Pressemeddelelse -
Boulders tager klatring til nye højder med international partner
Danmarks største klatrekæde, Boulders, ekspanderer internationalt med Verlinvest som ny majoritetsejer. Partnerskabet skal øge adgangen til stærke klatrefællesskaber i Danmark, Norden og Tyskland.
Boulders sætter kurs mod international vækst. Med den globale, familieejede investeringsfond Verlinvest som ny majoritetsejer vil kæden ekspandere i Danmark, resten af Norden og Tyskland. Kæden, som allerede er Danmarks største med ti haller og over 60.000 månedlige besøgende, planlægger at åbne ti eller flere centre inden udgangen af 2028 i Danmark og udlandet.
Målet er at give endnu flere mulighed for at være en del af lokale klatrefællesskaber – i bæredygtige rammer med café, moderne klatrefaciliteter, løbende ruteopdateringer og events.
– Vi glæder os til at engagere endnu flere både nye og erfarne klatrere i vores klatreunivers på vores vej mod at blive den internationalt førende boulderingkæde. Verlinvest, deler vores ambition om at styrke både krop, hjerne og sociale bånd gennem lokale, engagerede klatrefællesskaber. Deres kapital og internationale netværk vil hjælpe os på vejen, siger Ole Mørk, koncernchef og medejer af Boulders sammen med Martin Videbæk Petersen.
Vil udbrede nichepræget sportsgren
Med investering i blandt andet The Climbing Hangar i Storbritannien i 2024 og nu Boulders omfatter Verlinvests Climbing Platform i dag 21 lokationer. Verlinvest har dokumenteret erfaring med at skalere sports- og underholdningsbrands globalt, herunder K1 Speed, Karafun og Baller League via V3 Ventures. Opkøbet af Boulders understøtter fondens ambition om at udbrede nicheprægede sportsgrene som modspil til traditionelle fitnesscentre.
– Boulders passer naturligt ind i vores Climbing Platform. Sammen med The Climbing Hangar i Storbritannien bringer de et stærkt brand, et loyalt fællesskab og en dokumenteret evne til at skalere, siger Ben Black, administrerende direktør i Verlinvest, der sammen med projektchef Olivia Gautier indtræder i Boulders’ bestyrelse. Han tilføjer:
– Verlinvests erfaring med værdidrevne forbrugerbrands, kombineret med vores netværk og ekspertise, kan hjælpe med at accelerere væksten. Vi ser frem til at samarbejde med Ole, Martin og resten af teamet om at åbne nye centre og gennemføre opkøb af ligesindede aktører.
Related links
Emner
Kategorier
Boulders er Danmarks største kæde af boulderingcentre med ti lokationer i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Siden 2009 har centrene kombineret bæredygtigt design, moderne klatrevægge og café som samlingspunkt for familier, studerende og motionsentusiaster. Virksomheden tilbyder events, kurser, børneprogrammer og konkurrencen Blocparty, der gør klatring tilgængelig og fremmer en inkluderende, aktiv livsstil.
Verlinvest er et globalt, familieejet evergreen-investeringsselskab, grundlagt i 1995, der investerer op til 1,5 milliarder kroner per investering. Selskabet har kontorer i Bruxelles, London, New York, Mumbai og Singapore og samarbejder med virksomheder, der udnytter forbrugeradfærd til at skabe positive forandringer for mennesker og planeten. Verlinvest fokuserer på FMCG, sundhed, forbrugerteknologi og livsstil og investerer gennem tre strategier: Platform, Growth og Venture. Porteføljen tæller blandt andet Oatly, Tony’s Chocolonely, K1 Speed, Insomnia Cookies, Vita Coco og Mutti.