Pressemeddelelse -

Lavere elpriser for erhvervskunder i første halvår 2017

Erhvervskundernes rene elpriser, eksklusive transmission og nettariffer mv., faldt for næsten alle forbrugere fra andet halvår 2016 til første halvår 2017. Kunder med et lille elforbrug oplevede dog en stigning i den gennemsnitlige elpris.

Første halvår 2017 har været præget af faldende, gennemsnitlige elpriser for erhvervsforbrugere, omend prisen har været stigende for erhvervskunder med et årligt elforbrug på mindre end 20 MWh. De mindste erhvervsforbrugere betaler således cirka 2,5 øre/kWh mere, mens de øvrige erhvervsforbrugere betaler 0-2 øre/kWh mindre end i andet halvår 2016.

Spotprisen for el er ligeledes faldet i forhold til andet halvår 2016. Sammenholdt med spotprisen på el har erhvervskundernes elpris, eksklusive betaling for transmission, nettariffer, PSO og andre afgifter, generelt været højere i første halvår 2017. Dette gælder for alle forbrugere undtagen de kunder med størst elforbrug. For de to mindste forbrugsintervaller er forskellen blevet betydeligt større i forhold til andet halvår 2016.

Den pris, som erhvervskunderne betaler, er generelt lidt højere end spotprisen. Denne forskel skyldes blandt andet abonnementsbetalinger og andre handelsomkostninger, der indregnes i prisen, samt at nogle erhvervsforbrugere køber el på fastpriskontrakter for at forsikre sig mod prisændringer. I perioder med faldende spotpriser kan det have låst nogle erhvervskunder til en højere pris end den variable pris. Omvendt kan det være en fordel, hvis fastpriskontrakterne er indgået på et tidspunkt med lavere forventninger til prisudviklingen end den faktiske udvikling i spotprisen. Den stigende forskel mellem spotprisen og de små erhvervskunders elpriser i første halvår 2017 hænger muligvis sammen med en stigning i andelen af fastpriskontrakter i disse intervaller, hvis disse er blevet handlet til en højere pris end kontrakterne med variabel pris. 

Energistyrelsen har siden 2014 udarbejdet elprisstatistikken for erhvervsforbrugere, der er baseret på indberetninger fra de enkelte elhandelsselskaber.

Læs mere om statistikkens resultater og sammenligning med tidligere perioder i notatet "Elprisstatistik første halvår 2017".

Kontakt

Astrid Enemark, Energistyrelsens center for systemanalyse, energieffektivitet & global rådgivning, tlf: 33 95 42 78, email: aee@ens.dk

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • statistik/fremskrivninger
  • effektivisering & erhverv
  • forsyning

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale