Gå til indhold
Så er vinteren startet

Nyhed -

Så er vinteren startet

Klokken 00.47 natten til torsdag den 11. oktober startede vinteren officielt - i hvert fald ifølge Vejdirektoratet.

På det tidspunkt kaldte direktoratet nemlig saltbiler ud til at salte årets første strækninger: Svingbroen i Næstved, Fiskebækbroen ved Farum og Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund.

Dermed startede vinteren 47 minutter senere end sidste år, hvor Vejdirektoratet kaldte de første saltbiler ud på vejene den 10. oktober. I år nåede vi altså netop ind i den 11. oktober, før det blev nødvendigt.

De tre broer, der indledte årets saltning, er ”gamle kendinge” i forhold til Vejdirektoratets vintertjeneste. Det er stålbroer, der hurtigt får rim på kørebanen, når der blæser en kold vind. Sidste år var det faktisk netop på Svingbroen i Næstved, at årets første saltning fandt sted.

Vejdirektoratets vintertjeneste styres fra direktoratets vintervagtcentral i Aalborg. Den er bemandet med uddannede vintervagter, som hele vinteren overvåger vej- og vejrsituationen og bekæmper glatføre på statsvejene. Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået – eller vil opstå – sørger vintervagten for, at der bliver saltet og/eller sneryddet. 

Vinterens vejrlig fordrer dog også øget agtpågivenhed fra trafikanterne, ikke mindst hvis man skal ud at køre i de tidlige morgentimer.

Udover Vejdirektoratets gode vinterråd som ses nedenfor, har Rådet for Større Dæksikkerhed følgende råd:

1. Montér vinterdæk. De har de bedste egenskaber i kulde, og naturligvis i sne og på is.

2. Tjek at mønsterdybden ikke er under 3 mm. Selvom lovkravet til personbilsdæk er 1,6 mm mønsterdybde, vil vejgrebet være betydeligt nedsat allerede fra 3 mm.

3. Kontrollér dæktrykket. Et korrekt dæktryk sikrer optimale bremse- og styreegenskaber i alle situationer.

Her følger Vejdirektoratets gode vinterråd til trafikanterne:

1. Orienter dig om glatføreforholdene på vejene inden du kører hjemmefra. Enten via medierne eller på Vejdirektoratets egen side www.vintertrafik.dk.

2. Tag hjemmefra i god tid så du kan køre roligt og forsigtigt, hvis vejen er glat .

3. Pas særligt på ved udsatte steder hvor der er større risiko for glatføre. Det gælder specielt ved skovstrækninger, lavtliggende områder og på og under broer. 

4. Bemærk at glatføre ikke altid kan ses. Kør derfor forsigtigt, også selv om vejen umiddelbart ser fin ud.

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

Volker Nitz

Volker Nitz

Pressekontakt Direktør 40 54 68 50

Velkommen til Dækbranchen Danmark!

Dækbranchen Danmark er interesseorganisation for hele dækbranchen i Danmark. Her samles Dæk Specialisternes Landsforening , Dækimportørforeningen og Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk i en stærk brancheorganisation.
Neutral og forbrugervenlig oplysninger til trafikanterne sker via Rådet for Større Dæksikkerhed.
Dækmagasinet som udgives af Dækbranchen Danmark er landets eneste brancheblad som fokuserer på alt hvad der har med dæk at gøre.