Pressemeddelelse -

Sådan undgår du at falde i boligfælden

Mange danskere er på jagt efter drømmeboligen, men for nogle ender det desværre i en forsikringssag. Derfor er det afgørende at sætte sig grundigt ind i blandt andet tilstandsrapport og forsikringsvilkår inden et boligkøb, mener ekspert

I 2019 havde 15% af danskerne planer om at købe en bolig. Det viser en undersøgelse foretaget af Yougov. I forbindelse med et boligkøb er der væsentlige fælder, man kan falde i. Det kan komme til at koste dyrt, hvis man køber en bolig i blinde, og senere støder på en række uventede overraskelser.

Vær opmærksom på “UN”
Når man kigger på tilstands- og elinstallationsrapporter, er man typisk på vagt, hvis der er for mange K3'er eller grelle K2'er, selvom det dog kun siger noget om vigtigheden og ikke om, hvor dyrt det er at udbedre fejlene. Ifølge Tanja Bjerggaard, der rådgiver boligkøbere hos Din-Bolighandel, skal man særligt være på vagt over for UN’er.

“Vi oplever desværre, at der er boligkøbere, som ender i en trist situation, hvor de har troet, at de har købt drømmeboligen, men det viser sig, at der er en masse fejl og mangler. Det trækker tænder ud,” fortæller Tanja Bjerggaard og påpeger: “Det er vigtigt at undersøge forhold i tilstands- og elinstallationsrapporter, der står som UN. Det kan nemlig dække over alvorlige skader, og derfor skal du som køber kræve, at det bliver undersøgt nærmere, inden et boligkøb kan gå igennem. Hvis ikke kan det ende med at koste dyrt, fordi forsikringen ikke dækker det.”

I 2018 behandlede Ankenævnet for Forsikring hele 251 klager over ejerskifteforsikringer. I alt udgjorde ejerskifteforsikringer 19% af ankenævnets sager. I langt størstedelen af ankenævnets sager om ejerskifteforsikringer taber køberen.

Tjek tinglyste servitutter
Mange begynder lynhurtigt at indrette deres hjem i hovedet med alt fra vægfarver og fliser til udbygning af boligen. Men ofte er der tinglyste servitutter på private ejendomme, der kan sætte begrænsninger på drømmene.

“Servitutter kan for eksempel bestemme, at du ikke må sætte det hegn op, du ønsker, eller male huset i den farve du havde forestillet dig, eller at der kan anlægges en offentlig sti gennem din grund. Flere servitutter er helt tilbage fra midten af det 20. århundrede, men ikke desto mindre skal de stadig tages alvorligt i forbindelse med et boligkøb. I størstedelen af de sager, der ender i retten, taber boligejeren nemlig,” forklarer Tanja Bjerggaard og understreger, at man skal undersøge servitutter, lokalplan, grund- og ejerforeningsvedtægter samt fredning.

Pas på nedgravede olietanke
Særligt kan man komme i problemer, hvis man glemmer at undersøge, om der er en nedgravet gammel olietank på grunden. Det kan nemlig have betydelige økonomiske konsekvenser for dig som boligejer. I Danmark findes der et ukendt antal nedgravede olietanke, som ikke længere er i brug.

“En nedgravet olietank kan vise sig at være utæt, og det forurener jorden. Det kan blive boligkøberens ansvar at betale for at få ryddet op efter olieforureningen, og det kan koste dyrt at få foretaget en oprensning. Selv hvis der ikke sker et olielæk, vil det skabe utryghed at finde en nedgravet olietank. Derfor skal du som boligkøber tjekke ejendommens BBR-meddelelse og ejendomsrapport for at finde ud af, om der er registreret en olietank på grunden. Dog har vi som boligrådgivere nogle andre muligheder for at undersøge det, fx ved at gennemse gamle bygningstegninger, man som køber ikke altid har adgang til gennem handlen, og derfor kan man først vide sig helt sikker, når alt er tjekket,” forklarer Tanja Bjerggaard.

Tjek påbud om separatkloakering
I forbindelse med et boligkøb er det også vigtigt at undersøge, om ejendommen har påbud om separatkloakering.

“Mange boligejere kan blive pålagt at foretage separatkloakering på deres grund, og det er en omkostning, der hurtigt løber op i mere end 100.000 kr. Derfor vil det være relevant at forhandle et nedslag i pris med sælger, såfremt ejendommen har sådan et påbud,” pointerer Tanja Bjerggaard, der anbefaler, at man får rådgivning igennem hele købsprocessen, så man ikke står alene med alt fra skødeskrivning til tinglysning og testamente.

Om Din-Bolighandel

Din-Bolighandel har 20 års erfaring indenfor ejendomshandel, skødeskrivning og tinglysning og kan derfor hjælpe med alle aspekter i en bolighandel. Som kunde tilknyttes man en personlig køberrådgiver, som står til rådighed gennem hele handlen. Din-Bolighandel er for tredje år i træk vurderet som nummer 1 rådgiver ved køb af bolig på Trustpilot.

Læs mere om Din-Bolighandel her: https://din-bolighandel.dk/

Emner

  • Økonomi, finans

Kategorier

  • bolig
  • boligrådgivning

Din-Bolighandel er en kompetent og yderst konkurrencedygtig partner i din bolighandel.

Din-Bolighandel har over 20 års erfaring indenfor ejendomshandel, skødeskrivning og tinglysning, og kender således alle facetter af en bolighandel. Vi har årligt mere end 1.500 handler og er derfor en af Danmarks mest erfarne på området.

Vi tilbyder nogle af Danmarks skarpeste priser, sammenlignet med andre aktører i branchen – uden at gå på kompromis med kvaliteten, idet vi har et yderst godt struktureret sagsbehandlingsforløb og ingen høje omkostninger til dyre lokaler.

Relateret materiale