Pressemeddelelse —
Bilister gambler med sikkerheden
Forud for sidste vinter blev det gode dækvalg truffet af en rekordstor andel bilister, og det laveste antal personbiler på sommerdæk i vinterperioden kunne registreres. Desværre er resultatet nu med modsat fortegn, idet andelen af personbiler på vinterdæk i sommerheden er den højeste nogensinde – og direkte bekymrende for trafiksikkerheden.
”Flere end 550.000 personbiler på vinterdæk i sommervarmen er en ny uheldig rekord. Faktisk er det en direkte bekymrende udvikling,” siger Volker Nitz, Rådet for Større Dæksikkerhed.
I uge 26 blev der tjekket personbilsdæk på offentlige parkeringspladser af repræsentanter fra Rådet for Større Dæksikkerhed, Dækimportørforeningen, FDM og i synshaller af Applus+ Bilsyn. Resultaterne vidner om risikable dækvalg, da alt for mange bilister har valgt at køre videre på vinterdæk fremfor at skifte til de rigtige dæk til årstiden.
554.000 med risikabelt dækvalg
19 % af bilerne kørte på vinterdæk i sommerheden, hvilket svarer til 554.000 biler af den totale vognpark.
”Andelen af biler på vinterdæk denne sommer er steget med hele 124.000 biler sammenlignet med uge 26 i 2025. Totalt er det det højeste niveau siden 2010, og risikoen for at komme galt afsted er altså væsentlig større end dengang,” siger Volker Nitz og fortsætter: ”I takt med udviklingen af bilerne er kravet til dækkene nemlig blevet væsentlig større. Bilerne er for en meget stor del af vognparken blevet markant tungere, kan accelerere meget hurtigere og er mere krævende i forhold til stabilitet. Det får man langt fra med bløde vinterdæk i sommervarmen.”
Længere bremselængde, dårligere vejgreb og kortere rækkevidde
Ved høje temperaturer kan vinterdækket blive ustabilt, og det har om sommeren dårligere bremselængde og vejgreb. På våd vej har vinterdæk 15 % længere bremselængde om sommeren, og på tør vej er der 10 % dårligere vejgreb f.eks. rundt i en kurve. Ligeledes er det dårligt for bilens rækkevidde – både i batterikapacitet og brændstof.
”Vinterdæk har op til 15 % højere rullemodstand, så de bruger mere energi, når bilen skal flyttes og tilmed slides de hurtigere, fordi gummiblandingen er blødere, da den er tilpasset de lavere temperaturer om vinteren. Så få nu lagt vinterdækkene i hi, så de også er noget værd, når de skal bruges til vinterhalvåret,” slutter Volker Nitz.
Related links
Emner
Kategorier
Denne pressemeddelelse er udsendt på vegne af Rådet for Større Dæksikkerhed.
Rådet for Større Dæksikkerhed blev etableret i 1991 med det formål, at udbrede og højne forbrugernes samt offentlige instansers kendskab til dæk og de dermed forbundne sikkerhedsaspekter på en almennyttig og mærkeneutral basis.
Det er endvidere målet at udbrede kendskabet til bestemmelser og lovgivning for herigennem at medvirke til større trafiksikkerhed.
Rådet består af repræsentanter fra FDM, Teknologisk Institut, Dækimportørforeningen, Dæk Specialisternes Landsforening og Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk.