Pressemeddelelse -

Børne- og socialministeren mødes med unge fra headspace

Ungdommens stemme skal frem i lyset.

Det har altid været headspaces mantra, og det mantra bliver for alvor ført ud i livet torsdag den 31. maj, når headspace har samlet syv unge med vidt forskellige udfordringer, der får mulighed for at gøre ministeren klogere på, hvad det vil sige at være ung og have mentale, sociale eller psykiske udfordringer.

”Det er dybt bekymrende, at vi ser en stigning i antallet af børn og unge med psykiske vanskeligheder, og det står højt på min dagsorden, at vi bliver endnu bedre til at hjælpe. Derfor ser jeg også frem til at mødes og drøfte psykisk sårbarhed med de unge eksperter hos headspace,” siger børne- og socialminister Mai Mercado og tilføjer:

”headspace er et godt og vigtigt initiativ, og jeg ser positivt på den brobygning, der finder sted mellem headspace og de lokale samarbejdskommuner. Det kan være med til at sikre god rådgivning og støtte til sårbare unge.”

Tallene taler deres tydelige sprog. 24 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år har et dårligt mentalt helbred mod 15 procent i 2013. Og for de unge mænd er det 13 procent, der har et dårligt mentalt helbred – tre år tidligere var det blot otte procent. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen, der kom frem tidligere på året.

”Det glæder os meget, at ministeren tager ungdommen seriøst, for det er i stigende grad dem, der skal ind-drages og være med til at udforme den fremtidige politik. Målet er, at flere børn og unge skal leve et liv med et godt mentalt helbred. Det mål når vi kun ved at handle og sætte tidligere ind”, siger direktør i Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Trine Hammershøy.

headspace hjalp med de svære tanker

En af de unge, der glæder sig til at tale med ministeren, er 20-årige Camilla Grøndal fra headspace Esbjerg, som selv har kæmpet med lavt selvværd og tunge tanker.

”Jeg håber inderst inde, at ministeren får ideer, som gør, at hun kan skaffe bedre og mere hjælp til unge, der har psykiske problemer, og at hun får en bedre indsigt i, hvilke problemer, som vi har”, siger Camilla Grøndal og tilføjer:

”Jeg har selv kæmpet med et lavt selvværd, som har medført en masse svære tanker, og det har jeg fået hjælp til at bearbejde i headspace. Jeg synes, at det er vigtigt at se på, hvordan man kan give den rigtige hjælp til unge, der er psykisk ustabile, sætte mere fokus på det og støtte op om projekter, der gør en forskel for unge, som for eksempel headspace”.

For yderligere kommentarer kontakt presse- og kommunikationskonsulent Laurids Bæk Simonsen på 22833692/ lbs@detsocialenetvaerk.dk.

Hele seancen foregår i headspace København fra kl. 14 til 15.15. Det muligt for pressen efter aftale at deltage.

Related links

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • psykisk sårbarhed
  • mental sundhed
  • frivilligt arbejde
  • frivillighed
  • unge
  • sundhed
  • psykisk sårbar
  • headspace
  • forebyggelse
  • børn & unge

Det Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er formanden Benedikte Kiær (K), der til dagligt er borgmester i Helsingør. Det Sociale Netværk står bag headspace Danmark.

headspace er et gratis rådgivningsinitiativ for unge mellem 12 og 25 år. Det er drevet af mere end 450 frivillige på landsplan og få fastansatte i samarbejde med staten, kommunerne, private fonde og virksomheder. I headspace er ingen problemer for store eller små, alt foregår på de unges præmisser, og der er ingen ventetid eller journaler.

I headspace kan unge komme direkte fra gaden og tale med ungerådgivere. Det er anonymt, gratis og uforpligtende. Der er også mulighed for at chatte eller kontakte headspace via mail og telefon.

headspace findes i 18 byer: Aabenraa, Aalborg, Albertslund, Ballerup, Billund, Esbjerg, Fredericia, Gentofte, Greve, Helsingør, Herlev, Herning, Horsens, Hvidovre, København, Odense, Roskilde og Rødovre.

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40

Relateret materiale