Pressemeddelelse -

Energistyrelsen offentliggør udbudsbetingelser for Thor Havvindmøllepark

Energistyrelsen sætter nu gang i udbudsprocessen for den kommende Thor Havvindmøllepark, som bliver Danmarks hidtil største havvindmøllepark på mellem 800-1000 MW, når den er fuldt etableret og nettilsluttet senest i 2027

Med offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen og udbudsmaterialet kick-startes udbudsprocessen for Thor Havvindmøllepark, som i første omgang indeholder en prækvalifikationsfase, hvor Energistyrelsen identificerer de selskaber, som har tilstrækkelig finansiel og teknisk kapacitet til at deltage i udbuddet. Dernæst følger en forhandlingsfase til foråret med de prækvalificerede bydere, hvis input kan føre til, at der justeres i dele af udbuddet med henblik på at sænke budprisen.

Udbudsmodellen på Thor følger de samme processer som tidligere danske havvindmølleudbud, der internationalt har opnået historisk lave priser. Det offentliggjorte udbudsmateriale indeholder udbudsbetingelserne, samt udkast til koncessionsaftale og nødvendige tilladelser og bevilling mv. Sammen med de igangværende forundersøgelser af området for parken, skal det gøre det lettere for byderne at give et omkostningseffektivt bud på havvindmølleparken.

Ilandføringsanlæg bliver en del af udbuddet

Som noget nyt har forligspartierne truffet beslutning om at inkludere ilandføringen i form af transformerplatform på havet samt eksportkabler og kystnær højspændingsstation i udbuddet af parken samt at udbyde parken med en fleksibel størrelse på mellem 800-1.000 MW. Det skal give byderne mulighed for at optimere dimensionerne for ilandføringskabler og parkkapacitet og dermed gøre den samlede løsning så billig som muligt.

Frist for ansøgning om prækvalifikation er senest den 1. december 2020, og potentielle bydere vil i perioden fra den 1. oktober til den 16. november 2020 kunne stille skriftlige spørgsmål (Q&A) til Energistyrelsen om udbuddet. Den endelige budfrist for udbuddet forventes at være 8. november 2021. Tidsplan og proces er nærmere beskrevet i udbudsmaterialet.

Udbudsbekendtgørelsen offentliggøres på EU´s elektroniske udbudsplatform, Tender Electronic Daily (TED), og offentliggøres samtidig på Energistyrelsens hjemmeside. Hovedparten af materialet foreligger både på engelsk og dansk.

Se udbudsbekendtgørelsen og det øvrige materiale på Energistyrelsens hjemmeside.

Vigtige milepæle i udbudsprocessen

25. september 2020 - Offentliggørelse af udbudsbekendtgørelse og udbudsmateriale

1. december-16. november 2020 – Spørgsmål og svar-periode

1. december 2020 – Frist for ansøgning om prækvalifikation

14. januar 2021 – Forventes meddelelse om prækvalifikationsresultat

8. november 2021 – Frist for endelige tilbud

Om Thor

  • Thor Havvindmøllepark er den første af de tre havvindmølleparker, der blev besluttet i Energiaftalen fra 2018.
  • Thor Havvindmølle park bliver Danmarks hidtil største og skal ligge i Nordsøen minimum 20 km fra kysten.
  • Som noget nyt udbydes parken med en fleksibilitet på 800-1000 MW, ligesom ilandføring af kabler fra havvindmølleparken er inkluderet i udbuddet
  • Nettilslutningsvindue åbner 1. januar 2025, og Thor skal være fuldt etableret og nettilsluttet senest ultimo 2027
  • Bevilling gives for 30 år med mulighed for forlængelse på 5 år. De samlede investeringsomkostninger for Thor anslås at være på i alt 15,5 mia. kr.
  • Thor kan levere strøm til omkring 800.000 danske husstande og vil bidrage til jobskabelsen i Danmark.

For yderligere information om udbuddet af Thor Havvindmøllepark

Pressechef, Ture Falbe-Hansen (tfh@ens.dk), telefon (+45) 25 13 78 46

Chefkonsulent, Jeppe Lundbæk, jel@ens.dk, telefon (+45) 3392 7553

Yderligere information om Thor: www.ens.dk/thor

Nyheder om Thor

Du kan tilmelde dig nyheder om Thor-udbuddet ved at skrive til denne mail: thor@ens.dk

Du kan afmelde dig nyheder om Thor-udbuddet på samme mail: thor@ens.dk

Related links

Kategorier

  • vedvarende energi
  • forsyning
  • politik

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale