Gå til indhold
Festivalen Kaffe & Sensorik, der vender tilbage til Aarhus i oktober, samarbejder med den socialøkonomiske virksomhed Social

Pressemeddelelse -

Aarhusiansk festival skaber arbejdspladser til personer med særlige udfordringer

Festivalen Kaffe & Sensorik, der vender tilbage til Aarhus i oktober, samarbejder med den socialøkonomiske virksomhed Social Craft om at skabe nye arbejdspladser til dém, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

Når festivalen Kaffe & Sensorik indtager Aarhus Congress Center den 11. og 12. oktober er der plads til alle – ikke kun blandt publikum, men også bag scenen. Festivalen har indgået et samarbejde med Social Craft, en socialøkonomisk virksomhed som hjælper mennesker på kanten af arbejdsmarkedet til at finde nyt, meningsfuldt arbejde. Årets merchandise er blandt andet hættetrøjer, t-shirts, sweatshirts, muleposer og termokrus. Produkterne samt dele af udsmykningen – eksempelvis hynder – er lavet af genanvendeligt materiale fra kaffeproduktionen, produceret af medarbejdere fra Social Craft.

Med samarbejdet får medarbejderne fra Social Craft en oplevelse af indflydelse, samt mulighed for socialt samvær; og samtidig kan festivalgæster købe lokalt producerede, bæredygtige produkter.

– Når man kan omdanne noget så simpelt som brugte kaffesække til muleposer og trøjer, viser det, at bæredygtighed kan være meningsfuldt. Igennem samarbejdet med Social Craft tilbyder vi gæster produkter med grøn omtanke. Samtidig støtter vi en virksomhed, der giver mennesker en chance for at finde fodfæste. Det er et samarbejde, hvor alle vinder, forklarer Samuel Rose, en af arrangørerne bag Kaffe & Sensorik.

Arbejdspladser skaber glæde og stolthed

Med et fokus på den enkelte medarbejder gives der hos Social Craft plads til alle i arbejdsfællesskabet, og den enkelte bidrager med konkrete produkter til et større fællesskab. Bag hvert produkt står et menneske, der med stolthed oplever, at deres arbejde bliver værdsat i en større sammenhæng. Samarbejdet skaber værdi på flere niveauer – for festivalen, for miljøet og for de mennesker, der får nye muligheder og oplever, at deres indsats bliver værdsat.

– At lave dele af udsmykningen og merchandise til Kaffe & Sensorik er en mulighed for vores medarbejdere til at opleve, at dét de skaber, bliver værdsat i en ny sammenhæng. For dem er det nemlig en helt speciel oplevelse at se deres arbejde leve videre på festivalen – det skaber en følelse af, at de er med til at gøre en forskel, fortæller Martin Munch, kreativ ansvarlig hos Social Craft.

For medarbejdere, som normalt har svært ved at komme ud i nye rammer, er det særligt stort at kunne besøge festivalen og se deres arbejde i brug. Den oplevelse giver stolthed, som de tager med hjem, og deler med andre.

– De snakker meget om deres oplevelser, og for mange er det et aha-øjeblik, der giver deres arbejde endnu mere mening. Det er præcis derfor, at samarbejdet er så værdiskabende på mange niveauer, siger Martin Munch.

App skal gøre kaffeoplevelsen nemmere

I år lancerer Kaffe & Sensorik en ny app i samarbejde med den aarhusianske virksomhed PhoneStamp. Appen gør det lettere at finde rundt, følge programmet og engagere sig i oplevelserne. Appen fungerer også som et digitalt stempelkort, hvor gæster kan optjene point ved køb hos festivalens boder og udstillere, og veksle dem til merchandise.

– Både appen og samarbejdet med Social Craft udspringer af de samme værdier: Forbrug med omtanke, cirkulær tænkning og social ansvarlighed. Hvor appen hjælper festivalen med at reducere spild og gøre oplevelsen mere overskuelig, bidrager Social Craft til at skabe nye arbejdspladser og et fællesskab, hvor alle kan være med, tilføjer Samuel Rose.

Related links

Emner

Kategorier


Kaffe & Sensorik er en festival, som favner alle noter og nuancer af kaffens væsen. Festivalen afholdes i Aarhus Congress Center den 11. og 12. oktober 2025. Se mere på kaffeogsensorik.dk

Kontakt