Pressemeddelelse -

Danish Crown Beef vokser

Mere end to tredjedele af alle danske kreaturslagtninger foregår nu hos Danish Crown Beef. På europæisk plan er Danish Crown, efter købet af Teterower Fleisch i Tyskland, nu femtestørste aktør indenfor oksekød.

I det seneste regnskabsår har Danish Crown Beef løftet sin andel af slagtningerne i Danmark fra 65 til 67 pct. Det er sket i et år, hvor ejerne – på grund af høje mælkepriser – generelt har været tilbageholdende med at sende dyr til slagtning.

- Målt i kilo sætter vi ny rekord i Danmark, og den kommer på det helt rigtige tidspunkt, for vi oplever en rigtig god efterspørgsel på dansk kød fra både den danske detailhandel, indenfor foodservice og på eksportmarkederne. Vores kunder vægter bredt set leveringssikkerhed og adgang til de rigtige kvaliteter og mængder meget højt. Derfor er samspillet mellem adgangen til råvarerne og det arbejde, vores meget loyale og fagligt dygtige medarbejdere leverer hver dag, helt afgørende, siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef.

Et af målene i Danish Crowns 4WD-strategi er, at oksekød om fire år skal udgøre 15 pct. af den samlede omsætning. Det kan ikke opfyldes alene gennem organisk vækst, og derfor købte Danish Crown Beef i foråret det tyske slagteri Teterower Fleisch, der ligger i byen Teterow mellem Rostock og Berlin.

- Vi er kommet rigtig godt i gang i Teterow. Vi har som planlagt indført mange af de systemer, som vi bruger på vores andre slagterier, og resultaterne har faktisk været bedre end ventet. Derfor bidrager Teterower Fleisch allerede nu positivt til bundlinjen, så vi har i høj grad fået bekræftet, at det er en virksomhed, der kan udvikles til glæde for vores ejere, siger Finn Klostermann.

Købet af Teterow og en øget forædling har løftet omsætningen med næsten 20 pct. Afregningen for ejernes leverancer af kreaturer har været stabil gennem året, og for første gang siden finanskrisen er efterspørgslen stigende fra Sydeuropa.

Danish Crown Beefs samlede restbetaling bliver 100 mio. kr. mod 99 mio. kr. sidste år, men grundet de højere mængder er restbetalingen for kreaturer uændret 130 øre/kg. Samtidig indsættes 9,4 øre pr. kilo på de personlige ansvarlige konti.

Danish Crowns gevinst fra Plumrose kommer også ejerne af Danish Crown Beef til gode. Ejerne får udbetalt 8,24 øre for alle leverede andelshaver-kilo gennem de seneste fem år. For en leverandør, der i gennemsnit har leveret 500 kalve om året, giver det en ekstra udbetaling på cirka 41.000 kroner.

- Når vi lægger det hele sammen, vil det for mange svare til et tillæg til noteringen på 180 øre for deres leverancer gennem det seneste år, og det kan vi kun være tilfredse med. At det så havde set endnu bedre ud, hvis koncernens forædlingsselskaber ikke havde haft et svært år, det kommer vi ikke uden om. Jeg vil dog tillade mig at glæde mig over et rigtigt fint resultat i Danish Crown Beef, for jeg har en stærk tro på, at vi vil forsætte den positive udvikling i årene, der kommer, siger Peder Philipp, der er formand for Danish Crown Beef.

Restbetalingen og den ekstra udbetaling fra salget af Plumrose vil være ejerne til rådighed tirsdag den 5. december.

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • 4wd-strategi
  • nøglepersoner
  • regnskab
  • beef

Danish Crown-koncernen er en global kødvirksomhed og blandt verdens største indenfor sit felt.

Koncernen er verdens største svinekødseksportør og Europas største producent af svinekød. Vi er desuden Europas største kødforædlingsvirksomhed og en betydelig aktør på det europæiske oksekødsmarked.

Kontakt

Jens Hansen

Pressekontakt Pressechef 8919 1431

Astrid Gade Nielsen

Pressekontakt Vice President, Group Communications

Relateret materiale