes og ledelses stærke indsats har vi i Arla i 2023 endnu en gang demonstreret vores evne til at tilpasse os udfordrende markedsforhold. Jeg er utrolig stolt af vores solide resultater, som både afspejles i den konkurrencedygtige mælkepris og de milepæle inden for bæredygtighed, vi har nået. Bæredygtighed er en udfordring, vi ikke må ignorere, men vi er godt på vej mod at opfylde vores CO₂e-reduktionsmål for 2030. Vi andelshavere viser, at vi tør være proaktive og påtage os opgaven gennem innovation og handling," udtaler Arla Foods' formand, Jan Toft Nørgaard.

Arla nåede i 2023 et nettoresultat til fordeling til andelshaverne på 380 millioner EUR eller 2,8% af omsætningen, hvilket er i den lave ende af målintervallet på 2,8-3,2%.

Den solide økonomiske præstation og robusthed har gjort det muligt for Arlas bestyrelse at foreslå en efterbetaling, herunder forrentning af konsolideret kapital, til landmændene på 2,07 EUR-cent pr. kg leveret mælk, hvilket svarer til 270 millioner EUR i alt og er et godt stykke over det niveau, der er fastsat i Arlas konsolideringspolitik.

"Den foreslåede efterbetaling og den konkurrencedygtige acontopris i 2023 afspejler direkte Arlas økonomiske resultater og robusthed. Vi har skullet navigere i et svækket og volatilt globalt marked for mejeriprodukter og tackle modvind fra flere valutaer. I lyset heraf er jeg meget tilfreds med, at vi i 2023 var i stand til at betale den næsthøjeste gennemsnitlige acontopris nogensinde og samtidig udbetale en høj efterbetaling til vores andelshavere ved årets udgang," siger Peder Tuborgh, CEO for Arla Foods.

Investeringer beløb sig til et rekordniveau på 601 millioner EUR sammenlignet med 521 millioner EUR i 2022.

PÅ VEJ MOD 2030-MÅLET MED HURTIGERE CO₂e-REDUKTIONER

Arlas landmænd viste igen deres engagement i at reducere drivhusgasser. I gennemsnit præsterede de en reduktion på 3,6% CO₂e i forhold til 2022, hvilket førte til et fald i emissionerne på gårdene fra 1,12 til 1,08 kg CO₂e pr. kg ejermælk.

Arla har nedbragt sine scope 3-emissioner, som udgør 96% af Arlas samlede CO₂e-aftryk, med 3 procentpoint pr. kg mælk og valle og med i alt 12% i forhold til referenceåret 2015.

Scope 1- og 2-emissionerne har Arla reduceret med 4 procentpoint i 2023, og de er i alt 33% lavere end i referenceåret 2015. Dette skyldtes primært energioptimering på produktionsanlæg og effekter af elkøbsaftaler.

Fra 2021 til 2023 har Arla sammen med sine andelshavere reduceret udledningen med næsten 1 million tons CO₂e og er godt på vej til at nå sine reduktionsmål for 2030 på 63% for scope 1+2 og 30% for scope 3.

I 2023 tog Arla desuden historiske skridt for yderligere at fremskynde reduktionen i scope 3-emissionerne. Andelsmejeriet lancerede sin tillægsmodel for bæredygtighed, som knytter en del af den mælkepris, som landmændene modtager, direkte til bæredygtighedstiltag på gårdene, og CSP-programmet (Customer Sustainability Programme), som skaber et tættere samarbejde mellem landmænd og kunder gennem projekter, der har til formål at skabe fremskridt og opnå værdiskabelse frem mod fælles klimamål.

"Sammen med vores andelshavere har vi lanceret vigtige initiativer, der har en direkte påvirkning på vores udledningsreduktioner. Med en reduktion på næsten 1 million tons CO2e de seneste to år er vi godt på vej til at nå vores 2030-mål. Samtidig skaber vi også merværdi for vores kunder. Det er et godt eksempel på, hvordan vi er med til at forme mejeribranchens fremtid,” fortsætter Peder Tuborgh.

De første udbetalinger fandt sted i sommeren 2023 og markerede, at den mælkepris, som Arla-landmændene modtager, nu for første gang nogensinde er direkte knyttet til deres bæredygtighedsindsats. Landmændene kan tjene op til 3 EUR-cent pr. kg mælk gennem i alt 19 forskellige klimatiltag, der tilskynder til initiativer, der bidrager til at nå Arlas 2030-mål om at reducere scope 3-emissionerne med 30% pr. kg mælk og valle sammenlignet med referenceåret 2015, samt andre bæredygtighedstiltag såsom forbedring af biodiversiteten. I 2023 blev i alt 226 millioner EUR omfordelt gennem dette system baseret på det antal point, hver enkelt landmand optjente i tillægsmodellen, og deres indsendte klimatjekdata.

FULD FART PÅ VÆKSTEN FOR BRANDEDE PRODUKTER I ANDET HALVÅR AF 2023

Den høje inflation og de tilsvarende høje leveomkostninger i 2022 fortsatte i starten af 2023, hvilket resulterede i, at forbrugere i især Europa begyndte at handle mere i discountforretninger og købe billigere produkter og generelt færre mejeriprodukter. Det har medført en flad udvikling i retailforbruget af mejeriprodukter i hele regionen. I Afrika og Sydøstasien påvirkede valutaeffekter i høj grad forbrugernes købekraft. Arlas brandportefølje demonstrerede dog sin robusthed under ustabile forhold.

"2023 var et år, der bestod af to helt forskellige halvdele. I første halvår fortsatte forbrugerne med at vælge billigere produkter på grund af inflationen, og vi så vores volumendrevne omsætningsvækst for strategiske brands falde med 6,0%. Vi kom dog meget stærkt igen i andet halvår af 2023 med en volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands på 4,1%," påpeger Peder Tuborgh.

Faldet i forbruget af mejeriprodukter i retailleddet fladede ud i løbet af året, da inflationen begyndte at lette, og lønningerne steg, og hen mod slutningen af året kunne vi konstatere, at forbruget af mejeriprodukter steg igen, hvilket resulterede i en flad udvikling i retailforbruget af mejeriprodukter for EU-regionen i 2023.

I 2023 nød Arla godt af en omsætningsfremgang for brandede produkter på 1,2% til et rekordhøjt niveau på 6.375 millioner EUR (6.300 millioner EUR i 2022) på grund af højere priser. Arla oplevede et underliggende fald i volumendrevet omsætningsvækst for brandede produkter på 0,7%, hvilket var bedre end forventet og betød, at virksomheden startede 2024 med positivt momentum.

FORRETNINGSOMRÅDER RAMT AF NEGATIVE VALUTAEFFEKTER

Arlas forretning er opdelt i fire forretningsområder.

På grund af høj inflation og forhøjede priser på mejeriprodukter var omsætningen i brandede mejeriprodukter i Europa under pres i 2023, men forbrugerne begyndte at vende tilbage til brandede produkter i anden halvdel af året. Omsætningen steg med 2,7% til 7.984 millioner EUR sammenlignet med 7.771 millioner EUR i 2022. Den volumendrevne vækst for brandede produkter faldt med 1,3%, fordi forbrugerne begyndte at vælge billigere produkter og gik efter tilbud. Det mærkedes tydeligst i Sverige, hvor Arla oplevede et fald i volumen for brandede produkter på 5,1%, da høj inflation, høje renter og en svækket SEK påvirkede svenske husholdninger negativt. Trods den udfordrende situation leverede Arlas Holland/Belgien/Frankrig-klynge en vækst for brandede produkter på 6,9%, mens Storbritannien nåede 2,2%. Starbucks™ leverede en vækst på 21,8%, og Arla® Protein fortsatte sin vækstrejse med 60,5%.

Forretningsområdet Arla International øgede omsætningen med 1,4% til 2.471 millioner EUR fra 2.437 millioner EUR i 2022. På trods af høje prisniveauer forblev den volumendrevne vækst for brandede produkter positiv og endte på 1,9%. Arla opnåede volumenvækst for brandede produkter i regionerne Mellemøsten og Nordafrika samt Sydøstasien på henholdsvis 4,2 og 3,9%. Virksomhedens forretning i Vestafrika blev negativt påvirket af devalueringen af valutaen og den efterfølgende inflation i Nigeria.

Hos datterselskabet Arla Foods Ingredients (AFI), der er 100% ejet af Arla, voksede volumenerne af værdiforædlet protein med 10,4%, men omsætningen faldt med 6,3% til 963 millioner EUR sammenlignet med 1.028 millioner EUR i samme periode sidste år. I 2023 stod AFI over for et meget dynamisk markedsmiljø og måtte tackle usædvanligt volatile råvarepriser på valle- og laktosebaserede ingredienser foruden valutauro såsom devalueringen i Argentina, hvor AFI har et produktionsanlæg.

Andelen af mælketørstof solgt af Global Industry Sales steg til historisk store volumener på 27,4% sammenlignet med 23,6% sidste år. Forretningsenhedens omsætning faldt med 8,7% til 2.214 millioner EUR fra 2.531 millioner EUR i 2022 på grund af hastige fald i råvarepriserne i første halvår. Råvarepriserne begyndte at rette sig i anden halvdel af 2023, primært drevet af en faldende mælkeproduktion.

FORVENTNINGER TIL 2024

Arla forventer, at de ustabile markedsforhold, som skyldes eksterne faktorer såsom reduceret købekraft blandt forbrugerne, ændringer i valutakurser og geopolitiske spændinger og usikkerheder, fortsat vil påvirke forretningen i 2024. Arla forventer, at det vækstmomentum, der prægede sidste halvår af 2023, fortsætter i første halvår af 2024, hvilket vil resultere i en forventet tilbagevenden til en volumendrevet brandvækst i 2024 som helhed på 1,0-3,0% trods mere usikre markeds- og vækstudsigter for anden halvdel af året.

Det er Arlas mål at opretholde det nuværende tempo i sine bestræbelser på at reducere sin klimapåvirkning ved hjælp af virksomhedens klimastrategi, herunder tillægsmodellen for bæredygtighed og det seneste tiltag, CSP. Dette vil gøre det muligt for Arla at nå sine emissionsreduktionsmål for 2030 – en reduktion på 63% i scope 1- og 2-emissioner og en reduktion på 30% i scope 3-emissioner pr. kg mælk og valle – ved at udnytte det stærke momentum fra de vigtige milepæle, der blev nået i 2023.

I en kommentar til virkningerne heraf udtaler Peder Tuborgh:

"Vi forventer fortsat volatilitet på flere planer, men vores stærke præstation i andet halvår af 2023 gør, at vi er meget fortrøstningsfulde omkring 2024. Der er stadig usikkerheder, da voksende uro rundt om i verden og deraf følgende økonomisk afmatning kan påvirke vores forretning negativt. Arla befinder sig imidlertid i en robust finansiel position, og den globale efterspørgsel efter mejeriprodukter er fortsat stærk. Gennem vores bæredygtighedsstrategi, herunder tillægsmodellen og det seneste tiltag, CSP, vil vi sætte yderligere fart i bestræbelserne på at reducere vores klimaaftryk og nå vores 2030-emissionsmål for scope 1, 2 og 3. Vi fastholder vores engagement i at opfylde Future26-ambitionerne og fortsætte bestræbelserne på at være rollemodel for en bæredygtig mejeribranche."

Det forventes, at koncernens omsætning for 2024 vil ende på 13,2-13,7 milliarder EUR. Faldet skyldes primært lavere salgspriser sammenlignet med de rekordhøje niveauer i begyndelsen af 2023 og negative valutaeffekter. Nettoresultatandelen vil ende i intervallet 2,8-3,2% og effektivitetsgevinster i intervallet 85-105 millioner EUR. Gearingen forventes at ligge i intervallet 2,4-2,8. Arla offentliggør sin års- og bæredygtighedsrapport for 2023 den 29. februar.

Nøgletal fra resultatet for 2023:

  • Koncernens omsætning: 13,7 milliarder EUR.
  • Arlaindtjening 47,0 EUR-cent/kg.
  • Mælkemængde: 13,9 milliarder kg.
  • Nettoresultatandel af omsætningen: 2,8%.
  • Bestyrelsens forslag til resultatdisponering: Efterbetaling inkl. renter på 270 millioner EUR svarende til 2,07 EUR-cent pr. kg ejermælk, hvoraf renten på konsolideret kapital er 18 millioner EUR svarende til 0,14 EUR-cent. Konsolideringen beløber sig til 110 millioner EUR svarende til 0,84 EUR-cent pr. kg ejermælk, heraf 41 millioner EUR i individuel kapital og 69 millioner EUR i kollektiv kapital.
  • Nettoeffektivitetsgevinster: 114 millioner EUR.
  • Gearing: 2,6.
  • Samlet volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands: -0,7% – inkluderer Lurpak®, Arla®, Puck®, Castello® og Starbucks®.
  • Volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands i første halvår af 2023: -6,0%.
  • Volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands i andet halvår af 2023: +4,1%.
  • Investeringer i immaterielle aktiver, ejendomme, produktionsanlæg og udstyr inklusiv brugsrettigheder beløb sig til et rekordhøjt niveau på 601 millioner EUR sammenlignet med 521 millioner EUR i 2022.

Bæredygtighed

  • Vi har fremskyndet scope 3-reduktionerne og er på vej mod at opfylde reduktionsmålene for 2030 med en CO₂e-reduktion på næsten 1 million tons de seneste to år.
  • Vi har gennemført en vellykket lancering af vores banebrydende tillægsmodel for bæredygtighed i 2023 samt et nyt CSP-program (Customer Sustainability Programme), som skal sætte yderligere fart på både værdiskabelse og tiltag på gårdene.


Arla®, det største strategiske brand målt på omsætning og et paraplybrand med et alsidigt udvalg af succesfulde underbrands inden for mælk, yoghurt, fløde, pulver og ost, var generelt udfordret i 2023. Med et fald i volumen for brandede produkter på 2,8% sammenlignet med 2022 er volumenerne tilbage til niveauet fra før coronakrisen. Højere priser medførte en mindre omsætningstilbagegang til 3.618 millioner EUR (3.702 millioner EUR i 2022). Visse underbrands præsterede en ekstraordinær volumenvækst trods højere priser. Som eksempel kan nævnes Arla® Protein, hvis volumener voksede med 60,5%.

Lurpak® er det førende brand inden for smør og smørbare produkter i Danmark, Storbritannien og MENA og sælges i 100 lande. Lurpak® oplevede en stigning i volumenerne på 0,8% i forhold til 2022 og højere salgsvolumener end før coronakrisen. Brandet formåede at fastholde den forbrugerinteresse, som toppede under pandemien. Omsætningen voksede med 2,9% til 772 millioner EUR fra 750 millioner EUR i 2022.

Puck®, Arlas stærke brand i Mellemøsten og førende brand inden for smørbar ost i MENA, præsterede en volumenvækst på 6,5%, hvilket overgik væksten i 2022 på 4,7%. Omsætningen voksede med 4,9% til 526 millioner EUR fra 504 millioner EUR i 2022.

Castello® mistede 1,7% af sin volumen i forhold til 2022. På grund af højere priser steg omsætningen imidlertid med 3,0% til 246 millioner EUR sammenlignet med 238 millioner EUR i 2022. Kategorien for brandet ost, især specialost, som Castello hører under, oplevede modvind i en tid med inflation og recession.

Sortimentet af drikkeklar kaffe under det licenserede mærke Starbucks®, der fås i mere end 50 lande, leverede en volumenvækst på 15,7% i 2023 trods inflationens og den økonomiske usikkerheds negative påvirkning af de internationale markeder.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8500 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum